Den borgerlige debattør Christian Marcussen har de seneste dage forsøgt at få svar på en række spørgsmål fra Mohammad Khani, der er imam ved den shiamuslimske Imam Ali Moskeen på Vibevej i Københavns Nordvestkvarter. Det skyldes, at imamen er venner med Salman Rushdies attentatmand Hadi Matar på Facebook – eller var det – indtil attentatmandens profil blev lukket.
Moskéen er heller ikke helt ukendt i den danske offentlighed. Som flere medier har beskrevet, modtog den finansiering fra rigmænd i Iran, Irak, Tanzania, Kenya og Kuwait i forbindelse med opførelsen i 2015 og betragtes som en milepæl for shiamuslimer i Danmark.
Tilbage i 2002, da moskéen søgte Kirkeministeriet om at blive anerkendt som trossamfund, hed det i vedtægterne, at moskéen var underlagt Irans øverste leder, ayatollahen. Det studsede de danske embedsmænd over, hvorpå vedtægterne hastigt blev ændret. Derefter gav myndighederne grønt lys.
I den aktuelle sag har Marcussen specielt interesseret sig for, hvorvidt imamen, der studerer i den religiøse by Qom i Iran og er underviser i den dansktalende del af moskeen, tager afstand fra den fatwa, som blev udstedt af det iranske præstestyres Ayatollah Khomeini for 33 år siden, og som attentatmanden med sit mordforsøg var tæt på at virkeliggøre.
Men det vil Mohammad Khani ikke. Ikke principielt.
I et opslag på Facebook, der er liket af mere end 200 personer, skriver han, at han kun vil fordømme den konkrete handling, ikke fatwaen som sådan. Imamens lunkne afstandtagen begrundes imidlertid med et lille aber dabei. For som han formulerer det i sit svar til Christian Marcussen, så fordømmer han ”enhver handling, som er i modstrid med de love og regler som gælder i det land, som man befinder sig i”.
Med andre ord: Hvis religiøs henrettelse var lovlig i USA, ville det ikke være forkert at henrette Salman Rushdie for at have krænket Koranen.
At det netop forholder sig sådan, har flere iagttagere fremhævet i den debat, der har udspillet sig under Mohammad Khanis opslag med flere end 400 kommentarer. For eksempel af Niels Bruun, der holder fast i et andet citat fra den danske shiaimam: ”Jeg mener, at loven om at retsforfølge personer i lande, hvor det ødelægger den sociale samhørighed at udtale sig blasfemisk, er på sin plads, ja.”
Hvad Mohammad Khani præcis mener med ”retsforfølgelse”, ”den sociale samhørighed” og ”blasfemisk”, står uklart. Men Niels Bruun peger på en sandsynlig kilde til forståelse, idet han i tråden fremhæver, at imamens ord kunne være plukket fra Koranen, sura 5, vers 33, hvor det i den seneste danske oversættelse hedder: ”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det.”
Niels Bruuns pointe er, at Khani således blot følger Koranen – og derfor ikke kan tage afstand fra fatwaen imod Salman Rushdie.
Meningsudvekslingen har fået islamforskeren Thomas Hoffmann, professor ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet, til at blande sig. Med tags til både Marcussen og Khani skriver han på sin side, at Marcussens spørgsmål er relevante ”for det miljø og de institutioner, som tilskriver imamen autoritet”.
Professoren uddyber over for Kontrast, at det for eksempel kunne være moskéens menighed, eftersom det i vid udstrækning er den, der forlener imamen med indflydelse. Altså de muslimer, der kommer i moskéen eller ytrer sig på de sociale medier.
Det har vist sig umuligt at få en kommentar fra Mohammad Khani, som ikke har svaret på Kontrasts henvendelse. Men iblandt de mange kommentarer under imamens Facebookopslag kan man finde flere, der lufter deres sympati for den danske shiamuslims vægring ved at tage principiel stilling til den 33 år gamle fatwa.
For eksempel spørger Emad Chahrour en af imamens kritikere: Hvorfor tror du og andre, at I har retten til et svar fra Mohammad og andre på jeres vilkår. Det har I ikke.”
En anden af imamens sympatisører ved navn Abbas Ali medgiver i et svar til Mads Frederik Toft, at der har været massehenrettelser i Iran, men fortsætter så: ”Og hvad så? Ved du noget om de mennesker, som blev henrettet? Måske var de voldtægtsforbrydere, massemordere, pædofile osv. Måske vil Iran bare rense ud i deres befolkning. Det er der intet galt i.”
En tredje debattør, Sadek Al-Amood, politisk kandidat for SF, forstår imidlertid ikke imamens reaktion, og henvender sig direkte til ham: ”Det havde ikke kostet dig noget som helst at tage afstand fra attentatforsøget og gerningsmanden – og ikke i de vage generelle vendinger.”
Ifølge debattøren Christian Marcussen, der først var opmærksom på forbindelsen mellem Salman Rushdies attentatmand og imamen i Nordvest, illustrerer sagen om Imam Ali Moskeen en gammel sandhed, idet han siger til Kontrast:
”Det her er Danmark i en nøddeskal, vi skaber igen og igen vores egne problemer. Da Imam Ali Moskeen ville etablere sig, blev vi advaret, og vi havde debatten: Hvor kommer pengene fra? Hvem står bag? Vi kunne have vidst det, men valgte at ignorere de røde flag. Nu står vi så med problemet, og hvordan håndterer vi det?”
