I kølvandet på EM rasede debatten atter om vores allesammens Dannebrog. En ung, kulturradikal forfatter skriver i Politiken, at flaget for altid vil være et tilbageskuende og ekstremistisk symbol. Det er velkendte takter fra “organet for den højeste oplysning”, og disse har da også deres plads i en dansk sammenhæng, om end de klinger en anelse mere skingert og uoriginalt, når den typiske hjemstavnsskepsis omsvøbes af studentikos amerikanisering.
Nuvel, hver fugl må synge med sit næb, men af og til savner jeg dog den nærmest virtuose kraft, som de gamle kulturradikale sang med. Tankerne falder naturligt på Brandes-brødrene, hvis skrevne og ytrede ord fungerede som sylespidse nålestiksoperationer, der langsomt – men sikkert – afviklede deres modstandere. Den gamle garde emmede af ånd og originalitet, hvorimod den nye ikke helt evner at træde ud af rollen som epigoner af deres engelsk-amerikanske idoler.
Den banale nationalisme?
Indlægget skal dog ikke handle mere om den unge forfatters evne til at tøjle sin sangstemme – og dog er ovenstående nedenståendes forudsætning. For hvor nogle har riposteret, at indlægget udviser en stor grad af manglende historisk forståelse, så må det dog stå klart for enhver, at forfatterens pen faktisk er vædet i historisk bevidsthed.
At det så er en nutidsfikseret bevidsthed, der giver pennen et syrebad mere end hjælper den til at blive skarp, er naturligvis en anden sag. Forfatteren påpeger rettelig, at Dannebrog ikke bare kan være et tidløst symbol på en art “banal hyggenationalisme”, men at den røde klud med det hvide kors derimod altid vil være en bærer af historien. Sidstnævnte bliver dog i indlægget aldrig til mere end en række forgangne begivenheder og tendenser, der i dag forekommer fuldstændig horrible. I en tid hvor vi ellers vanligt får tudet ørerne fulde med, at “nationen” er et “forestillet fællesskab”, en “diskurs” eller endog en “konstruktion” (gys!) er det bemærkelsesværdigt, hvor virkeligt erfaret – og for nutiden bestemmende – historien pludselig bliver.
Naturligvis har vi arvet Valdemarernes ekspansionsiver, Christian d. 4.s forrykte tanker om, at visse undersåtter havde ”forbundet sig med Djævelen”, slavehandlen og Scavenius’ samarbejdspolitik. Sagen er dog, at vi, som danskere under Dannebrog, har arvet meget mere end en række begivenheder og tendenser. Vi har nemlig i højere grad arvet erfarede liv, skæbner – gode som dårlige, forestillinger, frygt, drømme og håb. Den tyske historiker Reinhart Koselleck bemærkede, at historien bestemmes af handlende og lidende menneskers erfaringer og forventninger, og dertil kunne man tilføje, at historien i den grad konstitueres af vekselvirkningen – eller spændingsfeltet – imellem netop disse handlende og lidende mennesker.
En levende vekselvirkning
På sin vis bliver Dannebrog da emblematisk, ikke kun for de historiske begivenheder – der i sig selv altid må forstås på fortidens præmisser – men tillige for de levede liv, der kom før os, og som vil følge efter os. Til jul synger vi med Ingemann, at slægt skal følge slægters gang, og det er netop denne gang, som vi følger under Dannebrog.
Gangen har ikke været en dans på roser, og til tider har den – også i sin egen samtid – været uskøn, endda afskyelig. På sin vis minder slægtens gang selv derfor om et levet liv. Et levet liv, der ligesom alle andres, præges af forventninger og erfaringer, fejltrin og succeser. Det har også været (og er og vil være) et konfliktende liv, hvorfor slægtens gang også er mærket af magt-, kulturfolk og almindelige mennesker imellem og indbyrdes kampe. Dannebrog er derfor også modsætningerne, hvad end det måtte være et blodigt gilde i Roskilde i 1157 eller naboer, der angiver og myrder hinanden, men heldigvis også mere fredsommelige og gavnlige modsætninger.
I den henseende er Dannebrog bl.a. også kendetegnet ved Holbergs torden mod tidens kulturparnas, Ørsted-brødrenes kritik af Grundtvigs antividenskabelighed, men også Grundtvigs eget forsøg på at indvarsle en ny folkelig guldalder og kritikken af den himmelvendte lærdhed. Denne vekselvirkning kan naturligvis trækkes videre gennem årtierne over krise- og krigstidens ideologiske vildfarelser og fædrelandskærlighed til de seneste årtiers kulturdebat, hvor rollelisten udgøres af navne som Søren Krarup og Preben Wilhjelm. Størstedelen af dem, der måtte befinde sig under Dannebrog, lever formentlig deres liv midt i denne vekselvirkning mellem yderpunkterne.
Hvilke historier fortæller vi?
Dannebrog, dets folk og historie udgøres dog ikke alene af begivenheder og personlige pennefejder, men i høj grad også af de fortællinger, vi – som arvtagere og bærere – fortæller om landet og dets indbyggere.
Er vi barbarer i civilisationens periferi, et oversøisk slaveimperium eller måske en romantisk kulturnation, der er særdeles velegnet til eksport af kulturelle og kunstindustrielle moder? Er vi et andels- og landbrugsland eller en søfartsnation? En mellemstor stormagt eller en hyggelig lilleputnation? Hvilken rolle skal eksempelvis kvinde- og arbejderbevægelsen indtage i dette modsætningernes land?
Sandheden er at vi er alt det ovenstående og mere til; yndigt og ækelt har den danske slægt fulgt slægters gang. For at bruge en fortærsket litterær reference er Dannebrog på en og samme tid Lykke-Per, dr. Nathan og præsterne Blomberg og Sidenius.
Men ender vi da ikke med at nivellere Dannebrog, tænker du måske? Negerer vi ikke at der faktisk ligger en arv i flaget og dets folk, hvis det rummer så mange modsætninger og fortællinger? Bliver Dannebrog og dets folk ikke bare en “konstruktion” (gys!), hvis der ikke kan fremelskes, fremstilles og fremvises en “danskhedens” essens på museum?
Et levet liv
Således når vi tilbage til indlæggets begyndelse, nemlig i et oplivende selskab med den gamle garde af kulturradikale. I 1916 digtede den radikale polemiker og forfatter Jeppe Aakjær Som dybest Brønd gir altid klarest Vand også kendt som Historiens Sang. Heri beskrev han Danmarks modsætningsfyldte og brogede historie, i ”Folkets Arv af dybe, stærke Minder”, hvis genlyd ”toner op i Graad og Sang”. På trods af Aakjærs nære slægtskab med det moderne gennembruds fremmeste mænd og kvinder og deres ideologiske projekt formåede han at adskille slægtens gang med ideologiens drømmerier.
I gennembruddets øjne var Danmark håbløst fejlbarligt og hensygnet, men Aakjær digtede alligevel om dette ”mit Land, min Stamme” for nok kunne (og burde!) politikken og de ideologiske luftkasteller rase over landet, men slægten måtte dog følge slægtens gang. Den unge forfatter skriver i Politiken, at der nu findes nye symboler, som er fejlfrie og repræsenterer menneskeret og frihed, men på et tidspunkt vil selv disse blive sølet til af tilværelsens smuds.
Som et historisk fortilfælde på dette kan vi blot ihukomme den franske Tricolore, der – farverne til trods – ofte forbindes med Liberté – égalité – fraternité, men hvis historie i høj grad blev skrevet med blod. Lad os ikke vurdere historien på nutidens absolutte og abstrakte idealer – det er en historisk blindgyde. Lad os i stedet erkende, at Dannebrog er som et fejlbarligt, levet liv, som vi må arbejde med, forbedre og lære af.
