Artikel

16.08.22

Søren Pape efter hår-kommentar: Jeg er ikke krænket

I et nu slettet tweet langede Enhedslistens Mai Villadsen både ud efter Søren Papes hårpragt og miljøpolitik. Den konservative statsministerkandidat afviser imidlertid at være blevet krænket på sin isses vegne. Men hvad siger Henrik Qvortrup?
Foto: Steen Brogaard/Konservative, red.
Foto: Steen Brogaard/Konservative, red.

Få emner kan vække så meget passion som den hvide og midaldrende mandekrop, ikke mindst blandt yngre kvinder. Men i anledning af Søren Papes pressemøde, hvor han meldte sig som statsministerkandidat, gik Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen dog tilsyneladende en hårsbredde for langt.

“Søren Pape har simpelthen lige så mange løsninger på klimakrisen, som han har hår på hovedet,” erklærede Mai Villadsen mandag på Twitter.

Imidlertid mødte Mai Villadsen massiv kritik for sit fokus på Søren Pape Poulsens manglende hårpragt, der blev udlagt som både upassende og krænkende, hvorefter den politiske ordfører slettede sin oprindelige udmelding og erklærede.

“Jeg kan se at flere er blevet stødt over min kommentar om Søren Papes hår, og den var sgu heller ikke på sin plads. Det er jeg ked af.” 

Kontrast har kontaktet politisk kommentator og journalist Henrik Qvortrup, der også er kendt for sin hårfattige frisure, for at høre, om han føler sig krænket på skaldedes vegne.

“Jeg synes, man skal sondre mellem de frivilligt skaldede og dem, der ikke har hår på grund af naturens luner. Jeg kunne godt forestille mig, at de sidstnævnte kan føle sig mere krænkede. Og så har jeg også sagt, hvilken kategori jeg tilhører,” siger han.

Synes du generelt, at hår fylder for meget i dansk politik? Jeg tænker på håret som Inger Støjbergs vartegn, og så er der selvfølgelig kontroversen om Søren Pinds hår for år tilbage …

“Pinds hår er noget af det, der med rette har givet kritik. Der har jeg følt mig krænket, når jeg har set de kæmpe lokker der. Det må du gerne citere mig for, for den har virkelig pisset mig af mange gange,” siger Henrik Qvortrup.  

Kort inden redaktionens afslutning modtog Kontrast følgende udmelding fra Det Konservative Folkepartis pressetjeneste:

“Pape afviser at være blevet krænket det mindste over det faktum, at han ikke har hår på hovedet.”

Og så skulle den være barberet.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter