Johannes Sløk blev født den 27. april 1916 på Frederiksberg og voksede op i et småborgerligt middelklassehjem.
Som 11-årig mistede han sin far, og denne begivenhed kom til at forme hans livssyn dybt. Han indgik en aftale med Gud om at vie sit liv til ham, hvis Gud til gengæld sørgede for resten af hans liv.
Sløks religiøse erfaringer blev dermed ikke et udtryk for fromhed, men snarere en søgen efter mening i en verden præget af det absurde. Han opfattede tilværelsen som et paradoks, hvor Gud er nærværende i sit fravær.
Fra teologi til idéhistorie
Efter at have afsluttet sin teologiske uddannelse i 1943, arbejdede Sløk som både præst og underviser.
Hans akademiske karriere førte til en professorstilling i systematisk teologi ved Aarhus Universitet i 1959.
Dog var det ikke kun teologi, der interesserede ham. I 1967 blev han en af de centrale skikkelser ved oprettelsen af det nye Institut for Idéhistorie samme sted.
Denne overgang fra teologi til idéhistorie viser, hvordan Sløk formåede at kombinere religiøse spørgsmål med en bredere kulturel og filosofisk analyse.
Gud som gåde
Selvom Sløk var teolog, var han kendt for sin skeptiske holdning til traditionelle religiøse begreber.
I sin selvbiografi ”Mig og Godot” (1986) erklærede han, at han afskyede religiøsitet og foretrak kynikere og ateister frem for fromme mennesker.
For ham var Gud ikke en metafysisk enhed, men en gåde. Sløk mente, at mennesket var i et konstant disharmonisk forhold til tilværelsen, og kun gennem kristendommens fortællinger kunne der skabes en forbindelse mellem menneske og Gud.
Dette syn på Gud som gådefuld og relationel er et centralt element i hans teologi. Sløk betragtede sproget som det medium, hvorigennem Gud og mennesket kunne interagere.
For ham var det ikke det rationelle sprog, men myten, der skabte forståelse for menneskets eksistens i verden. Myten var ikke blot en gammel fortælling, men en grundlæggende sproglig kategori, som gav mening til menneskelivet.
Mytens og sprogets kraft
En væsentlig del af Sløks arbejde handlede om sprogets magt. Han var stærkt påvirket af sprogfilosofien og anså myten for at være en fundamental del af menneskelig erkendelse.
Myten var ifølge Sløk det, der lå forud for sproget og var med til at forme vores forståelse af verden.
Sløk mente, at sproget ikke kun beskriver virkeligheden, men også skaber den. I den forbindelse analyserede han blandt andet, hvordan Jesu forkyndelse kunne forstås som en myte, der ikke handler om moral, men om menneskets møde med det guddommelige.
For Sløk var kristendommen ikke en moralsk vejledning, men en fortælling om Gud, der træder ind i menneskets historie gennem sproget.
Den kristne moral i perspektiv
I sin bog ”Kristen moral før og nu” fra 1959 gjorde Sløk op med den traditionelle forståelse af kristen etik. For ham var moral ikke en tidløs sandhed, men et produkt af kultur og historie.
Han hævdede, at den kristne moral, som vi kender den i dag, blev skabt, da kristendommen blev tilpasset den græske verdensopfattelse i senantikken.
Sløk mente, at denne sammensmeltning af græsk filosofi og kristendom havde resulteret i en moral, der ikke havde meget med Jesu oprindelige budskab at gøre.
Dette syn på moral satte Sløk i opposition til mange af hans teologiske samtidige, men det cementerede også hans position som en nyskabende tænker, der turde udfordre etablerede normer.
Mennesket i det absurde teater
En af Sløks mest originale tanker var hans sammenligning mellem teater og kirke. I ”Det absurde teater og Jesu forkyndelse” fra 1968 argumenterede han for, at mennesket er en skuespiller i tilværelsens absurde teater.
Vi spiller en rolle på livets scene, men vores søgen efter sammenhæng og mening bliver ofte mødt med absurditet.
Sløk så denne absurditet som en central del af den menneskelige tilstand, hvilket bringer ham tæt på eksistentialistiske tænkere som Albert Camus.
Denne idé om livet som et skuespil afspejler også Sløks egen personlighed. Han var kendt som en mand, man aldrig vidste, hvor man havde. Hans bror sagde om ham: “Hvad hjælper det, at han er begavet, når han ikke kan opføre sig normalt.”
Sløks arv
Johannes Sløk efterlod sig et omfattende forfatterskab og en række tankevækkende ideer.
Han trak sig tilbage fra sin professorstilling ved Aarhus Universitet i 1986, efter at have undervist i både teologi og idéhistorie i flere årtier.
Selvom han formelt set gik på pension, fortsatte han med at skrive bøger og deltage i samfundsdebatten, hvor han fastholdt sin skarpe kritik af både religionens rolle i samfundet og samtidens filosofiske tendenser.
Sløk døde den 30. juni 2001, 85 år gammel. Selvom hans ideer til tider vakte debat og modstand, efterlod han sig en arv som en tænker, der turde udfordre de gængse forestillinger om mennesket, Gud og sproget.
