Den nye redaktionschef for P3, Isabella Hindkjær, har tiltrukket sig opmærksomhed og furore ved at udtale at journalistikken skal være aktivistisk når sandheden er åbenlys. 

Hindkjær kommer fra en stilling som chefredaktør for kvindemagasinet Femina, hvor hun på et par år har omdannet det udmærkede, brede magasin til en platform for den nyfeministiske, woke agenda. En ting er at være woke i et kommercielt, annoncefinansieret magasin, noget andet er at være det i et public service-medie som DR …

Hindkjær er en glamourøs repræsentant for ”den åbenlyse sandhed” om sexisme, den affektbårne nyfeminisme der sparker åbne døre ind. Mere vil have mere i den medvindsgeneration der er født med ligestilling i et af verdens mest ligestillede lande, og de vil ikke slå sig til tåls med ligestilling i udgangspunktet. 

Netop baggrunden på et kommercielt magasin der balancerer redaktionelt indhold med annoncer, forklarer en del i forhold til Hindkjærs forbløffende udtalelser. De veluddannede feminister er pengestærke, og de kan altid købe noget til egen forskønnelse, alt imens de klynker over patriarkatet og dyrker deres offerstatus. 

Læbestiftsfeminisme

Forbrug og feministisk vrede går således hånd i hånd. The future is female, kan der stå på den dyre designer-T-shirt. Og som Sex and the city-generationen ved, har en evigt voksende skosamling en dyb, eksistentiel betydning for hin enkelte kvinde. Reklamefolk og producenter er gode til at aflæse tidsånden hos feministerne. 

Bianco Footwear lavede allerede i 2017 en reklamekampagne der meget præcist indkapslede selvmodsigelserne i denne feminisme: Equal pay is not enough. Det er ikke længere nok at kæmpe for ligeløn. I en tv-reklame ser man en ung kvinde trampe hærgende rundt i et direktionslokale med lamslåede mænd, hvorefter en anden ung kvinde smadrer en mands bil i en parkeringskælder. 

Samtidig lyder der dramatisk, voldsom musik, og man hører et budskab om at ligeløn ikke er nok fordi kvinder har mange flere udgifter til tøj, sko og skønhedspleje end mænd. Det store forbrug hos kvinder hænger nemlig sammen med at de skal udtrykke hvem de er. Derfor voldelig revolution, hvor stiletten bliver kylet ind i glasruden …

Livsstilsmagasinet Kender du typen på DR (!) besøgte for et par måneder siden en kendt kvinde der i sin store Østerbrolejlighed blandt andet husede et garderobeskab med pailletter og glitter i lange baner, samt selvfølgelig de obligatoriske stiletter i flere udgaver. 

Hendes skønhedshjørne i soveværelset var udstyret med et skuffedarium med absurd mange skønhedsprodukter i tuber og krukker. Værten fortalte at kvinden betegnede sig selv som læbestiftfeminist, hvilket betyder at man gør noget ud af sig selv (læs: forbruger vildt meget) og samtidig kæmper for ligestilling. 

Eksperten Anne Glad tolkede overforbruget af skønhedsprodukter som et udtryk for at denne kvinde hver dag brugte et nyt produkt fra samlingen for at skabe lige den kvinde hun havde lyst til at være. Hun havde ikke svært ved at gætte at lejlighedens beboer selv var livsstilsekspert. 

Affekt og begær optræder i én pærevælling i mange af (medie)kulturens sammenhænge: Feministisk indignation, traditionel, kvindelig behovstilfredsstillelse gennem forbrug, erotisk ladet selviscenesættelse og forkælet-trodsig lillepige-attitude. Hvad har alt dette med den woke, aktivistiske dagsorden at gøre? 

Den er i sit moralistiske udgangspunkt meget mere asketisk og puritansk. Det fælles er netop den diffuse, uartikulerede følelse som kan mærkes i kroppen, før den bliver sprogliggjort og genstand for refleksion. 

Den kropslige affekt

I humanvidenskaberne taler man om ”den affektive vending”, et forstærket fokus på menneskelige følelser i kunst og kultur. En vigtig teoretiker i denne strømning er den indflydelsesrige britisk-pakistanske queerteoretiker Sara Ahmed, der betragter sit forskningsvirke som aktivistisk og revolutionært. 

Den affekt som kvinden, den non-binære eller brune person føler i en given situation i et majoritetssamfund, er altid retvisende og skal være løftestang for en bevidstgørelse og kamp for respekt, anerkendelse og lige rettigheder. På et overordnet plan cirkulerer der altid masser af følelser mellem mennesker, og de genererer dels sammenhold i grupper, dels sexisme og racisme. 

Men de minoriteter der oplever en ekskluderende andetgørelse fra majoritetssamfundets side, bliver på et tidspunkt grebet af en kropslig affekt. Det er et ubehag der med tiden gør dem i stand til at se sandheden om den strukturelle undertrykkelse – og i vrede at gribe til kamp. Affekten er ifølge Sara Ahmed svanger med revolution. 

Isabella Hindkjær er et slående eksempel på udbredelsen af ”affektdoktrinen”. Men fordi man føler sig undertrykt som kvinde, behøver man ikke være det. Og da slet ikke når man er magtfuld læbestiftfeminist med godt gang i mediekarrieren. 

Som uddannet journalist ser hun mærkeligt nok ikke noget problem ved at være åbenlyst aktivistisk og revolutionær, og så endda på et public service-medie. Har hun ikke læst sine lektier? Der er en foruroligende parallel til Sara Ahmed og andre aktivistiske forskere der ikke vil skelne mellem viden og ideologi.