Nikolaj Aleksandrovitj Berdjajev blev født i 1874 i Kiev i det russiske imperium. Han voksede op i en aristokratisk familie, hvor de mandlige arvinger enten blev officerer eller uddannet på vestligt orienterede universiteter.

Som ung blev han fanget af tidens radikale strømninger og tilsluttede sig marxismen. Men allerede som 30årig brød han i 1904 med den marxistiske ortodoksi og begyndte at udvikle en egen filosofi, som med årene kom til at forene eksistentialisme, ortodoks kristendom og en personlig tro på friheden som åndelig kategori.

I eksil med filosofskibet
Berdjajev deltog aktivt i det russiske intellektuelle liv, som blomstrede i under Zaren i de sidste år op til 1. Verdenskrig. Han var med i kredsen omkring de religiøse vækkelser i Rusland før revolutionen og engagerede sig i tidsskrifter, universiteter og filosofiske cirkler. Men den nyvundne frihed fik snart en ende.

Efter bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 blev han i første omgang tolereret, men hans insisteren på personlig frihed og kristen tænkning bragte ham i konflikt med det nye regime. I 1922 blev han sammen med andre intellektuelle udvist fra Sovjetunionen – blandt andet med det berygtede “filosofskib”, som bragte ham til Tyskland og senere til Frankrig, hvor han bosatte sig i Clamart uden for Paris.

Mennesket som skaber
I eksilet begyndte Berdjajev sit filosofiske forfatterskab. Han tog afstand fra både kommunismens materialisme og kapitalismens instrumentalisme. Begge systemer, mente han, reducerede mennesket til noget underordnet – enten som kollektiv funktion eller som objekt i markedets maskineri. Han forsvarede i stedet mennesket som en skabende person med åndelig frihed.

I værker som Skaberværkets mening (1916), Historiens mening (1936) og Om slaveriets og frihedens bestemmelse (1939) fremhævede han, at frihed ikke er noget, mennesket først får tildelt af samfundet, men noget det bærer i sig fra begyndelsen – en forudsætning for både ånd og moral.

Berdjajev mente, at menneskets opgave er at medskabe verden med Gud. Denne tanke – inspireret af både ortodoks mystik og vestlig idealisme – gjorde ham til en religiøs filosof, der ikke rigtig passede ind i nogen traditionel ramme. Han angreb kirkens dogmatisme, statens undertrykkelse og intellektets arrogance – altid med udgangspunkt i den levende persons frihed.

Kritik af lighedens tyranni
Et særligt tema i Berdjajevs filosofi er kritikken af lighedsideologien. For ham var jagten på total lighed ikke et udtryk for retfærdighed, men for en åndelig nivellering, hvor forskelle, individualitet og skaberkraft blev udryddet.

I sine skriverier fra 1918 og frem beskrev han den socialistiske lighedstanke som en metafysisk nihilisme. Når man søger en tilstand, hvor ingen er højere end andre, søger man i sidste ende en tilstand uden struktur, uden forskel – og derfor uden eksistens. “Lighed før lyset,” kaldte han det – en tilstand før skabelsen, før orden og mening. Det var, ifølge ham, denne mørke impuls, der lå bag den kommunistiske revolution og den senere totalitarisme.

Men Berdjajevs kritik gik videre end kommunismen. Han så hele moderniteten som fanget i en rationalistisk og teknologisk logik, der fratog mennesket dets spirituelle centrum. Nazismen og stalinis­men var to sider af samme medalje – udtryk for menneskets selvforgudelse og fornægtelse af den åndelige frihed.

Den russiske idé
Trods eksilet opgav Berdjajev aldrig sit håb for Rusland. I 1947, året før sin død, udgav han Den russiske idé, hvor han reflekterede over sit lands spirituelle og historiske mission. Han så Rusland som et folk præget af paradokser – mellem øst og vest, kollektiv og individ, lidelse og storhed – men også som et folk med en særlig evne til at fatte det åndelige dyb i menneskelivet.

Berdjajev drømte ikke om en tilbagevenden til zarismen, men om et nyt Rusland, hvor åndsfrihed og personlig ansvarlighed kunne trives. Et Rusland, hvor troen ikke var tvang, men skabelse.

Et navn i Putins skygge
I dag bliver Nikolaj Berdjajev af og til nævnt af Vladimir Putin og russiske embedsmænd i sammenhæng med statens ideologiske genrejsning. I sin store tale om russisk identitet i 2021 fremhævede Putin Berdjajev sammen med Solsjenitsyn og Iljin som en af de filosoffer, der skal danne åndeligt fundament for det moderne Rusland.

Det var ikke tilfældigt. Den russiske idé, Berdjajevs sidste store værk fra 1947, kredser netop om spørgsmålet om Ruslands særlige skæbne og mission i verden – en idé, som Putins regime har forsøgt at reaktualisere som legitimation for et imperialt verdenssyn.

Selektiv læsning
For Berdjajev var "den russiske idé" ikke et nationalt projekt, men en åndelig bestemmelse: en kamp mellem det messianske og det dæmoniske i den russiske sjæl. Han skrev om Ruslands tragiske evne til både at elske friheden og ødelægge den, og han advarede mod enhver form for statsdyrkelse og ideologisk tvang. I stedet så han det russiske folks kald som et metafysisk eksperiment – et folk, der med sin lidelse og sin længsel kunne rumme kristendommens paradokser.

Det nuværende regime i Rusland reducerer den russiske idé til en fortælling om national suverænitet, konservative værdier og opposition til Vesten. Et tydeligt eksempel på denne misbrug er det officielle pensum i russiske skoler og militærakademier, hvor Berdjajev i dag optræder i antologier som repræsentant for "traditionel russisk tænkning" – renset for sin kritik af staten og sit eksistentialistiske frihedsbegreb.

Hans værker udgives i censurerede udgaver, og hans religionsfilosofi bliver koblet til et ortodoks-kristent nationalprojekt, som han i virkeligheden ville have modsagt. Berdjajev repatrieres i dag i en form, han selv ville have fundet åndeligt kvalmende. For ham var eksilet ikke blot fysisk, men en nødvendighed for at kunne tænke frit.

Hans frihedsfilosofi, hans forsvar for personlighedens ukrænkelighed og hans afstandtagen fra både vestlig teknokratisme og russisk autoritarisme gør, at han ikke kan ejes – og måske netop derfor stadig bør læses.

“Hvor friheden ikke er, der er der ingen sandhed. Hvor sandheden ikke er, der er der ingen Gud,” skrev han.