Der er noget skævt og giftigt i vores uddannelsessystem. Det har været under opsejling længe, men Weekendavisens historie om systematisk diskrimination mod etnisk danske drenge i gymnasiet retter lyskeglen mod det pædagogiske selvbedrag. For hvis karaktergivning ikke længere er meritokratisk, men styret af en giftig cocktail af socialpædagogiske hensyn, kønspolitiske forestillinger og etnisk skånetænkning, så har vi forladt forestillingerne om både skole og retfærdighed. Så har vi reelt gjort dele af befolkningen til andenrangsborgere i uddannelsessystemet.

Dokumenteret forskelsbehandling
Weekendavisens artikel dokumenterer, hvordan lærere i gymnasiet bevidst og ubevidst hæver karakterer til elever med indvandrerbaggrund, især piger, mens etnisk danske drenge får lavere karakterer end deres faglige niveau tilsiger.

Det er ikke bare en mavefornemmelse. Det er efterhånden dokumenteret i flere undersøgelser og rapporter, at karaktergivningen i gymnasiet ikke er neutral. F.eks. viser en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, at der er betydelig variation og usikkerhed i intern karaktergivning – og at personlige forhold mellem lærer og elev kan spille en overraskende stor rolle.

Konsekvenser er voldsomme
Og hvad så, kunne man spørge. Er det ikke bare nogle decimaler her og der? Nej.

Det er adgangsbilletten til videre uddannelse.

Det er skillelinjen mellem at komme ind og blive afvist.

Det er forskellen på et ungdomsliv i overensstemmelse med egne evner og ambitioner – og et ungdomsliv på afveje, hvor man må forklare sig selv og andre, hvorfor man "ikke klarede den".

Hvis der sidder en etnisk dansk dreng derude, der fik 9,2 i snit, men havde brug for 9,4 for at komme ind på sit drømmestudie – og hvis det viser sig, at en anden har fået pladsen på baggrund af et fagligt underpræsterende, men politisk overbeskyttet karaktergennemsnit – så har vi ikke bare svigtet ham. Vi har diskrimineret imod ham. Og dét med statens og underviserens velsignelse.

Det kaldes positiv særbehandling, men det er hverken positivt eller særligt. Det er bare forskelsbehandling – og konsekvensen er en tiltagende mistillid til både gymnasiet og universiteterne. Hvis du ikke ved, om den person, du læser med, rent faktisk har kvalifikationerne i orden, fordi udvælgelsen er skæv, så underminerer det både samarbejde og respekt. Det skaber sekteriske forestillinger om "os" og "dem", hvor nogle føler sig snydt og andre føler sig mistænkeliggjort.

Den selvretfærdige lærerfejl
En venstreorienteret gymnasielærer kan sagtens tro, at vedkommende “gør op med systemisk racisme” ved at hæve karakteren hos en minoritetselev – men i virkeligheden gør læreren præcis det modsatte: Han forvandler eleven til et symbol på forskelsbehandling og fratager vedkommende retten til at blive vurderet på evner og indsats alene.

En rapport fra Aarhus Universitet om aktionsforskning i gymnasieskolen peger på, at lærerens relationelle kompetencer og elevens adfærd spiller ind i bedømmelsessituationen – og at bedømmelsen ofte er præget af emotionelle faktorer, især i pressede situationer. Det kan forklare noget af den utilsigtede bias. Men utilsigtet diskrimination er stadig diskrimination.

Et andet forskningsprojekt fra Aarhus Universitet har vist, at lærere ændrer adfærd over for elever med bestemte navne og baggrunde – ofte uden selv at vide det . Navnet og kønnet påvirker i praksis lærerens forventninger – og dermed også vurderingen. Det er menneskeligt, men ikke acceptabelt. Slet ikke når konsekvensen er, at drenge og etnisk danske elever havner i skyggen af en pædagogisk impuls, der vil kompensere for alt andet end den konkrete præstation.

Hvad lærer han om Danmark?
Det er destruktivt. Det ødelægger troen på, at hårdt arbejde nytter. Det opløser den kontrakt, der burde gælde i et meritokratisk samfund: gør du dig umage, bliver du belønnet. Bliver den kontrakt brudt, opstår der vrede, bitterhed og polarisering. Der opstår et uudtalt regnskab i befolkningen. Et regnskab over uretfærdighed.

Og det slutter ikke i gymnasiet. En statusrapport fra projektet “Karakterfri Hverdag” viser, hvordan flere gymnasier eksperimenterer med at erstatte karakterer med formativ feedback . Det lyder umiddelbart prisværdigt og fornuftigt – men også her er der risiko for, at bedømmelsen bliver endnu mere subjektiv og relationel. Og dermed endnu mere påvirket af køn, sprog og social kode.

I sidste ende er det selve borgerens tillid til institutionerne, der er på spil. Når en dreng på 18 år ser, at hans flid og hans ambition ikke tæller på grund af hans køn eller etnicitet, hvad lærer han så om Danmark? Hvad lærer hans forældre? Hvad lærer hans søskende og venner? At retfærdigheden er noget, vi har afskaffet for at føle os som bedre mennesker.

Skjult ideologi og slørede mål
Der findes også undersøgelser fra gymnasieforskning.dk, som allerede i 2004 påpegede, hvordan reformmodstand og ideologisk selektion blandt lærere skaber bias i undervisningen og i bedømmelsen . Det er en form for blød, men dyb ideologisk styring, som i sidste ende undergraver det almene dannelsesprojekt. Vi må som samfund insistere på, at karakterer gives for faglighed. Ikke for intentioner, ikke for køn, ikke for baggrund, ikke for “indsats i lyset af egne forudsætninger” – men for det, der bliver leveret. Positiv særbehandling er stadig diskrimination.

En opfordring til handling
Det her bør få konsekvenser. Ikke kun i form af debatindlæg og debatprogrammer. Men i konkrete reformer. Først og fremmest bør karaktergivning auditeres langt hyppigere. Der bør laves blindede eksamener, hvor muligt. Og lærere, der lader ideologi infiltrere deres bedømmelser, bør konfronteres med alvoren i deres embedsførelse.

Vi bør turde tale højt om dette. Ikke i råb, men i afklaring. Der skal ikke være etnisk kvotering i uddannelsessystemet. Der skal ikke være kønskvotering. Der skal være merit. Det er det, et retfærdigt samfund kræver.

Det handler ikke om hævn eller højrefløj
Der vil være nogen, der læser dette og straks vil råbe: “Hævn!” eller “Højrefløj!” Men det er ikke hævn, vi taler om her. Det er lighed for loven.

Retfærdighed er ikke højreorienteret. Det er en insisteren på, at skolen er et sted, hvor eleven møder en verden, der ikke er bøjet i fordomme – hverken de hadske eller de velmenende. Det er ikke et højreorienteret synspunkt, men et demokratisk synspunkt.

Og vi skylder fremtidige generationer et system, hvor man kan tro på, at det nytter noget at gøre sig umage. Hvor karakterer ikke er en social afvejning, men en faglig måling. Hvis vi accepterer diskrimination som redskab – også den såkaldt velmenende – så er det ikke bare karaktergivningen, der bliver skæv. Det er hele idéen om uddannelse, der dør. For hvis vi ikke kræver det, hvis vi bøjer os for hensyns-pædagogikken, så gør vi ikke kun skade på de unge drenge, der aldrig fik en chance. Vi gør skade på ideen om Danmark.

Og den idé er, at det ikke betyder noget, hvem dine forældre er, hvor du kommer fra, eller hvilken religion du har. Men hvad du gør, og hvad du kan.