Forleden skete noget forunderligt. Rasmus Bryggers Videnscenter for Integration kom ikke på finansloven. Selvom både Radikale Venstre og Enhedslisten efter alt at dømme kæmpede hårdt for det, og bevillingen havde været peanuts på det store statsbudget, satte den socialdemokratiske regering tilsyneladende foden ned. Og det er godt.
Ikke fordi jeg personligt har noget mod hr. Brygger, som er en dygtig idealist, der har givet sit center imponerende stor gennemslagskraft med få midler. Men fordi der er tale om endnu et projekt, der altovervejende har fokuseret på at anlægge vinkler, der fremmer en forestilling om integrationsproblemer som aldeles overkommelige. Foruden med en kraftig understrøm af, at majoritetsdansk racisme er en massiv hindring for integrationen, samt at yderligere asylmigration samt fravær af hjemsendelser er acceptabelt, måske endda ønskværdigt.
Centeret er af samme grund blevet knuselsket af den integrationspolitiske venstrefløj, hvis tårer kortvarigt truede med at oversvømme Twitter, da det stod klart, at det ikke ville få offentlige penge og dermed lukkede.
Var centeret kommet på finansloven, ville det have føjet sig til en lang række andre massivt offentligt støttede organisationer, der søger at fremme tilsvarende agendaer. Her kan nævnes Mino Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og adskillige andre.
Mellemfolkeligt Samvirke modtager for eksempel mere end 180 millioner kroner opkrævet fra de danske skatteydere. Der kan sikkert siges meget godt om deres internationale arbejde. Det er dog svært ikke at bemærke, at der er tale om en ekstremt politiserende organisation med et åbenlyst holdningsoverlap til den yderste venstrefløj.
Tag eventuelt et kig på organisationens Facebook-side, der flyder over med invitationer til demonstrationer mod flygtningeudvisninger, Polens afvisning af indvandring fra Belarus og ghettoloven, men er positivt stemt for klimaaktivisme samt ensidig Israel-bashing og utalligt andet godt fra den yderste venstrefløjs overskudslager.
Det skal de naturligvis have lov til, vi lever i et frit land. Men det er påfaldende, at staten, angiveligt for at få løftet en samfundsmæssig opgave, betaler organisationer for at føre politiske kampagner mod eksempelvis en udlændingepolitik, som langt hovedparten af befolkningen står solidt bag. Det er ikke svært at forestille sig ramaskriget fra venstrefløjen, hvis CEPOS en dag endte på finansloven og for offentlige millioner førte storstilede kampagner for Arne-pensionens afskaffelse med den begrundelse, at de skam er en folkeoplysende tænketank.
Man må, muligvis vrangvilligt, anerkende den værdipolitiske og mere eller mindre aktivistiske venstrefløjs forrygende evne til at organisere sig, tilkæmpe sig puljebevillinger og finanslovsposter og stædigt bide sig fast i de offentlige midler selv under borgerlige regeringer.
Det er imidlertid også på høje tid (ikke kun som borgerlig, men i særdeleshed som sådan) at gøre sig klart, at der ikke blot er tale om almennyttigt velgørende feel-good-foreninger, men derimod drevne og åbenlyst politiske aktører, der velorganiseret og med millioner i ryggen fører kampagner og velorkestreret aktivisme, der søger at fremme den yderste venstrefløjs dagsorden.
