Forleden bragte Politiken et lettere surrealistisk og tragikomisk interview, hvor en kvinde blandt andet udførligt kan berette, hvilke dejligheder der lokkede hende til Islamisk Stat. 

"Jeg havde set alle mulige videoer fra Syrien med folk, der var glade, de var klædt ligesom mig, der var børn, skoler, gode madvarer, børn, der legede i vand – der var ovenikøbet en hoppeborg," fortæller ‘Lisa’. 

‘Lisa’ tog til kalifatet, bogstavelig talt mens folkedrabet på yazidierne var i gang i august 2014. Men der spørges ikke ind til, hvordan det i august 2014 var muligt at se disse angiveligt dejlige billeder uden at være opmærksom på, at regimet og den organisation, der oprettede det, både i al almindelighed var ekstremt morderisk (velkendt i adskillige år forud) og mere specifikt i gang med et folkedrab.

Læserne får dog, i journalistens udlægning, fortalt, at "tusinder af unge fra hele verden lod sig lokke til Syrien", hvilket er en fascinerende måde at fremstille voksne menneskers valg på. Her var tale om individer, der med alle muligheder for at få adgang til alskens information besluttede sig for at tilslutte sig et ideologisk morderisk regime i særklasse. Ikke små børn, der i et anfald af forbigående forvirring blev forlokket af rottefængeren fra Hamln.

I samme artikel får læserne også lejlighed til at stifte bekendtskab med IS-kvindens kat, som man ved selvsyn kan konstatere, hun slet ikke gør fortræd: 

"Det er Ole, det er vores kat. Der er også en Lille-Ole. De er kommet ind gennem hegnet og bor hos os nu. Jeg havde også katte derhjemme, men de her er ekstra søde."

Et fanatisk og totalitært regime

Tendensen til at fortælle udførligt om kvindernes egne overvejelser og angivelige genvordigheder, mens karakteren af det regime, de valgte at støtte, behandles mere eller mindre parentetisk, er naturligvis særlig udtalt i Politiken. En avis, der også står bag en decideret kampagne om at få mødre og børn til Danmark, og hvor chefredaktøren til sine medarbejdere eksplicit har erklæret, at formålet er at ændre regeringens politik. Men man kan skam også finde varianter af interviewtypen i Berlingske. 

Lad os lige, efter hoppeborge og den søde kat Ole, få sat Islamisk Stat i historisk kontekst. Generelt er jeg modstander af at sammenligne alting med nazismen, hvilket er en overraskende hyppigt forekommende folkesport i særdeleshed i forhold til dansk indenrigspolitik (selvsagt i høj grad ift. Indvandringspolitik, men såmænd også covid-, social- og kulturpolitik). Men i tilfældet Islamisk Stat er nazismen og i særdeleshed holocaust ikke alene ganske passende, det er – særligt for europæere – den klart mest oplagte parallel at drage til Islamisk Stats forbrydelser.

Islamisk Stat var et i særklasse fanatisk og totalitært regime, der som led i en erobringskrig både planlagde og udførte et etnisk-religiøst motiveret folkedrab med ekstrem brutalitet, sadisme og fanatisme.

Naturligvis findes der ikke to historiske forløb, som er 1:1 analoge – eksempelvis publicerede nazisterne ikke deres forbrydelse i massemedier, var ikke motiveret af religion i konventionel forstand, og de dræbte selvsagt langt flere i absolutte tal. Men at indplacere de to begivenheder i samme kategori af forbrydelser mod menneskeheden er det svært ikke at se som meningsfuldt.

For syv år siden, i august 2014, begik Islamisk Stat et folkedrab på yazidierne. Det er ikke en polemisk pointe, det er ifølge både EU, FN og samtlige forskere i emnet, jeg kender til, en ganske banal kendsgerning. Yazidierne blev forsøgt udslettet som gruppe, brutalt myrdet og de overlevende brutalt udnyttet som slaver. Der er tale om en forbrydelse i verdenshistorisk målestok – og her endda uden at inddrage Islamisk Stats forfølgelse af og drab på såvel kristne som shia-muslimer, der rummer rædsler helt i egen ret og også af flere klassificeres som folkedrab.

De kvinder, som vi nu taler om, valgte aktivt og frivilligt at bistå regimet, der udførte dette. Det er ligeledes uanfægteligt. Ikke nok med det, de opsøgte og bistod også et regime, der promoverede og opfordrede til terror mod Danmark og danske borgere – en opfordring, Omar El-Hussein som bekendt tog til sig ved Krudttønden og synagogen.

Efterrationaliserede udmeldinger

Ovenstående forhold er i det meste af mediedækningen forskudt til en perifær parentes, hvor kvinderne får uanede mængder af spalteplads til at udbrede sig om deres formodentlig i høj grad efterrationaliserede og til medierne nøje planlagte udmeldinger, der kan inkriminere dem absolut mindst muligt ved kommende retssager. Og når det kommer til den kendsgerning, at de tilsluttede sig et regime, som alle vidste var i særklasse morderisk, får de lov til at slippe med udmeldinger i stil med "Det vil jeg ikke tale om" eller "Jeg har ikke set noget", hvilket medierne med underforstået beklagelse noterer. Hvorefter læserne i øvrigt ikke bebyrdes med mere information om det ubehagelige emne.

Selvom disse kvinder valgte at tilslutte sig og støtte et regime, der bedrev folkemord, hvad der burde være alt rigeligt belastende i såvel juridisk som moralsk forstand, er det også relevant at se på, hvad nogle af dem, som tilsluttede sig Islamisk Stat, var i stand til. 

I Tyskland er man for indeværende i gang med at retsforfølge en kvinde, der – efter efter udsagn – lod en femårig yazidi-slavepige dø af varme og dehydrering, mens hun var lænket uden for kvindens hus. Den eneste grund til, at det er kommet frem, er, at kvinden i fortrolighed fortalte det til en person, hun ikke anede var agent for den tyske efterretningstjeneste. 

Er der nogen grund til at tro, at denne kvindes valg om at efterlade et barn lænket til at dø, bogstavelig talt uden for hendes hoveddør, er en undtagelse? Nej, tværtimod. Slaveri – naturligvis inkl. mænds ret til seksuelt at kunne misbruge disse slaver – var en integreret del af Islamisk Stats praksis, som man fuldt åbent forsvarede i organisationens egen publikation, Dabiq, endda oversat til ganske udmærket engelsk, så heller ikke et internationalt publikum kunne være i tvivl om, præcis hvor sanktioneret og endda anbefalet denne praksis var. Disse mennesker var for intet at regne, blev systematisk solgt for småpenge og efter alt at dømme vidt og bredt misbrugt og udnyttet i husholdninger i Islamisk Stat. I en kronik om emnet skriver journalist og forfatter Tore Rørbæk på baggrund af en analyse af tallene for henholdsvis slaver og de frivillige jihadist-kvinder:

"Heraf kan man konkludere, at kidnappede yezidier har udgjort en større befolkningsgruppe i kalifatet end de tilrejsende kvinder. Hertil kommer, at antallet af husholdninger i det islamiske kalifat, der på et tidspunkt har indeholdt en yezidi-slave, må forventes at være langt højere end antallet af slaver, idet mange af kvinderne blev købt og solgt adskillige gange. Yezidi-slaverne har været en del af mange husholdninger i kalifatet – en del af disse har tilhørt de tilrejsende kvinder."

Det var dette slavesamfund, som kvinderne fra Danmark har været en integreret del af.

Kælent mikrofonholderi

Så vidt vides har ingen af kvinderne, der rejste fra Danmark, ladet munden løbe over for danske PET-agenter, så vi ved ikke, om de har gjort noget tilsvarende som den tyske kvinde. Hvis de havde gjort noget tilsvarende, ville de næppe fortælle det til kælent mikrofonholdende danske journalister, der er deres bedste håb i forhold til at opbygge sympati.

Særligt fascinerende er det, at den valgte vinkel stort set altid er lagt på, hvor slemt disse kvinder har det, mens forbrydelser i det regime, de tilvalgte, bliver reduceret til en slags perifer baggrundsstøj, en ubelejlig kendsgerning, der da nok lige skal have en obligatorisk sætning eller tre i forbifarten, inden man kommer tilbage til fortællingerne om, hvor hårdt det er at leve i lejre opretholdt af de kurdere, som Islamisk Stat utvivlsomt også havde placeret i massegrave, hvis krigens udfald havde været anderledes. Eller hvor trist det er, at man ikke kan komme til Danmark og få lægehjælp betalt af de borgere, som Islamisk Stat opfordrede til at terrormyrde. 

Jojo, man må da nok forstå, der er da nok en slags historie forbundet med IS-grusomheder, men selvsagt ikke en, der i nyhedsværdi står mål med det forhold, at den danske stat ikke ønsker at facilitere disse kvinders hjemtransport, eller at det er rigtig træls at bo i en teltlejr. Dét er, må man forstå, den virkelige historie. 

Det er selvsagt ikke et valg, som i nogen som helst henseende er problematisk i forhold til god presseskik. Det er ikke desto mindre et valg, der har den konsekvens ideligt og ensidigt at fremstille medskyldige i Islamisk Stats rædselsregime som "helt almindelige mennesker", hvad gerningsmænd i ethvert folkedrab naturligvis er, omend de færreste nazister dog hævdede at være forlokket af hoppeborge. Imens ofrene relegeres til deres massegrave og de facto glemsel, og koblingen mellem skyld og ansvar sagte fortoner sig et sted mellem linjerne.