Artikel

02.03.26

Høje tobaksafgifter styrker det sorte marked

Kraftige afgiftsstigninger på tobak har ifølge en ny engelsk analyse presset et stort antal britiske rygere væk fra de lovlige produkter og over i det illegale marked. Det konkluderer den London-baserede tænketank Institute of Economic Affairs på baggrund af nye tal fra de britiske skattemyndigheder.

Tallene viser, at det lovlige salg af cigaretter og rulletobak i Storbritannien er faldet med 52 procent fra 2021 til 2025. Ifølge analysen er det et fald, der er alt for stort til alene at kunne forklares med, at færre ryger.

Salget af fabriksfremstillede cigaretter er gået fra 23,4 milliarder styk til 12,6 milliarder. Rulletobak er faldet fra 8,6 millioner kilo til 3,6 millioner kilo . Omregnet til cigaretter betyder det, at der i 2025 blev solgt 19,8 milliarder cigaretter lovligt mod 40,6 milliarder i 2021 .

Færre rygere – men ikke halvt så mange
Befolkningsundersøgelser viser ganske vist et fald i andelen af rygere, men langt fra i samme tempo. En opgørelse viser et fald fra 12,3 til 10,5 procent fra 2021 til 2024, mens en anden måling peger på et mindre fald i daglig rygning fra 11,4 til 10,6 procent.

Samtidig viser andre undersøgelser, at rygere i gennemsnit ikke har reduceret deres forbrug væsentligt. Ifølge tænketanken peger det samlet set på én ting: En voksende andel af forbruget er flyttet over i indsmuglede varer.

Syv afgiftsstigninger siden 2020
Baggrunden er ifølge analysen de markante afgiftsstigninger. Siden 2020 er tobaksafgifterne i England hævet syv gange. Cigaretafgiften er steget med 73 procent, og afgiften på rulletobak med 115 procent .

Rulletobak rammer typisk lavindkomstgrupper og beskrives i analysen som sidste stop, før rygere helt forlader det lovlige marked. Samtidig er statens indtægter fra tobaksafgifter faldet fra 10,4 milliarder pund til 7,9 milliarder pund siden 2021.

Måske samme mønster i Danmark
Der findes ingen systematiske undersøgelser af det sorte marked for tobak i Danmark, men tobaksbranchen har jævnligt gjort politikerne opmærksomme på, at det illegale marked er i vækst.

Til gengæld har vi i Danmark haft en lignende udvikling i tobaksafgifterne gennem det seneste tiår, hvor cigaretterne er steget med cirka 60 pct. og rulletobak med over 100 pct.

Danmark har oplevet et fald i salget af cigaretter på over 30 pct. siden 2018 og næsten tilsvarende for rulletobak, men samtidig er antallet af rygere nogenlunde stabilt på cirka 20 pct. af den voksne befolkning. Meget tyder således på, at politikerne er gået i den samme fælde i Danmark som i England.

Skatteskruen over gevind
Den konklusion, som man fristes til at drage, når der nu ikke er ordentlige undersøgelser, er, at det illegale marked er vokset i takt med at afgifterne er sat op.

Dermed falder sundhedsargumentet stort set til jorden. For hvad hjælper det på folkesundheden, at man skubber grupper som unge og andre i lavindkomst over på illegale produkter, hvor kvaliteten er lavere og kontrol med indhold af nikotin og tjære helt fraværende?

Måske skulle politikerne erkende, at afgiftsskruen er gået over gevind, og at de må søge andre veje end blot blive ved med at dreje på det samme håndtag.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter