Artikel

03.01.23

Kontrastprisen: Her er de nominerede

Få overblikket over de seks nominerede til Kontrastprisen, som 13. januar hædrer den mest betydningsfulde indsats for et mere borgerligt Danmark i 2022.
Seks gode bud på Kontrastprisen. (Fotos: Liberal Alliance, CEPOS, Kontrast, Konservative, Forlaget Eksistensen)
Seks gode bud på Kontrastprisen. (Fotos: Liberal Alliance, CEPOS, Kontrast, Konservative, Forlaget Eksistensen)

13. januar offentliggør vi, hvem den kyndige jury har valgt som vinder af Kontrastprisen og de medfølgende 25.000 kroner. I denne artikel kan du læse om de nominerede og den konkrete indsats i det forgangne år, som de er nomineret for.

1. Henrik Dahl for Ved voksenbordet
Han er forfatter, sociolog og medlem af Folketinget for Liberal Alliance. Henrik Dahl har sat et aftryk på det borgerlige Danmark igennem en konstant tilstedeværelse i den offentlige debat, ikke mindst med bogen Ved voksenbordet, der har vist sig yderst relevant oven på folketingsvalget. Han har i 2022 været en af de fremmeligste borgerlige tænkere. 

Læs interviewet: Henrik Dahl: Lad de røde stå alene med deres dårlige idéer

2. Mads Lundby Hansen for mediepåvirkning i 2022
CEPOS’ cheføkonom og vicedirektør Mads Lundby Hansen er en enmandshær. Han er en af Danmarks mest citerede økonomer og et korrektiv til mediernes narrativ, når det kommer til beskatning og økonomisk politik. Han er ufatteligt aktiv og stiller altid op, når medierne ringer. Dette har været gennemgående i hele 2022. Han leverer igennem denne indsats vigtige argumenter for en liberal økonomisk politik, der som regel ikke ville få plads i mediernes spalter.

Læs interviewet: Mads Lundby Hansen: Borgerlige skal gå i kødet på socialdemokratismen

3. Christian Egander Skov for Borgerlig krise
Forfatteren, redaktøren og klummeskribenten Christian Egander Skov har med den anmelderroste bog Borgerlig krise begået en intellektuel tour de force, der har givet ny erkendelse om både den danske borgerlige idehistorie og den særlige politiske udvikling for borgerligheden i Danmark. Han har leveret en præcis diagnose af de borgerliges problemer, som er velfunderet i både historien og egne observationer i samtiden. 

Læs interviewet: Christian Egander Skov: Husk, hvorfor det oprindelig var godt med frihed

4. Nikolaj Bøgh for sin borgerlige kulturkamp
I 2022 har den konservative rådmand og folketingskandidat Bøgh stort set egenhændigt sat kulturpolitik på dagsordenen. Dermed har han ikke bare været med til at bekæmpe identitetspolitik på de danske kulturinstitutioner. Han har også valgt en sag, der er sværere at løfte i medierne end så mange andre. Han løber ikke med tiden men forsøger at præge tiden. Dermed er han et forbillede for andre borgerlige, der hellere vil lade venstrefløjen om den kulturpolitiske kamp. 

Læs interviewet: Nikolaj Bøgh: Vi bliver straffet for kulturløs designerpolitik

5. Eva og Rune Selsing for Den borgerlige orden
Ægteparret Eva og Rune Selsing er blevet en institution i det borgerlige Danmark. De er uomgængelige i det borgerlige Danmark både på grund af deres vid og deres frygtindgydende humor, og i 2022 har de med bogen Den borgerlige orden formået at skabe en bred samfundsdebat. Det er en stor bedrift, givet at deres bog primært beskæftiger sig med filosofiske tekster.

Læs interviewet: Selsingerne: Mange kommer galt af sted ved at følge tidsånden

6. Alex Vanopslagh for kampagnen Du kan godt
Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh med kampagnen Du kan godt fra 2022 vist, at de borgerlige værdier kan begejstre og inspirere. Han taler simpelt og klart til det enkelte menneske og viser dem en vej, hvormed de kan blive subjekt i eget liv. Kampagnens udtryk, originalitet og ikke mindst succes begrunder denne nominering. Det er hans indsats i 2022, der for alvor har gjort ham til en af blå bloks ideologiske ledere.

Læs interviewet Alex Vanopslagh: Liberalisme bliver irrelevant uden fællesskab

Læs mere om selve Kontrastprisen her.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter