Taberfabrikken er skrevet af Ole Birk Olesen og udgivet af People’s Press i 2007. I bogen skriver den senere MF for Liberal Alliance, at velfærdsstaten er til skade for mennesker og især mange af de mennesker, som den foregiver at hjælpe. Det gør sig gældende inden for en række problemer som arbejdsløshed, misbrug og negativ social arv.
Her gengiver vi det kapitel, som handler om velfærdsstaten i relation til indvandring.
*
Overdreven omsorg er som reb om hænderne
“VELUDDANNEDE SOMALIERE FORLADER Danmark,” stod der på forsiden af Information den 13. oktober 2004. Der er to grunde til, at det må have været en overraskende overskrift for de fleste læsere: for det første er der det med de “veluddannede”. Det er ikke et ord, man normalt bruger til at karakterisere somaliere i Danmark, hvoraf langt hovedparten er uden uddannelse. For det andet skurrer det i ørerne, at de skulle være i gang med at forlade Danmark. Hvorfor dog? Er der alligevel et sted i verden med en højere kontanthjælp end herhjemme? Spørgsmålet kan lyde polemisk, men er det ikke, for kun 12 procent af somalierne i Danmark er i arbejde.
Men i Information forklarer Mohamed Gelle, leder af Det Somaliske Netværk, at det netop er problemet for visse af de omkring 1.000 somaliere, som hvert år forlader landet. Ifølge Gelle er det typisk de veluddannede unge.
“Udsigten til en fremtid uden arbejde og accept i det danske samfund piner mine landsmænd. Derfor flytter de, selv om de fleste er taknemmelige for tiden med frihed og uddannelse,” siger han og tilføjer så:
“Det er da grotesk, at det er dem, som er uddannet og ønsker at bestille noget og dermed klare sig selv, der føler sig nødsaget til at søge væk, fordi de har det svært i Danmark, mens mine belastede landsmænd i ghettoerne, dem der giver anledning til de negative avisoverskrifter, bliver tilbage.”
Mohamed Gelle synes, det er grotesk, men det passer fint ind i et velkendt mønster: de indvandrere, som kommer til Danmark, ender meget oftere på passiv forsørgelse, end indvandrere som tager til andre lande.
Beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere fra ikke-vestlige lande i Danmark er 41 procent lavere end for indfødte danskere. Det tilsvarende tal for indvandrere og indfødte i Tyskland er 21 procent, og hvis vi tager over Atlanten til Canada og USA, så er forskellene kun på henholdsvis ti og fire procent.
Kun 45 procent af indvandrerne fra ikke-vestlige lande er i arbejde i Danmark, hvorimod det tilsvarende tal for danskere er 76 procent. Ifølge den tidligere chef for Rockwoolfondens Forskningsenhed, cand. polit. Gunnar Viby Mogensen, er det “et beskæftigelsesmæssigt efterslæb i forhold til danskerne på et niveau, som er næsten uden fortilfælde i de internationale vandringers historie.”144. Indvandrernes efterkommere halter også bagefter. Selvom de oftere er i arbejde end deres forældre, så er der stadig langt til niveauet for danskere som helhed. 58 procent af efterkommerne i arbejdsstyrken er i arbejde.
Den store indvandring til Danmark op igennem 80erne og 90erne kombineret med den ringe deltagelse på arbejdsmarkedet har medført drastiske merudgifter på de offentlige finanser. Beregninger fra DREAM, der er en selvstændig afdeling under Finansministeriet, viser, at indvandrere og efterkommeres lave deltagelse på det danske arbejdsmarked årligt betyder en ekstraudgift på 33 milliarder kroner sammenlignet med en hypotetisk situation, hvor de er lige så aktive på arbejdsmarkedet som indfødte danskere.
Den ringe beskæftigelsessituation for indvandrere har ført til, at gruppen i udpræget grad udgør en underklasse i det danske samfund. Hver fjerde i alderen 20-59 år lever af midlertidig overførselsindkomst i mere end 45 af årets 52 uger. Blandt forholdsvis nytilkomne nationaliteter som afghanere, irakere og somaliere er det mere end hver anden.
Bl.a. derfor har indvandrere og efterkommere meget lavere indtægter end indfødte danskere. En gennemsnitlig dansker i alderen mellem 16 og 64 år tjener årligt 252.000 kroner. Indvandrere fra ikke-vestlige lande har til sammenligning en indkomst på kun 159.000 kroner, hvis man korrigerer for de aldersbetingede lønforskelle, og deres efterkommere må nøjes med 224.000 kroner i årsindtægt.
Indvandrere og efterkommere på overførselsindkomst er ligesom danskere i samme situation markant mere kriminelle end den arbejdende befolkning. De ikke-vestlige indvandreres overrepræsentation på socialkontorerne resulterer derfor også i en overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne. Men det er bemærkelsesværdigt, at indvandrermændene, selv hvis man korrigerer for forskellene i alder og socioøkonomisk status, begår 36 procent mere kriminalitet end mænd i befolkningen som helhed. Tilsyneladende er kombinationen af overførselsindkomster og kulturel fremmedartethed en særlig uheldig cocktail forhold til kriminalitetsmønstre.
Endnu et tegn på indvandrere og efterkommeres sociale deroute i Danmark er deres bopæl. En meget stor andel bor i betonghettoer i de større provinsbyer, i København og i forstæderne. F.eks. har 92 procent af beboerne i Mjølnerparken på Nørrebro indvandrerbaggrund, i Gellerupparken i Århus er det 84 procent, Bispehaven i Århus 75 procent, Akacieparken i København 73 procent og i Taastrupgård i Høje-Taastrup er 71 procent af beboerne indvandrere eller efterkommere. 56 procent af indvandrerne og hele 69 procent af efterkommerne bor i socialt boligbyggeri.
Der er også andre områder, hvor den lave socioøkonomiske status går i arv til børnene. Børn i folkeskolen, som er efterkommere af indvandrere, klarer sig betydelig dårligere end børn med dansk baggrund. Deres karakterer ved folkeskolens afgangsprøve i niende klasse ligger generelt 0,7-0,8 point lavere. Særlig bemærkelsesværdigt er det, at indvandrerbørn, som kun har været i Danmark fra nul til fem år, klarer sig en anelse bedre end de efterkommere, som har levet i Danmark hele deres liv. Danmark er det eneste medlemsland i den vestlige samarbejdsorganisation OECD, hvor dette helt specielle forhold gør sig gældende. I øvrigt fortsætter det hele vejen op igennem universitetstiden, hvor efterkommerne er længere tid om at gennemføre deres studier end første generations indvandrere.
Formentlig er de dårlige resultater i folkeskolen en del af forklaringen på, at efterkommernes uddannelsesniveau også er lavt. 37 procent får ikke anden uddannelse end den fra folkeskolen mod 26 procent af danskerne. Kun 40 procent af efterkommerne får en erhvervsfaglig uddannelse eller en videregående uddannelse sammenlignet med 67 procent af danskerne.
Danmark har således gennem især de seneste 25 år modtaget en stor gruppe indvandrere, for hvem det gælder, at både de og deres efterkommere enten mangler forudsætningerne for eller viljen til at deltage på det danske arbejdsmarked, som det er indrettet i dag. Udover de mange mennesker “af egen produktion”, som er endt på offentlig forsørgelse, så har velfærdsstaten altså også “importeret” store grupper fra andre lande til at gøre danskerne selskab på landets socialkontorer. Til gengæld har nogle af Danmarks dygtigste og mest produktive indbyggere valgt at forlade landet. 69.000 danskere med en videregående uddannelse er rejst til udlandet, hvor de lægger deres arbejdskraft og betaler deres skatter. Kun 32.000 udlændinge med en videregående uddannelse har til gengæld lyst til at arbejde hos os. Danmark er et af få lande i OECD, som sender flere kloge hoveder ud af landet, end vi modtager fra andre lande.
Hvorfor er det gået sådan i Danmark? Hvorfor har indvandrerne her i landet ikke skabt sig et liv på arbejdsmarkedet, ligesom indvandrerne i Canada og USA?
Er det, fordi de indvandrere, som Danmark modtager, er mindre kvalificerede til et arbejdsliv? Nej, ikke hvis man måler det på uddannelse.
Danskerne er i forvejen ikke et af verdens mest uddannede folkeslag, så indvandrerne afviger kun med tre procentpoint fra danskerne, når man opgør andelen af henholdsvis indvandrere og danskere, som kun har fået en grunduddannelse. Dette uddannelsesmæssige efterslæb er ganske vist en smule større end i Canada, hvor der slet ingen forskel er på uddannelsesniveauet for indvandrere og indfødte, men det er til gengæld en mindre forskel end i de andre nordvesteuropæiske lande under et, hvor indvandrernes beskæftigelsessituation er bedre end i Danmark. Og i USA, hvor indvandrernes uddannelsesniveau adskiller sig mest fra de indfødtes, er der stort set ingen forskel på beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere og indfødte.
Er det, fordi danskerne er mere fremmedfjendske, end man er i lande, hvor indvandrere i højere grad er i arbejde? Intet tyder på det. I Den Europæiske Værdiundersøgelse fra 1999 afviste et flertal af danskerne, at de foretrækker ansættelse af egne statsborgere fremfor indvandrere i en arbejdsløshedssituation. I 28 andre europæiske lande var flertallet ellers af den modsatte holdning. Og 56 procent af danskerne mener, at integrationen ville løse sig selv, hvis blot man kunne få indvandrerne i arbejde. Samtidig har en international undersøgelse af 13 lande udpeget danskerne som et af de folk, for hvem det betyder mindst for tilliden til andre mennesker, om de ligner os selv.
Det er ellers populært i den offentlige debat at forklare indvandrernes dårlige tilknytning til arbejdsmarkedet med netop utilstrækkelig uddannelse og modvilje fra danske arbejdsgivere. Men i andre lande, hvor indvandrernes uddannelsesbaggrund ikke er bedre, tvært - imod, og hvor modviljen mod fremmedartede mennesker ikke er mindre, tværtimod, kan indvandrerne altså godt komme i arbejde.
De to forklaringers popularitet skyldes nok, at de fritager os fra at lave noget som helst om i vores politiske system. For ingen vil jo tvinge alle de voksne indvandrere til at starte forfra i det danske uddannelsessystem, og danskernes holdninger til indvandrere kan man ikke lovgive om.
Men budskabet fra både danske og udenlandske økonomer er faktisk, at det er vores politiske system, som er helt forkert opbygget, hvis opgaven med at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet skal løses. For at belyse hvad det er økonomerne fokuserer på, så er det værd at se på den første graf fra dette kapitel igen. Men denne gang med et ekstra sæt søjler på.
Der er simpelthen mange flere penge at hente for den ledige indvandrer i Danmark end i andre lande i Nordvesteuropa og Nordamerika. I Danmark kan en ledig industriarbejder opretholde en indtægt på 81 procent af sin gamle løn takket være det samlede udbud af overførselsindkomster. I Tyskland, Canada og USA er det tilsvarende tal 63, 54 og 32 procent. Grafen viser en meget tydelig sammenhæng: jo flere penge man giver til de ledige i et land, jo større vil forskellen mellem indvandrernes og de indfødtes beskæftigelsesfrekvens være. I forvejen kan man konstatere en negativ sammenhæng mellem kompensationsgraden og den indfødte befolknings beskæftigelsesfrekvens, men sammenhængen er altså endnu større for indvandrernes vedkommende.
Hvad skyldes det? OECD, den økonomiske samarbejdsorganisation for vestlige stater, udtrykker den almindelige holdning blandt økonomer, når organisationen giver indretningen af velfærdsstaten skylden. Indvandrerne i Danmark har lav beskæftigelse af tre grunde: fordi der kun er få jobs i Danmark, hvor indvandrerne kan gøre sig fortjent til deres løn, fordi overførselsindkomsterne er høje, og fordi marginalskatten er høj.
