Hvorfor er kvinder røde? 

Det spørgsmål har Anna Libak, udlandsredaktør på Weekendavisen, sat Lea Korsgaard fra Zetland og kulturkommentator Anne Sophia Hermansen stævne til debat om i Weekendavisens telt. 

Debattens afsæt er en endnu ikke udgivet analyse af det seneste folketingsvalg udarbejdet af en af landets førende valgforskere, Kasper Møller Hansen. Den viser, at forskellen på, hvad mænd og kvinder stemmer, er vokset. Men hvorfor? 

Flere end der er plads til i en lille solbeskinnet gårdhave i Allinge, vil gerne have et svar på det spørgsmål. Og ud fra forsamlingens udseende lader det til, at det særligt er tatoverede, bh-løse kvinder, der gerne vil høre svaret på, hvorfor de er, som de er. Og svar får de.

“Kvinder er ringforlovet til den offentlige sektor. Og de partier, der varetager den sektor, er de røde. Så det er logisk ud fra egeninteresse. Og dét bliver vi som borgerlige nødt til at bryde,” siger Anne Sophia Hermansen men bliver efterfulgt af Anna Libak, som indvender, at “alle partier jo går ind for ordentlig velfærd, men spørgsmålet er, hvordan det skal finansieres og fungere”. 

Det er ikke en naturlov, at mænd og kvinder stemmer forskelligt. Frem til 1990’erne så man ikke en kønnet slagside. Lea Korsgaard har et bud på hvorfor.  

”Der er en gruppe mænd, der nu ikke føler, at fremtiden og globaliseringen er på deres side. Det kan vi se på tværs af lande i hele verden. Den hvide oversete mand er simpelthen det nye klassespørgsmål,” forklarer Korsgaard og tilføjer senere, at det meste af det, hun siger, er frugten af samtaler om emnet med en masse højskoleelever i bussen på vej hertil. 

Hjertet på det rette sted? 

Kulturkommentatoren har dog et andet bud på, hvad der startede forskellen i 90’erne. 

“Det er et spørgsmål om indvandring – dét er gamechangeren. En psykolog har engang fortalt mig, at kvinder gerne vil virke inkluderende. Så selvom indvandringen har betydning for de laveste klasser, så handler det også om selvbevidsthed. Forleden mødte jeg en, som jeg engang har studeret med, som sagde til mig, at hun stemmer rødt, fordi hun jo er et godt menneske. Så kvinder vil gerne føle sig som gode mennesker, og så er det svært at stemme på LA,” forklarer Hermansen. 

Partiet med de fleste mandlige vælgere er Liberal Alliance, hvor 72 procent af vælgerne er mænd. 

Her kunne man indvende, at indvandring netop må siges at være en udfordring, da den lægger vægt på den offentlige sektor, hvor kvinderne selv arbejder. Men svaret herpå er blandt andet, ifølge Korsgaard, at “som sygeplejerske har man en større jobsikkerhed, når der er flere indvandrere”. Om der med det menes, at der så er flere borgere, som man skal tage sig af som sygeplejerske, bliver ikke uddybet. 

Ud over indvandring så mener panelet, at det er et spørgsmål om klimapolitik, der medfører den kønslige skævvridning. 

”Det nye split skyldes klima. Højrefløjen har slet ikke formuleret et stærkt nok svar på den udfordring,” siger Hermansen, mens Korsgaard følger trop: 

”Den blå blok mangler en progressiv klimapolitik,” siger hun.  

Hvorfor politikken lige nøjagtig skal være progressiv, vides ikke – ej heller om det ifølge Zetlands chefredaktør bør være tilfældet for andre områder end klimaet. 

“Petersons syn på kvinder er rædsomt”

Jo mere ligestillede danskerne er blevet, jo mere forskelligt opfører kønnene sig i forhold til for eksempel valg af uddannelse og karriere, det såkaldte gender equality paradox. Det er en pointe, som ofte fremføres af psykologen Jordan Peterson, om, at jo mere lige man kulturelt ligestiller kønnene, jo mere maksimerer man biologiens rolle. 

Det giver panelet tilsyneladende ikke meget for, da Anna Libak præsenterer dem for psykologens rationale. 

”Jordan Petersons syn på kvinder er på grænsen til misogyni. Det er rædsomt, og det giver jo ikke mening at sammenligne mennesker med hummere,” siger Lea Korsgaard med henvisning til Jordan Petersons bog 12 Rules for Life og tilføjer, at ”køn jo er til forhandling, og altid har været det”. 

På netop dette tidspunkt sidste år viste en undersøgelse, at 80 procent af danskerne afviser identitetspolitiske mærkesager. Set i det lys er Korsgaards udtalelser ikke det folkeligste af slagsen på dette års Folkemøde.  

Men der er to dage tilbage, og snart er jeg til en debat med Flemming Rose, hvor mit medpublikum trods alt er iført BH, men derudover har sokker i deres sandaler. Måske folkeligheden gemmer sig hér.