Jeg er heldigvis ikke den første, der denne sommer skriver positivt i et dansk medie om atomkraft som en del af fremtidens grønnere energiforsyning. Weekendavisen har både lagt spalter til debatindlæg og en god leder om atomkraft. Emnet har også floreret på de sociale medier, efter at Danmark med klimaminister Dan Jørgensen i spidsen har skrevet et brev til EU-Kommissionen sammen med blandt andet Tyskland og Østrig, hvor de erklærer sig bekymrede over, at atomkraft er med i EU’s grønne taksonomi for bæredygtige investeringer.
Hvor andre har været hurtige til at påpege, at brevskrivernes argumenter går stik imod det videnskabelige syn på kernekraft, så vil jeg her prøve at udpensle den klare logiske brist, der findes i venstrefløjens generelle og ideologiprægede syn på atomkraft. Den vinkel synes jeg ikke helt får nok spaltemeter.
Lad os starte med selve klimaproblemet. Vi kan kalde det Problem A. De fleste fornuftige mennesker ved, hvad det handler om: Klodens klima bliver mere ustabilt og gennemsnitligt varmere på grund af en øget forekomst i atmosfæren af drivhusgasser, hvilket måske giver lineære ændringer over tid eller måske skaber tipping points med uforudsigelige konsekvenser. Begge dele kan skabe oversvømmelser, tørker, tab af biodiversitet og måske menneskelige katastrofer som hungersnød, konflikt og flygtningestrømme. Det er problem A, og langt de fleste anerkender, at det er et alvorligt problem, og at det i en eller anden grad er menneskeskabt.
Venstrefløjen går dog længere end de fleste, når Problem A skal beskrives. Her taler man gerne om ”klimakatastrofen” i et apokalyptisk sprog, som om IPCC’s klimarapporter har sat en dato på verdens endeligt, eller i hvert fald menneskehedens. SF skriver om ”uhyggelige konsekvenser”, hvis temperaturen stiger mere end 1.5 grader, Frie Grønne anvender termen ”livsfarlige temperaturstigninger”, og Enhedslistens Mai Villadsen mener, at ”[v]i er den sidste generation, der for alvor har mulighed for at bremse de katastrofale klimaforandringer. Det må ikke slå fejl”.
Mindre problemer burde være underordnet
Vi kan altså opsamle, at de fleste kan få øje på, at Problem A er reelt og bør forsøges løst, og at venstrefløjen opfatter Problem A som et apokalyptisk problem, hvis løsning næsten er en forudsætning for menneskelivets videre eksistens.
Her er der så en eller anden, der indskyder, at atomkraft kan være en glimrende løsning på Problem A, fordi (ordentligt byggede) atomkraftværker leverer store mængder stabil energi næsten uden at udlede drivhusgasser.
Til det svarer den samme venstrefløj, der angiveligt er dødsensangste for Problem A, at atomkraft, det er de altså ikke med på.
Hvis man så undersøger, hvorfor venstrefløjen ikke synes, at kernekraft er en oplagt løsning på det altoverskyggende Problem A, så får man det svar, at atomkraft er dyrt, farligt og i øvrigt har et alvorligt affaldsproblem. Det vil sige at venstrefløjen egentlig lancerer tre helt nye problemer, som vi kan kalde Problem B, Problem C og Problem D.
Her har vi den pænt store logiske brist i venstrefløjens forhold til kernekraft. Hvis Problem A virkelig er lig med en klimakatastrofe, som er apokalyptisk i sit omfang, hvorfor vil man så ikke acceptere de tre angivelige problemer med atomkraft, som jo måske nok er alvorlige i venstrefløjens egen optik, men som ingen da endnu har anset for katastrofale i samme division som klimaforandringerne?
Som jeg ser det, er der kun et muligt svar: Man overdriver simpelthen bevidst klimaretorikken af vælgertaktiske grunde, og man er nok slet ikke mere bekymret på venstrefløjen end hos det borgerlige flertal, der opfatter klimaproblemerne som et af tidens alvorlige udfordringer, men også et, der kan løses med almindelig og klog politik.
Et tegn på, at jeg har ret i den analyse, kan findes i de mange venstrefløjstekster, der kobler klima til social lighed, kapitalismekritik og endda flygtningepolitik. Den samme argumentation gælder her: Hvis man virkelig troede på egen apokalyptiske retorik, så ville man næppe føle behov for at løse andre klassiske venstrefløjsemner, på samme tid med at verden lige skal reddes fra klimakatastrofen.
Rundt om de reelle problemer
Når vi nu lige er ved problemerne B, C og D, så lad os da kigge lidt nærmere på venstrefløjens problemer med kernekraften.
Den første indvending mod atomkraft var, at det er dyrt. Den indvending er dog svær at genfinde i de tal for omkostninger ved energiproduktion, jeg har kunnet finde. I en rapport fra det internationale energiagentur (IEA) fra december 2020 hedder det, at ”increasing competitiveness of low-carbon technologies for electricity generation remains the key insight of this report. This holds both for variable renewables such as wind and solar PV, as well as flexible low-carbon generators such as hydro and nuclear energy”. I rapportens fremstilling af omkostninger er der intet, der tyder på, at kernekraft skulle være afgørende dyrere end andre former for vedvarende energi.
Så er der påstanden om atomkrafts farlighed, som Sollid og Dueholm tog fat på i Weekendavisen forleden. Her refererer de den mest centrale videnskabelige kilde til atomkrafts farlighed, nemlig FN’s videnskabelige komité for effekterne af atomar stråling, UNSCEAR, som ved sine undersøgelser af både hændelserne ved Chernobyl og Fukushima fandt ganske få døde som følge af direkte stråling. Hvis man ser på UNSCEARs tal for øget kræftforekomst i området, er der heller ikke der nogen katastrofe at finde. En 1 procents stigning i forekomsten af skjoldbruskkirtelkræft svarende til ca. 160 dødsfald, mens man ikke fandt nogen effekt på fertilitet, misdannelser, spædbørnsdødelighed eller på andre kræftformer.
Så de ulykker, vi har erfaringer fra, kan altså ikke retfærdiggøre påstande om, at atomkraft skulle være en særlig farlig energiform. Snarere tværtimod. Hvis man sammenligner dødsrater per produceret energienhed, er kernekraft langt mere skånsomt end f.eks. brunkul, kul, olie og gas. Ifølge en undersøgelse fra 2007 medfører kernekraft 0,07 dødsfald per terawatttime, mens kul og olie i gennemsnit medfører hhv. 24,62 og 18,43 dødsfald. Vind og sol ligger helt på linje med atomkraft i farlighed, så heller ikke der kan frygten siges at være begrundet.
Affaldet kan håndteres
Den sidste indvending mod atomkraften var affaldsproblemet, som bestemt er reelt, men også overdrevet. Min gamle fysikerven foreslog engang den løsning, at man blot kunne sprede al atomaffald i atmosfæren, fordi den øgede stråling ville være så lille, at den ikke ville kunne adskilles fra baggrundsstrålingen alligevel. Den løsning er måske ikke så politisk spiselig, men til gengæld simpel.
Seniorforsker fra DTU Rasmus Toft-Petersen lavede forleden på Facebook en beregning, hvor han undersøgte affaldsproblemet fra 4. generations kernekraft (som ikke er operationelt endnu), og han kom frem til, at selv hvis alle verdens 11. milliarder mennesker i en nær fremtid ville skulle have energi fra kernekraft, så ville affaldet ikke fylde mere end en kasse på 200 gange 200 gange 200 meter. Det vil sige særdeles håndterbart. Til sammenligning er der en langt større mængde affald fra vindmøller og solceller, hvoraf en del også er giftige materialer, men uden for EU er der ikke mange steder, hvor der er en systematisk håndtering af dette problem.
Afslutningsvist kan man pege på endnu en brist i venstrefløjens tænkning om atomkraft, nemlig at den blev formet i 60’erne og 70’erne og således tager udgangspunkt i vores erfaringer med sovjetisk bygget atomkraft samt atomkraftteknologi fra før årtusindeskiftet. I realiteten er udviklingen mod nye og endnu mere sikre kernekraftenergiformer hastigt undervejs. Også genanvendelse af nukleart affald er en del af fremtidens atomkraft. Det er svært at forestille sig en løsning af klimaproblemerne uden kernekraft, og jo hurtigere venstrefløjen kommer frem til samme konklusion, jo hurtigere vil vi kunne løse Problem A.
