I Weekendavisen 2. juni afdækker den norske journalist Jon Hustad glimrende fakta bag den debat om investeringer i våben, som Christopher Arzrouni begyndte i Berlingske tidligere i år. Hustad fortæller, at danske pensionsselskaber har lange ”nej-lister” over aktier, de ikke vil investere i, og blandt disse fravalgte virksomheder finder vi simpelthen alle de virksomheder, som Danmarks sikkerhed og den vestlige liberale verdensorden har bygget på i umindelige tider: Boeing, Lockheed Martin, Airbus, Thales og den norske Kongsberg-gruppe som de mest prominente.
Det fik mig til at tænke på den fremragende historiebog Empire om det britiske imperium, hvor forfatteren, den konservative historiker Niall Ferguson, tilegner et helt kapitel til den såkaldte Maxim Gun. The Maxim Gun var et tidligt maskingevær som spillede en vis rolle i kolonitidens Afrika, hvor stormagterne udkæmpede ”The Scramble for Africa” i 1800-tallet.
I et berømt og blodigt slag i datidens Rhodesia nedkæmpede undertallige briter en langt større angribende afrikansk hær med kun en lille håndfuld af de effektive Maxim-maskingeværer. De angribende krigere var udstyret med deres civilisations bedste våben, men de var ikke til megen nytte mod briternes industrielle våbenmagt. Striden mellem civilisationerne fik endda et lille satirisk digt med på vejen:
Whatever happens, we have got
The Maxim gun, and they have not
Med den lille historie kan man understrege den mere almene pointe, at forholdet mellem civilisationer altid også har bygget på magtforhold, og at dominerende civilisationer som den vestlige således også meget længe har været den mest slagkraftige civilisation, også selvom mange af dens måder at dominere verden på ikke er militære. Under det hele det system, vi kalder for den liberale verdensorden, ligger overlegen vestlig våbenmagt til vands, til lands og i luften.
Dermed burde det også stå klart for den rationelle iagttager, at Vestens fortsatte dominans afhænger af en fortsat udbygning og forfinelse af de magtmidler, vores orden bygger på, ligesom den samme iagttager vil være mere end almindelig bevidst om, at der selvfølgelig findes stærke og uvenlige kræfter i international politik, som kunne have lyst til at udfordre den vestlige liberale orden ved at investere yderligere i deres eget militære isenkram.
Desværre for os i Vesten og i Danmark er vi i høj grad udstyret med eliter, som ikke er voldsomt glade for at forholde sig realistisk til ting som våben, magtforhold og andre reelle forhold, og som hellere vil jagte ideologisk tilfredsstillelse og moralsk renhed i stedet for at forsvare den eneste tænkelige verdensorden, der vil medføre en spredning af værdier som demokrati, økonomisk velstand, retsstater og menneskerettigheder.
Det er faktisk alt det ovenstående, der er på spil i debatten om de danske pensionskassers fravalg af at investere i virksomheder, som producerer våben.
De mennesker, som styrer de enorme pengetanke, som pensionsselskaberne udgør, har altså ikke været i stand til at regne ud, at man selvfølgelig svækker Vesten ved ikke at investere i de nævnte firmaer. Disse eliter har i stedet foretrukket en renhedens politik, hvor man bare ville undgå, at egne hænder blev besmittet med aktiekøb, som kunne få bestyrelsesmedlemmernes hænder til at virke beskidte i øjnene på deres bekendte andre steder i den danske politiske overklasse.
Problemet med sådan en puritansk investeringsstrategi er, at den ikke forholder sig til det reelle behov for de ting, man fravælger. Vi har som samfund i allerhøjeste grad brug for eksempelvis F-35-flyet fra Lockheed Martin, ligesom vi også har brug for vestlige investeringer i olieindvinding i mange år endnu – et andet investeringsobjekt fra ”nej-listen”.
Der er dog et håb om, at debatten nu er antændt, og at ting derefter vil ændre sig. Krigen i Ukraine har også på dette område, som på så mange andre, betydet alverden. Præsident Zelenskyjs skarpe vending om, at ”freedom must be better armed than tyranny” er et skelsættende citat.
Det er da også kommet så langt, at pensionsselskabernes brancheforening har luftet muligheden for forandring: ”Krigen viser, at det nu er indlysende, at vi risikerer, at alt, vi bygger vores samfund på, kan komme under pres, hvis vi ikke har et stærkt forsvar,” som Tom Vile Jensen, underdirektør i Forsikring og Pension, fik sagt i Berlingske.
Men for søren, får man lyst til at råbe: Er det først gået op for jer nu? Som sagt er det svært at kende ret meget til historiens gang uden at indse våbenteknologiens afgørende rolle deri. Det er svært at forstå, hvordan både pensionsselskaberne og politikerne har kunnet lade sig indbilde, at vi lever i en verden, hvor man kan leve fint med rene hænder – ubesmittet af verdens reelle indretning.
Heldigvis afhænger verdens gang ikke kun af eliter, gudskelov faktisk.
Man kan jo selv gøre noget: Stemme til pensionsvalgene til en start. Undersøge, hvem der stiller op, og hvad de mener. Derudover kan man jo også selv investere. Selv brugte jeg Arzrounis glimrende indsats i Deadline som et investeringstip, så jeg nu er indehaver af aktier i Boeing, Lockheed Martin og Raytheon Technologies.
Endelig kan man jo deltage i demokratiets evige hurlumhej, for eksempel ved at dele et fint billede med soldater ledsaget af det kraftfulde citat om at ”People sleep peaceably in their beds at night only because rough men stand ready to do violence on their behalf” på sociale medier. Skidt med, hvilken kendt forfatter det tilskrives. Det vigtigste er, at det er rigtigt.
