Hvor går grænsen for, hvem staten skal hjælpe med at få børn? I Danmark har vi omfavnet teknologiens muligheder for at hjælpe folk, der kæmper med ufrivillig barnløshed. De eneste, der ikke kan få hjælp i officielt regi, er solo-mænd (uanset seksualitet) og homoseksuelle mænd i parforhold.

I DR’s serie “Far, far og børn” er budskabet, at det er uretfærdigt og diskrimination. Men er det nu også det? Er det et handicap at være født som mand uden en livmoder? Et handicap, som staten bør kompensere en for ved stille en livmoder til rådighed, så man kan formere sig, selv om man som handyrsvæsen lever i et homoseksuelt forhold eller bare ikke vil have en kvinde i sit liv?

Far, far og børn
“En kvinde er vel ikke bedre end en mand? Er mor bedre end en far?” udbryder en tydeligt irriteret Morten til sin partner Frederik. De to bliver fulgt af DR i en ny serie, “Far, far og børn”, hvor de efter eget udsagn deltager for at påvirke lovgivningen for fertilitetsbehandling herhjemme.

I serien møder vi også Nanna, som er gift og har børn, og har valgt at lægge krop til, at Morten og Frederik kan få deres drøm opfyldt. Nannas motivation er at hjælpe et barnløst par, samt at sætte fokus på det, hun beskriver som diskrimination.

“Det er min retfærdighedssans”, siger hun til en veninde om, hvorfor hun er rugemor. Hun er dels motiveret af en meget fin næstekærlighed, dels af en “social justice warrior”-harme. Det er en spøjs kombination.

Frederik og Morten er henholdsvis influencer og danser, og mediedarlings med over 300.000 Instagram-følgere til sammen. Jeg har ikke, som nogle andre medie-kommentatorer, problemer med at de viser alt på nettet - det er jo det de lever af, og der er efterhånden mange danskere, der lever af at være kendte.

Jeg kan også sagtens forstå, at de er meget berørte og lykkelige over, at de endelig kan blive forældre. Det illustrerer programmet meget fint og rørende. Men de mange påstande fra både Nanna, Morten og Frederik om, at de som homoseksuelt mandligt par bliver diskrimineret, står uimodsagt - hvilket måske er et redaktionelt valg, men efterlader mig med mange spørgsmål.

Og mine spørgsmål er ikke, som Morten, om kvinder er bedre end mænd, eller om mor er bedre end far. De går snarere på, om det er diskrimination, at der er forskel på mande- og kvindekroppen. Men det vender jeg tilbage til.

“Børnene er født med kærlighed fra alle parter”

Første gang jeg mødte Mia, var en sensommerdag på Østerbro. Hun var smilende, solbrændt og gravid, med en beskeden bule - hun havde termin den efterfølgende januar. Mia har tre børn hjemme, har doneret æg og været rugemor to gange. For hende er det vigtigste at hjælpe sin bedste ven og hans mand.

“Børn er i min optik meningen med livet, og det at kunne hjælpe nogen, som har så stor betydning for mig som ham (hendes bedste ven, red.), er meget meningsfuldt og livsbekræftende,” forklarer hun og fortsætter “Det er en ære at være kilde til liv.”

Mine egne bekymringer om, om babyerne vil tage skade psykisk på et ubevidst plan af at komme hjem til nogen, der på sin vis er fremmed for den, er ikke nogen Mia deler: “Jeg tror, at rugemor og barn danner et bånd, men jeg tror også, at barnet har lige så gode forudsætninger for at knytte de bånd med de tiltænkte forældre efter fødslen,” forklarer Mia. “Barnet vil være tryg ved dem, som giver barnet omsorg, tryghed, mad, øjenkontakt - altså de tiltænkte forældre og ikke rugemor. Det oplevede vi hvert fald selv ved begge børn,” fortsætter hun.

“Barnet registrerer at det bliver efterladt”
Psykolog Henrik Dybvad Larsen er ekspert i prenatal tilknytning. Jeg har talt med ham for at høre, om en baby mon “opdager” at den bliver overleveret. “Barnet vil registrere, at det bliver efterladt eller fjernet fra rugemoren, og der vil det kunne sætte nogle prægninger i barnet i form af en følelse af tab. Barnet har jo lært den mor at kende, via navlesnoren og livmoderen, som er dens første hjem,” forklarer han.

“Barnet vil have sværere ved at knytte sig til de tiltænkte forældre, fordi det skal omstille sig til nogle helt andre lyde, sanseoplevelser, dufte og stemmer.” Samtidig giver han Mia ret et langt stykke ad vejen, i hendes erfaringer som rugemor. Nemlig at babyen vil opleve tryghed og omsorg hver dag fra sine nye forældre.

“Tilknytning handler også om forældre-evne, hvor empatiske er de, hvor gode er de til at aflæse baby, hvor gode de er til at tilsidesætte deres egne behov til fordel for barnet,” siger han og understreger, at det i hans optik ikke er afgørende, hvilket køn forældrene har.

Han opfordrer de tiltænkte forældre til at omgås den gravide, og tale til babyen, så babyen lærer stemmerne at kende. Og han foreslår, at de nye forældre altid deltager i fødslen: “I en god fødsel er der et oxytocinboost, som fremmer tilknytningen, og derfor er det vigtigt at være med. De nye forældre oplever ikke det samme boost som den fødende, men de vil alligevel opleve noget stort og intenst, som er et godt skridt til at styrke tilknytningen.”

En ulige investering
Både Morten og Nanna argumenterer i programmet for, at vi har “åbnet sluserne”, ved at hjælpe infertile i det hele taget, og heri består diskriminationen mod mænd. “Så siger folk; men det er jo kvinder, der er gravide,” siger Nanna til kameraet og smiler snedigt, “Ja men der er ikke nogen kvinder, der kan blive gravide alene,” som om hun har luret en videnskabelig finurlighed.

Sandheden er snarere, at hun har glemt en af de mest basale biologiske kønsforskelle: nemlig at den donation kvinder har brug for i disse forløb, kræver en minimal indsats fra manden. Og den er nem for staten at indlemme i sit arsenal af våben mod ufrivillig barnløshed. I den omvendte situation derimod - den hvor mænd angiveligt diskrimineres - kræver det ikke kun et æg, hvilket er sværere at få fat i, det kræver også en kvindekrop i over ni måneder.

Sæddonation er risikofrit, graviditet og fødsel er ikke. Manden skal bruge 10 minutter af sin tid. Kvinden skal bruge næsten 10 måneder. (Og så lader vi som om at efterfødsels-tiden aldrig er problematisk, hvilket de mødre, der læser med, måske vil vide ikke passer).

Og så er vi tilbage til mine spørgsmål fra før. Er det diskrimination, at der er forskel på mande- og kvindekroppen? Har mænd krav på at få doneret æg eller en livmoder? Hvem skal stille rugemødre til rådighed for mænd, der vil have børn? Bliver Morten og Frederik uretfærdigt behandlet?

Kampen mellem natur og kultur
Filosof Anders Fogh Jensen mener grundlæggende at påstandene om diskrimination og uretfærdighed, er en sammenblanding af jura og natur: “Hvis der er en uretfærdighed i denne situation (Morten og Frederiks, red.) er det jo, at mænd ikke har en livmoder. At tage noget fra den samfundsmæssige sfære, som uretfærdighed, og overføre det til naturen, jeg ved ikke rigtig om det giver mening. Naturens fordelingsprincip er hinsides retfærdighed.”

Kampen mellem natur og kultur er ikke en ny ting. Den går mindst 2500 år tilbage i tiden. Ifølge Anders bliver fertilitetsdebatter et tydeligt blik på kampen, fordi teknologien hele tiden opnår nye landvindinger, og vi derfor hele tiden er usikre på, hvor grænserne går. Morten og Nanna nævner, at nu hvor vi er begyndt at hjælpe barnløse i Danmark, så er det meningsløst at placere grænsen, hvor en mand eller to mænd ikke kan få hjælp af staten. Og her har de faktisk en slags pointe, ifølge Anders.

“Du kan sikkert finde religiøse mennesker, der vil sige man slet ikke skal blande sig. Selv et heteroseksuelt par, der ikke kan få børn, skal ikke have hjælp. Nu har vi brudt en uskyld. Der er ingen fundamental forskel på at hjælpe hetero-par og lesbiske og til at hjælpe bøsser. Der var en grænse engang, som vi har overtrådt”, forklarer han, “så derfor kan den lige så godt skubbes længere ud.”

Diskrimineret eller privilegeret?
Jeg nævnte før, at Morten og Frederik sammen har over 300.000 følgere på sociale medier. Det har nok i høj grad gjort, at de er kommet i mål med deres drøm. Idet man ikke må annoncere efter en rugemor i Danmark, skal en rugemor selv melde sig på banen og tilbyde sin krop og hjælp.

Hvis man ytrer sit ønske om at blive far på en platform, hvor hundredetusinder vil se det, så er chancen for at få en rugemor alt andet lige højere, end hvis man er en genert solo-mand, der gerne vil være far, men har et begrænset netværk. En sådan mand er afhængig af, at en veninde tilbyder sin hjælp. Morten og Frederik havde muligheden for at fortælle tusinder af fremmede kvinder om deres familiedrømme.

Jeg beder filosoffen Anders Fog komme med et bud på, hvordan man skulle kunne skaffe altruistiske rugemødre til mænd på en fair måde. “Hvis det skulle være retfærdigt, så står man i kø.” Men som systemet er nu, er Morten og Frederiks kendisfaktor en kæmpe fordel: “I netværk er der hierarkier, der er nogle der er mere likable, og så bliver det det, der er afgørende - hvem er mest kendt.”

Med de briller på, er det svært at se at seriens hovedpersoner diskrimineres imod.

På vej over i brokfasen
Det at Morten og Frederik brokker sig over vejen hen til at få børn, ser Anders Fog som et tegn i tiden: “Det går fra ’Hvor vildt at vi kan hjælpe barnløse par’ til almindelig hverdag og så til ’Ej, hvorfor ikke os?’. Vi glemmer al den komfort vi lever i. Noget vi egentlig skulle være taknemmelig over, bliver et emne til splid og utilfredshed. Vi er på vej hen i brokfasen med dette emne,” siger han.

Han tvivler på, at vi vil se en ændring i Danmark og ’lade os begrænse’, for teknologien vil fortsætte med at udvikle sig, og vi lever i et sekulært samfund, hvor de religiøse dogmer er skubbet i baggrunden. “Vi har ikke et religiøst styre, hvor loven er mejslet i sten. Demokrati følger mere den teknologiske udvikling, end hvis vi havde for eksempel et præstestyre. Så her i Danmark skrider værdierne bare, og de politikere, som følger med, bliver populære, og de andre bliver set som stokkonservative.”

Og ud fra den forudsigelse, tror jeg, at Morten og Frederiks politiske projekt bliver belønnet og lovgivningen lavet om, så også mænd kan få børn med statens hjælp.