Politiet har i årevis henlagt tusindvis af alvorlige straffesager uden ordentlig efterforskning. Det er hovedkonklusionen i to nye beretninger fra Rigsrevisionen om henholdsvis personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet.
Rapporterne er bestilt af Statsrevisorerne, som fører Folketingets kontrol med staten. Kritikken er usædvanligt hård.
I den ene rapport beskrives problemer med sager om vold, voldtægt, stalking og menneskehandel. I den anden dokumenteres omfattende problemer i behandlingen af økonomisk kriminalitet som bedrageri, hvidvask og it-svindel.
Fælles for begge rapporter er, at politiet ifølge Rigsrevisionen ofte undlader at efterforske sager, selv om der er spor at gå efter.













