Hvis man for 20 år siden havde profeteret, at Socialdemokratiet anno 2022 ville stå bag en plan om at sende flygtninge til Afrika, ville folk overalt på det politiske spektrum have reageret med vantro hovedrysten. Planen illustrerer et radikalt brud med partiets tidligere angiveligt mere humanistiske linje, men hvordan vil den noget komplicerede plan egentlig fungere i praksis, og hvorfor mener Socialdemokratiet, at den er både nødvendig og effektiv?
Lad os prøve at gennemgå det i et pædagogisk Q&A-format:
Hvorfor vil Socialdemokratiet egentlig sende flygtninge til Afrika?
For at afskrække asylansøgere fra at komme til Danmark. Man vil sende et signal om, at hvis man kommer til Danmark og søger asyl, så risikerer man at ende i et helt andet land med ganske andre muligheder og levestandard, end man har i Vesteuropa. Det handler altså mere om signalet end de konkrete asylansøgere, der i givet fald vil blive udsendt.
Hvordan ville man som asylansøger opleve forskellen?
Søger man asyl i Danmark, får man ophold på et asylcenter, indtil ens sag er afgjort. Hvis man får tilkendt asyl, kan man så flytte ud og blive en del af det danske samfund, så længe man har midlertidig opholdstilladelse. Hvis Rwanda-planen bliver virkelighed, vil en del flygtninge i stedet, kort efter de har søgt om asyl, blive sendt til Rwanda, hvor deres sag bliver behandlet. Hvis de får beviliget asyl, vil de så kunne få permanent ophold i Rwanda.
Kan det overhovedet lade sig gøre inden for konventionerne?
En del tyder på det, regeringens jurister har sagt god for det. Men der vil utvivlsomt komme retssager, protester fra både NGO’er i Danmark og fra diverse EU-repræsentanter, der allerede har leveret særdeles hård kritik mod de danske planer. Flere hævder tillige, at planen er umulig at gennemføre, fordi en udsending af flygtninge fra Storbritannien til Rwanda blev stoppet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi de udsendte ikke havde haft mulighed for at appellere kendelsen. Men i den danske model vil eksempelvis Udlændingestyrelsen først vurdere, at en asylansøger kan udsendes, derefter vil denne vurdering kunne appelleres, og først derefter vil regeringen så sende dem til Rwanda. De britiske problemer kan dermed ikke 1:1 overføres til den danske model for udsendelse.
Hvorfor lige Rwanda?
De fleste, som kender Rwanda, ved næppe meget mere om landet, end at her var et folkedrab og at landet er kendt for sine bakker og bjerggorillaer. Folkedrabet blev i øvrigt stoppet af landets nuværende præsident, Paul Kagame, som dog senere har udviklet sig til en særdeles autoritær og hårdhændet leder, der gør det temmelig træls at være kritisk journalist eller politisk dissident i landet, mildt sagt. Hører man imidlertid ikke til regiments modstandere eller kritikere, er landet et relativt sikkert sted at være sammenlignet med store dele af Afrika syd for Sahara. Faktisk så fredeligt at FN’s egen flygningeorganisation UNHCR sender flygtninge fra Nordafrika hertil, og en del NGO’er anvender landets hovedstad, Kigali, som base.
Hvordan skal asylansøgerne udsendt fra Danmark så indkvarteres i Rwanda?
I et interview med Kontrast fortælle Kaare Dybvad, at han har set en række nyopførte lejligheder, som ifølge ham minder om almennyttige boliger i provinsen i Danmark. Hvis det er tilfældet, kan man med sikkerhed sige, at de flygtninge, som Danmark sender til Rwanda, vil være en slags “luksusflygtninge” i landet og vil leve under markant bedre vilkår end hovedparten af de flygtninge, der ellers er i Rwanda og som for en stor dels vedkommende lever i noget mere primitive lejre. På samme måde anerkender Kaare Dybvad også, at flygtninge, som får ophold i Rwanda, så har Danmark et ansvar for, at de økonomisk kan klare sig. Der vil altså være ret stor forskel på flygtninge, der kommer til Rwanda på “egen hånd” – dem har Rwanda allerede 130.000 af – og så flygtninge, som bliver sendt fra Danmark.
Hvad skal der så ske med flygtninge sendt til Rwanda, som ikke får asyl?
Det står ikke helt klart. Ideelt set skulle de selvsagt sendes retur til deres oprindelsesland, men for en dels vedkommende kan det ikke lade sig gøre. Og hvad så? Her har regeringen tidligere givet udtryk for, at de skulle blive i Rwanda. Men for nylig har Mattias Tesfaye indikeret, at de muligvis skal sendes til et helt tredje land, hvilket naturligvis vil komplicere en allerede særdeles kompleks plan yderligere.
Hvor meget vil det koste?
Regeringen vil ikke ud med tallene og kender dem formentlig ikke præcis, da planen ikke er konkret. Selve indkvarteringen i Rwanda vil formodentlig være billigere end i Danmark, da både leveomkostninger og lønninger til eventuelt personale må antages at være lavere. Men inden udsendelse til Rwanda vil flygtningene formodentlig stadig skulle opholde sig i Danmark nogen tid, ligesom der vil være udgifter forbundet med udsendelse, sagsbehandling i Rwanda og meget andet.
Vil planen reelt stoppe strømmen af folk, der søger asyl ved ankomst til Danmark?
Selvom mange på venstrefløjen lader, som om de ikke forstår det, så er grunden til, at folk fra eksempelvis Afghanistan og Syrien søger til Danmark, ikke vores behagelige klima eller madkultur. Det gør de, fordi Danmark er et attraktivt sted at opbygge en fremtid. Her er et velfungerende hospitals- og uddannelsessystem, fred, retssikkerhed og høje overførselsindkomster. Hvis man ikke kan opbygge en fremtid i sit eget land, er Danmark derfor – helt forståeligt – et tillokkende sted at opbygge en sådan. Men hvis man risikerer at blive sendt til Rwanda, når man søger asyl i Danmark, vil nogle formodentlig vælge eksempelvis Tyskland, Sverige eller andre lande i stedet.
Det vil formentlig langtfra være alle asylansøgere, som vil kunne udsendes til Rwanda (eksempelvis vil asylansøgere med enten alvorlig sygdom eller familiær tilknytning til Rwanda næppe blive udsendt), så hvor stor effekten vil være, er svært at sige, særlig da de præcise retningslinjer for modellen ikke eksisterer. Men risikoen for at blive sendt til Rwanda vil formentlig virke afskrækkende for en del.
Hvorfor gør regeringen ikke bare op med de konventioner, der giver ret til spontan asyl?
Det skyldes, at man er bange for, at en række andre lande, ikke mindst Tyskland, men også andre nationer, Danmark har et tæt forhold til, vil blive meget sure, samt at man mere overordnet mener, at konventionerne er i et lille land som Danmarks interesse. Derfor siger både nuværende, tidligere og formodentlig også fremtidige regeringer, at man bør sigte mod at ændre asylsystemet, hvilket dog næppe kommer til at ske.
