I det følgende vil jeg berette om nogle bevægelser i dansk pædagogik. Det handler om en række tilskikkelser lidt før og lidt efter skolereformen i 2013, hvor pædagogik og dannelse jo blev omdannet til læring og målstyring.
I 2013 var der ikke blot kamp på gaderne, hvor lærerne demonstrerede. Der var også kamp i forskningens og læreruddannelsens kulisser. På den ene side stod Antorini, Corydon, professionshøjskolerne, KL og DPU, der gik ind for en nidkær, åndløs og altomfattende målstyring, og på den anden side stod brede faglige kredse, der talte pædagogikkens sag. Selv var jeg sammen med Svend Brinkmann og Lene Tanggaard involveret i en række udgivelser, vi kaldte ”uren pædagogik”. Vi var ikke tilfredse med ideerne på de bonede gulve.
En anden og overlappende modstandslomme havde sit udspring i Haderslev, og det er denne modstand, jeg vil berette om her. Jeg tror, at denne type vidnesbyrd er vigtige for samfundets almene hukommelse og handlingsmuligheder.
I august 2015 skrev rektor Stefan Hermann sammen med Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, og Mikkel Haarder fra EVA en fuldstændig ukritisk hyldest-kronik til skolereformen. Der var dømt ledelse, styring og læring, så langt øjet rakte. Disse folk og deres organisationer stillede sig helt på skolereformens side. Her fik man virkelig en fornemmelse af, hvorfor vores arbejde med den ovenfor nævnte “uren pædagogik” var så meningsfuldt.
Og på Vartov, som jo er Grundtvigs hus, fortalte Jesper Fisker, som var departementschef i Undervisningsministeriet, at "målstyringen af undervisningen er det største skridt fremad indholdsmæssigt”.
