Det lyder så smart i den pengefikserede politikers øre, når man kan øge arbejdsudbuddet ved at forkorte en stor del af landets kandidatuddannelser til et enkelt år.
Kandidaterne vil jo komme hurtigere på arbejdsmarkedet. Hvad kan der være i vejen med det?
For det første er problemet, at det bryder med Bologna-processen, der er den fælleseuropæiske uddannelsesopbygning. Bologna-processen, som de europæiske lande er med i, siger, at en bacheloruddannelse varer tre år, og en kandidatuddannelse varer to år.
Når Danmark bryder med den aftale, bliver vi et uddanelsesmæssigt u-land.
Når man tænker på, at vores nuværende karakterskala blev indført for at internationalisere vores karaktersystem, er det en besynderlig strategi, at man vil gøre Danmark til et land, hvor vores kandidater ikke længere er sammenlignelige med de andre landes kandidater.
Dernæst er problemet, at man med forkortelsesmanøvren undviger det egentlige problem med det danske masseuniversitet: At vi har for mange unge mennesker, der slet ikke burde være akademikere i det hele taget.
Men i stedet for at hæve adgangskravene til universitetsuddannelserne, så forringer man dem yderligere. Som om det ikke var nok i sig selv, at masseuniversitetet sænker det faglige niveau, så sænker man det yderligere ved at forkorte uddannelserne.
Flere stemmer i debatten har rejst indvendingen, at der alligevel ikke er undervisning nok på kandidatdelen, til at man får noget ud af at bruge to år på den. Men det er en fejlslutning. Det må kunne forventes af akademikere, at de på kandidaten kan læse og lære selv. Idéen med at den varer to år, er at give den nødvendige tid til at de studerende kan fordybe sig i materialet - ikke at de skal have en masse undervisning i de to år.
Når alt kommer til alt, udspringer forslaget af en konkurrencestatsmentalitet, der hersker i vores nuværende midterregering.
Det var samme mentalitet, der lå bag afskaffelsen af Store Bededag, ud fra den betragtning at det er godt, at danskerne arbejder mere, og producerer mere, i det store tandhjul.
Det er en åndløs forståelse af det gode liv, af uddannelsernes betydning, og hvad en stat er til for. Det gode liv er ikke nødvendigvis at arbejde mere, og det gode samfund er ikke nødvendigvis at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet som en halvstuderet røver. Og borgeren er ikke til for, at en stat kan blive mere effektiv. Tværtimod.
I stedet bør vi se den anden vej i uddannelsespolitikken. Vi skal hellere stille spørgsmålet om, hvordan vi løfter niveauet på universiteterne og skaber åndrige akademikere, der er fagligt dygtige, og som gennem deres faglighed efterfølgende kan skabe værdi for andre via deltagelse på arbejdsmarkedet, eller hvad de nu selv ønsker at bruge deres liv på.
Det giver værdi i sig selv at have dygtige akademikere, der har brugt den tid det kræver at mestre sit fag. Også selvom det ikke er det mest effektive i forhold til statens budgetter.
I virkeligheden er løsningen ligetil: Lad os få akademikere i verdensklasse, men lad os få færre af dem. Det nuværende forslag om at forkorte kandidatuddannelserne gør det stik modsatte. Det er dybt beklageligt.
