Puljesystemet findes i to versioner. Først er der de eksterne puljer – dem staten, EU eller fonde stiller til rådighed. De kommer med specifikke kriterier og skaber et kapløb om at tilpasse ansøgninger til, hvad der aktuelt er oppe i tiden. Så bliver det ikke nødvendigvis de vigtigste projekter, der får penge, men dem, der bedst kan passe ind i puljemagernes strategier.

Den anden kategori er kommunale puljer, som kommunerne selv opfinder. Her handler det ikke om at jagte eksterne midler, men om at distribuere egne skatteindtægter til specifikke formål. Også her skævvrides prioriteringerne. Puljemidler går til de projekter, der rammer plet i forhold til kommunens egne politikker – ikke nødvendigvis til de initiativer, borgerne faktisk bakker op om.

Forskellen er, hvem der sætter spillereglerne. I statslige og EU-finansierede puljer er det eksterne aktører, der former prioriteringerne. I kommunale puljer er det rådhuset, der bestemmer, hvilke initiativer der får kunstigt åndedræt. Men uanset hvor pengene kommer fra, fjerner puljesystemet den økonomiske prioritering.

Ting, ingen vil bruge egne midler på
I en normal økonomi er penge en knap ressource. Det tvinger folk til at vælge. Man bygger ikke en svømmehal, hvis plejehjemmet forfalder. Man ansætter ikke en ”bæredygtighedskoordinator,” hvis skolerne mangler lærere. Men når midlerne kommer fra en pulje, forsvinder denne dynamik. Kommuner shopper med statens kreditkort, og foreninger lever på bevillinger frem for engagement.

Derfor ender puljepenge ofte i noget, der lyder godt, men ingen ville bruge deres egne penge på. En strategi for mental trivsel blandt middelklassebørn. Et kunstprojekt om klimakamp i yderområderne. En lokal “madfestival”, hvor ingen møder op, men hvor evalueringen bagefter kalder det en succes. Når pengene er brugt, dør initiativerne – for de var aldrig drevet af reel opbakning, kun af muligheden for støtte.

Puljer i praksis: Tre eksempler på absurditeter
At puljepenge ofte går til projekter, ingen ville bruge deres egne penge på, ses tydeligt i de konkrete eksempler. I stedet for at sikre reelle løsninger bliver puljer en øvelse i at bruge midler, fordi de er der – uanset om de skaber værdi eller ej.

I Region Hovedstaden blev der i 2024 bevilget EU-midler til el-cykler for pendlere, som skulle med letbanen. Cyklerne er allerede i drift, men letbanen? Den kører stadig ikke. Puljen blev sat i værk, og penge blev tildelt – uanset at projektet var forsinket med over et år. Og når toget endelig kører, vil EU-puljen være opbrugt.

I Københavns Kommune er der puljer til biodiversitet. Borgerne kan søge penge til alt fra blomsterfrø til frugttræer – ting, der sagtens kan købes i Lidl. Men hvis man nu sætter kryds ved Enhedslisten, er det måske ikke der, man kommer mest.

Og så har vi Herlev Kommune, hvor den virkeliggjorte socialdemokratisme er en stor puljefest. Der er nemlig puljer til stort set alt – så mange, at borgerne ender med at fare vild. Heldigvis har kommunen ansat eksperter, som kan guide dem til den rette kommunale gavebod.

Puljesystemet er altså ikke kun ineffektivt – det skaber også afhængighed. Og den afhængighed mærkes især i civilsamfundet.

Fra ildsjæl til projektleder
Tidligere blev fællesskaber skabt nedefra. Idrætsforeninger samlede penge ind, spejderne arrangerede lotterier, og lokalsamfund rejste forsamlingshuse. Det skabte ejerskab. Når man selv har bidraget, tager man ansvar.

Men i dag er civilsamfundet en del af puljesystemet. Foreninger søger kommunen om penge i stedet for at engagere deres medlemmer. Projektbeskrivelser bliver vigtigere end fællesskabet. Det, der før voksede af vilje og behov, bliver nu til en teknisk øvelse i at passe ind i kriterierne. Den frivillige ildsjæl erstattes af en projektleder.

Resultatet? Lokalt ejerskab svækkes. Fællesskaber, der før blev drevet af engagement, bliver i stedet en fremskudt filial af rådhuset.

Puljer og ansvarsflugt
Puljesystemet er ikke bare en økonomisk model – det er en måde at undgå ansvar på. Politikerne vil gerne vise handlekraft, men uden at tage de upopulære valg, prioritering kræver. Kommunerne vil gerne have penge, men uden at stå til regnskab for, hvordan de bruges. Foreningerne vil gerne have midler, men uden at engagere deres medlemmer.

Det er et mønster, der går igen, når central styring erstatter lokalt ansvar. Penge strømmer ikke til de bedste initiativer, men til dem, der formår at navigere i bureaukratiets spilleregler.

Når ansøgninger erstatter ansvar, mister vi evnen til at handle på reelle behov uden at vente på eksterne midler. Puljestaten producerer et samfund, hvor ingen føler sig forpligtet – for det var jo ikke deres penge.

Mindre puljer, mere ansvar
Løsningen? Mindre puljestyring, mere frihed. Lad regionerne og kommunerne prioritere deres egne midler. Lad civilsamfundet være civilsamfund – ikke projektmagere. For det, der aldrig var nogen reel prioritet, bør måske heller aldrig have været finansieret.

Puljer er det perfekte symbol på moderne socialdemokratisme: Penge flyttes fra mange, forsvinder i et bureaukratisk maskineri og dukker op igen som en gave fra det offentlige.

Men en gave, man har betalt for selv, er ikke en gave. Det er bare en omvej. Og hvis ingen tager ansvaret, så er der altid en pulje til at tage skylden.