EU har besluttet, at vi skal øremærke mindst 9 ugers barsel til hver forældre. Det syntes arbejdsmarkedets parter ikke var nok, så nu blev det i stedet til 11 uger.
Jeg bliver alvorligt bekymret, når jeg ser den retning, som især EU vælger at tage i den her type sager, fordi man i forhold til ligestilling hælder stadig mere til resultatlighed i stedet for lige muligheder.
Bare for at være er enige om begreberne, inden vi fortsætter:
Lige muligheder er, når man via lovgivning sørger for, at der er de samme muligheder for mænd og kvinder, sådan at de kan vælge hvad de vil, uanset køn. Det er eksempelvis love om at man ikke må diskriminere og f.eks. fravælge kvinder til jobs pga. deres køn.
Resultatlighed er, hvor man via lovgivning sikrer de samme resultater for eksempelvis mænd og kvinder. Dette kan være via kvoter i bestyrelser eller via øremærket barsel. Man tvinger ligestilling igennem ved lov.
Det aktuelle EU-direktiv, som har resulteret i den nye barselsaftale, er et klart udtryk for resultatlighed i stedet for lige muligheder, og det er en ekstremt farlig vej at gå ned ad for vores europæiske samfund.
Når man laver et direktiv som dette, så udstikker man også en retning. Alt udvikler sig over tid, intet forbliver det samme, og den retning, som tingene udvikler sig, bestemmes i høj grad af de forudgående love, regler og aftaler.
I sidste ende forsøger vi jo at skabe et samfund med de love og regler, og vores opfattelse af et godt samfund udspringer af filosofi.
Hvilken filosofi lægger vi til grund for vores definition af det gode samfund? Det er en meget vigtig ting at tage stilling til, men ofte forbliver diskussionerne ved de konkrete sager, der lovgives om. Jeg vil gerne prøve at trække diskussionen hen på et mere filosofisk plan for at illustrere, hvorfor aftaler som denne bekymrer mig så meget.
Vi kan i første omgang konstatere, at den underliggende filosofi her vurderer ligestilling som godt for samfundet. Det er godt, når alle mennesker så vidt muligt har lige gode muligheder for at forløse deres potentiale og bidrage til samfundet. Der er også et opgør med undertrykkelse og social arv indbygget heri.
Er ligestilling udelukkende ligestilling mellem kønnene?
Det virker umiddelbart til, at den filosofi, som bliver praktiseret i Europa-Parlamentet, ikke mener, at ligestilling udelukkende kan begrænses til kønnene. Vi skal også sørge for ligestilling mellem forskellige etniciteter, seksualiteter og sociale lag. Derfor har vi eksempelvis 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
Direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse forbød forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering, religiøs overbevisning, alder og handicap på beskæftigelsesområdet, og direktivet om racelighed forbød forskelsbehandling på grundlag af race eller etnisk tilhørsforhold i forbindelse med beskæftigelse, men også med hensyn til adgang til velfærdsordninger og social sikring samt varer og tjenesteydelser.
I de her direktiver har man fjernet lovgivning, som skabte ulige muligheder på tværs af forskellige befolkningsgrupper.
Vi kan altså konstatere, at man i EU mener, at ligestilling er godt, og at ligestilling skal ske på tværs af alle befolkningsgrupper (og det er jeg helt enig i).
Nu kan vi så spørge os selv, hvad er målet med de her direktiver? Hvad er det, man gerne vil opnå?
Går man ind og læser direktiverne, vil man i de her ældre aftaler tilbage fra 2000 gerne fjerne de love og regler, som eventuelt skaber ulige muligheder for forskellige befolkningsgrupper. Man søger at gøre det sådan, at alle har lige muligheder, sådan at systemet ikke er bygget til at favorisere bestemte grupper.
Så det virker til at målet ganske simpelt er lige muligheder for alle. Hvilket i mit hoved giver perfekt mening. Hvis alle har lige store muligheder for at bidrage med det, netop de kan, til verden, får vi alle en bedre verden.
Men i et direktiv som det aktuelle omhandlende barsel, har man valgt en anden filosofisk retning. Man er begyndt at snakke mindre om at skabe lige muligheder og i stedet om at “sikre ligestilling”, og at man derfor eksempelvis vil indføre de her øremærkede barselsperioder fordi, som der står:
“Da de fleste fædre ikke benytter sig af deres ret til forældreorlov eller overfører en betydelig del af deres orlov til mødrene, udvider dette direktiv den minimumsperiode for forældreorlov, som ikke kan overdrages fra den ene forælder til den anden, fra en til to måneder med henblik på at tilskynde fædre til at tage forældreorlov.”
Læg mærke til dette, for det er ekstremt vigtigt for, hvilken retning man bevæger sig i rent lovgivningsmæssigt.
Det, man egentlig siger her, er, at fordi mændene ikke har reageret, som man havde håbet på, vil man nu til at indføre love, som tvinger de ændringer igennem, som man ønsker. Man har givet manden mere mulighed for at tage barsel, men han har ikke valgt at gøre brug af det, som man havde håbet. Derfor tvinges han nu.
Det vil sige, at man bevæger sig fra at lave lovgivning, som blot skaber lige muligheder for alle, til at man laver lovgivning, som skaber de samme resultater for alle. Dermed “sikrer” man ligestillingen mellem kønnene i stedet for blot at ligestille deres muligheder og lade dem vælge hvad de vil. Der er flere årsager til, at det er ekstremt problematisk.
For det første er det problematisk, fordi vi samtidig ved, at ligestilling ikke er begrænset til mænd og kvinder, men også til etnicitet, seksuel orientering, race m.fl. Problemet med det er, at når vi vil ind og sikre, at der er lige mange mænd og kvinder på barsel eller lige mange mænd og kvinder i bestyrelser, er vi også nødt til at sikre, at der er lige mange af hver etnicitet, seksuel orientering osv. Ellers har vi jo ikke rigtig ligestilling.
Vi har over de senere år set en udvikling, hvor specielt antallet af grupperinger inden for seksuel orientering vokser med lysets hast. Der er i dag mere end 100 forskellige seksuelle orienteringer, man kan bekende sig til, og over 71 forskellige køn. I Canada blev den meget omdiskuterede Bill C-16 indført i juni 2017. Dette er en lov, som også ændrer den filosofiske retning for lovgivningen i Canada.
Hvor man tidligere har lovgivet omkring specifikke ord, som kan være diskriminerende, og som derfor kan være årsag til, at man eksempelvis dømmes for racisme, har man med Bill C-16 indført tvungent ordvalg ved at gøre det ulovligt ikke at bruge bestemte ord, når man omtaler bestemte personer. Et eksempel kunne være en person, der gerne vil omtales som “zie” i stedet for “han”.
Det vil sige, at vi har en situation nu, hvor lovgivningen, i stedet for at sikre lige muligheder for alle, i stadig højere grad tvinger ligestilling igennem på tværs af et hastigt voksende antal kategorier af mennesker.
Hvor sætter man grænsen? Hvor mange grupper kan der være? Hvor mange parametre skal man ligestille? Barsel er ét parameter, løn er et andet, bestyrelsesposter et tredje osv. Skal vi også have lige meget lykke eller lige store dødsrater.
Problemet er, at der ikke er nogen tydelig grænse for, hvad man skal ligestille, og på tværs af hvor mange grupper man skal ligestille. Forestil dig, at du skal ligestille løn, bestyrelsesposter, ministerposter og mængden af afholdt barsel på tværs af 100 forskellige seksuelle orienteringer fordelt på 71 køn, alle etniciteter, racer osv.
Det er en umulig bureaukratisk opgave.
En anden grund til, at det er så problematisk at lovgive ud fra idéen om resultatlighed er, at det bygger på en grundlæggende overbevisning om, at forskellene mellem eksempelvis kønnene beror på magtforskelle og ikke på forskelle i kompetence.
Vi har hørt det før, dengang der blev snakket om det klasseløse samfund. Her opdelte man folk i undertrykkerne og de undertrykte, og målet med lovgivningen blev at udjævne enhver form for ulighed mellem arbejderne og kapitalejerne. Man lavede planøkonomi og sørgede for, at alle fik det samme, alle var lige, uanset hvilken befolkningsgruppe de måtte tilhøre.
Problemet med den slags samfund er, at det strider imod den menneskelige natur. Der vil helt naturligt være nogle, som ønsker noget andet end andre. Folk er forskellige og ønsker forskellige ting i deres liv.
Derfor er den eneste måde, hvis man vil sikre resultatlighed, et totalitært tyrannisk styre. Og historisk set har den type samfundsmodeller, eksempelvis Sovjetunionen, resulteret i flere drab end nogen anden styreform.
Jeg siger ikke med dette, at den nye barselsaftale har skabt et totalitært tyrannisk styre. Men jeg siger, at vi er nødt til at være meget opmærksomme på, hvilken retning tingene bevæger sig i. Som sagt er der aldrig noget, der står stille. Hvad bliver den næste fordeling, man vil tvinge igennem ved lov? Hvornår skal man stoppe?
Der er en meget interessant undersøgelse fra 2018 af Armin Falk og Johannes Hermle, som viser at jo mere lige mulighederne er for mænd og kvinder, jo større bliver forskellene, eksempelvis imellem hvilke jobs de besidder, og hvilke uddannelser de tager. I Skandinavien, hvor vi har nogle af de mest lige samfund i verden, er forskellen på mænd og kvinder vokset, i takt med at man har fået mere lige muligheder.
Man kunne forledes til at tro, at det er en konsekvens af, at mænd og kvinder har forskellige interesser, og når de får bedre muligheder for at forfølge deres interesser, vælger de i større grad forskelligt.
I stedet for at kigge på en undersøgelse som den og overveje, om man måske har fejlvurderet årsagerne til, at mænd og kvinder er repræsenteret forskelligt i forskellige fag eller uddannelser, så virker det nu til, at man går mere i en retning, hvor man vil gennemtvinge en lige fordeling ved lov.
Det er vigtigt at vi tager den her debat, for hvis ikke vi ikke sætter spørgsmålstegn ved, hvad målet er med lovgivning og overenskomster, risikerer vi at havne et sted, vi ikke havde regnet med.
Hvis målet er, at vi skal have en lige fordeling af resultaterne i samfundet på tværs af alle tænkelige befolkningsgrupper, bevæger vi os imod et totalitært tyrannisk styre. Hvis målet er at fjerne alle forhindringer for enkelte befolkningsgrupper og på den måde skabe lige muligheder for alle på trods af deres individuelle identitet, så bevæger vi os imod et mere frit og åbent samfund.
I virkeligheden skal vi spørge os selv. Ser vi os selv som én stor samlet gruppe, som vi kalder for “mennesker”, eller ser vi os selv som et hav af forskellige grupperinger i en magtkamp mod hinanden? Hvilken filosofi er bedst at bygge et samfund på?
Jeg stemmer på “mennesker”.
