“Skal du ikke med på Roskilde Festival? Jeg har en billet til dig.” Det var Steffen Larsen, folketingsmedlem og retsordfører for Liberal Alliance, der ringede og spurgte.

Han havde hørt Fyraftenspodcast hos Kontrast, hvor jeg indrømmede, at jeg i en alder af 32 år aldrig har været til en koncert i mit liv, for slet ikke at tale om festivaler.

Det har altid været forbundet med en ubehagelig utryghed, at folk står op og hører musik. At se mennesker forsvinde ud af tid og sted, selvom de rent fysisk er til stede, er både udtryk for noget utilregneligt og skabagtigt. Man må være til stede, hvor man er.

Det er sådan set også derfor det er træls at være ædru til fester, hvor folk er fulde. Eller at være i selskab med mennesker der har indtaget narkotika.

Jeg sagde selvfølgelig ja til invitationen. Så fredag drog jeg afsted til min første koncert- og festivaloplevelse.

Årsagen til at Steffen Larsen havde en ekstra billet, var, at han i over 15 år har været ildsjæl på Roskilde. Han er byggeleder med ansvar for Arena, som er den næststørste scene til festivalen. At han er kommet i Folketinget, og har sit at se til, har ikke ændret på, at han hvert år tager afsted, og laver et enormt stykke frivilligt arbejde for at give danskerne en af de største festivaloplevelser i verden.

Det første jeg nævnte for Steffen, da vi ankom, var, hvor civiliseret det hele var. Alting emmede fred og idyl.

“Det skyldes nok, at det er en relativt homogen gruppe af mennesker. Folk er her for at have det godt - ikke for at lave ballade,” svarede Steffen som bud på årsagen til, at det ikke var ragnarok.

Jeg måtte give ham ret i det med homogeniteten. Der var ingen med mellemøstligt udseende, eller folk der lignede kriminelle, tilføjede jeg til samtalen.

Og som politiker for Liberal Alliance, måtte analysen selvfølgelig også indeholde noget med ansvar:

“Det er folk der har tjent penge for at komme med. Det er ikke folk der ligger på den lade side, der bruger så mange penge på en billet til Roskilde Festival.”

Folk stjæler borde og telte

Under den pæne overflade var der dog alligevel problemer på festivalen. Den første “camp” af unge fyre vi mødte, fortalte hvordan det var at være på Roskilde, og pointerede, at der var et problem med tyveri.

Altså folk stjæler jeres øl?

“Nej, vores borde og stole, og pavilloner!”

Hold da op, det var alligevel groft..

“Ja, skriv noget om det!”

Hvis nogle får stjålet et bord, så stjæler de naboens. Ligesom med cyklerne i København. Gad vide om det er dét, venstrefløjen mener, når de taler om cirkulær økonomi, reflekterede jeg over sammen med Steffen.

Første koncert

Det var blevet tid til den første koncert i mit liv. Et dansk band ved navn Ganger skulle optræde på Arena.

Jeg henvendte mig til nogle mennesker, der sad i noget, der lignede et hundebur ved siden af scenen for at spørge, om de skulle ind og se Ganger. Det skulle de, og de var overbevist om, at jeg måtte kende nogle af deres store hits. Det måtte tiden vise.

Jeg spurgte Steffen, hvorfor de havde sat sig i et hundebur ved siden af scenen, inden koncerten gik i gang.

“Det er der man sidder, for at blive lukket ind til de bedste pladser lige foran scenen når koncerten går i gang” forklarede han.

Det ville være synd at sige, at vi selv fik gode pladser. Solidt placeret i bagenden, skulle vi nu overvære det danske band med store hits.

“Forsangeren ligner en blanding af Franciska Rosenkilde og Pernille Rosendahl,” bemærkede jeg til Steffen.

Der var god energi og gode dansemoves på scenen. Og musikken var også god.

Den første linje i den første sang indeholdt ordet “nationalstat”, og selvom jeg ikke kunne høre de andre ord, jeg er ikke sikker på, at det var en hyldest til nationalstats-konceptet.

Da jeg kiggede rundt for at se, hvordan publikum tog imod musikken, der bragede ud fra den imponerende scene, fik jeg øje på noget besynderligt.

Nogle blandt publikum havde taget en meget lang stang med ind på tilskuerpladsen, hvor der i toppen hang en grøn alien og en ko lavet af plastik, som lavede bollebevægelser i taktfast rytme til musikken.

Efter tre numre gad jeg ikke høre mere på Franciska Rosendahl. Så havde jeg været til min første koncert, og måtte erklære, at det var ganske hyggeligt.

Tiltrækningen ved Roskilde Festival

Jeg drog jeg ud i teltlejrene igen for at forstå, hvorfor de unge kommer på Roskilde, og om jeg kunne få brudt mine fordomme ned.

Jeg udvalgte nøje en gruppe unge mennesker, der sad og slappede af i deres camp. De så fornuftige ud, og måtte kunne sige noget klogt om årsagerne til deres visit.

Hvad får sådan nogle som jer til at tage på Roskilde år efter år?

En mand i midten af 20’erne svarede prompte:

“Første gang jeg var her, stod der to mænd og tissede på en tredje mand. Det var fedt nok.”

Ah okay ja. Så du er kommet tilbage lige siden?

“Ja, så jeg er kommet tilbage lige siden 2015.”

Mine fordomme om festivalen og gæsterne begyndte at blive bekræftet efter få samtaler. Så jeg slentrede videre med Steffen, og inspicerede teltområderne.

Højdepunktet på slentreturen kom kort efter. En ung mand kom løbende hen til os mellem teltene, og spurgte begejstret, om ikke Steffen Larsen var ham fra Liberal Alliance, og om ikke at det var mig, der lavede en podcast med ham Christian Egander Skov.

Det måtte vi begge give ham ret i, og jeg kunne mærke, at min narcissisme fik et boost af at blive genkendt.

Opturen sluttede dog brat, da den unge mand bad om en selfie, men gjorde det klart, at jeg ikke skulle være med på billedet. Det var Steffen han ville have en selfie med.

Jeg besluttede mig for at tage hjem.