Debat

24.10.22

Premium

De unges problemer skyldes ikke “præstationskultur”

Stefan Agger: Det er næppe frygten for at underpræstere i skolen, der får så mange unge mennesker til at mistrives. Det er snarere overbeskyttelse – og især smartphones.

Vi ved det godt; der er noget med de unge. De har det tilsyneladende ikke så godt, som unge havde engang. De selvrapporterer i højere grad mistrivsel, stress og angst, og de har gjort det i stigende grad i de sidste mange år. Præcist hvor langt det går tilbage, har jeg ikke fundet en klar markør på, men der var en oplevet stigning allerede i 00’erne. Amerikanske tal for samme udvikling peger på et brud omkring 2010-2012, hvor tallene for unge med depression tog et kraftigt ryk opad.

Senest har emnet været en tur rundt i valgkampen med forskellige medfølgende politiske forslag, såsom gratis psykologhjælp til unge eller færre karakterer på ungdomsuddannelserne. Generelt er det dog ikke et særligt velegnet valgkampsemne, fordi udviklingen er usædvanligt kompleks at komme til bunds i, og valgkampe har som bekendt en tendens til at være en noget forsimplende prisme at se ting igennem.

Der er derfor god grund til at tage emnet under mere ordrig og nuanceret behandling og måske forsøge at rydde lidt ud i nogle af misforståelserne eller forsimplingerne.

Inden jeg kaster mig ud i det, er der dog grund til at understrege, at mit syn på unge og trivsel selvfølgelig er det pædagogiske syn fra en, der underviser unge til daglig, og at det dermed kan være anderledes end det syn, man kan finde hos folk, der forsker i problemstillingen, eller måske hos andre, der har politiske interesser i at fortolke tingene på bestemte måder.

Præstationskulturen?
Den primære tidsel i tænkningen om unges trivsel, som vi bliver nødt til at slå ned, er idéen om, at vi i Danmark har en præstationskultur. Det har vi ganske simpelt ikke.

Den første måde at undersøge det på kunne være via Geert Hofstedes store kulturundersøgelser på tværs af lande. Hofstede anvendte begrebet ‘masculinity’ til at måle, i hvor høj grad et lands kultur indeholder værdier som konkurrence, succes og præstationer, og kigger man på Danmarks placering her, så ligger vi ganske lavt, kun undergået af Norge, Sverige, Island og Holland (man kan selv kigge på landesammenligninger her). 

De fleste andre lande i verden lægger mere vægt på præstationer, end vi gør. 

Det modsvares da også fint af al den anekdotiske viden, jeg selv har samlet op gennem årene om skolesystemer og skolekultur i Kina, Japan, USA, Tyskland, Frankrig eller på de internationale skoler, f.eks. i Bruxelles. Ingen steder laver man mindre præstationspræget arbejde end i Danmark.

Ser jeg mere erfaringsbaseret på det, så er det heller ikke min erfaring, at danske gymnasieelever på nogen måde indretter deres liv efter at præstere i skolesystemet. Langt de fleste prioriterer skolearbejde ganske lavt, et sted efter kærester, venner, fester, kørekortsundervisning, ungarbejde og fritidsaktiviteter. Det er ikke unormalt, at lektier ikke læses eller kun læses sporadisk i bussen eller i frikvarteret inden den relevante time. Det er heller ikke unormalt, at afleveringer påbegyndes, dagen før de skal afleveres, og dermed bærer præg af et vist tidspres, når jeg efterfølgende retter dem.

Intet af det er overraskende eller noget, jeg vil lægge eleverne til last, det er bare sådan, ungdomslivet i Danmark ser ud. Det, vi kan konkludere på baggrund af de unges liv, er, at de ikke lever på en sådan måde, at vi sandfærdigt kan påstå, at der i Danmark findes en præstationskultur, hvis vi med kultur mener bestemte generelle samfundsnormer, der påvirker vores livsmåde.

I forlængelse heraf er der heller ikke noget, der tyder på, at karaktergivning skulle være hverken synderen eller noget gyldent politisk værktøj til at modgå den stigende mistrivsel. (Jeg skrev mere specifikt om karakterer her i 2019, hvis nogen vil have den vinkel uddybet.)

Socialkarakteren
Idéen om en socialkarakter er, at individer påvirkes af samfundets normer og udviklinger, på en sådan måde at generationer deler bestemte karaktertræk på tværs af individerne, og at disse karaktertræk er forskellige fra andre generationers fælles karaktertræk, fordi de netop blev formet i andre tider.

Socialkarakter er ikke det mest håndgribelige og målbare socialvidenskabelige begreb, men det kan alligevel være nyttigt som en paraply til at samle nogle forskellige samfundsudviklinger, som kan tænkes at påvirke unges trivsel. En anden pointe ved begrebet socialkarakter er, at det fremhæver, hvordan unges stigende mistrivsel formodentlig må have strukturelle årsager og ikke kun psykologisk individuelle årsager.

Hvor bredt den senmoderne socialkarakter kan findes, er uvist. Senmodernitet er et begreb, der oftest knyttes til Vesten i bred forstand og måske endda mest oplagt Nordeuropa og Nordamerika. Faktum er i hvert fald, at man i USA i hvert fald i en årrække har haft en debat, som ligner den danske ganske meget, så et dansk fænomen er det i hvert fald næppe.

Hvis man kort skulle fremhæve nogle træk af de unges socialkarakter, som kan være med til at forklare tendensen til øget stress og mistrivsel, så kan vi starte med det mest gennemtyggede sociologiske: Vi lever i en tid præget af individualisering, aftraditionalisering og refleksivitet; begreber, som i teorien sætter deres aftryk på unge på den måde, at de alene er ansvarlige for deres valg i livet, at der er meget lidt hjælp at hente, i forhold til hvad livet bør handle om, og at de i høj grad måler deres egne valg i en ængstelig skæven til, hvad andre måtte mene om dem. 

Det er kun teori, men det er nok ikke helt forkert at antage, at det for mange vil beskrive deres oplevelser. Hvis man f.eks. ser DR-dokumentaren Limbo – når sabbatår er fucked fra 2019, skabt af tre unge piger i deres første år efter gymnasiet, så er der i pigernes egen fortælling om dem selv og deres problemer med livet meget, der tyder på, at den senmoderne sociologi har fat i noget.

Psykologiprofessor Svend Brinkmann tilføjede på Facebook forleden den gode pointe til denne debat, at der er sket en psykologisering af sproget og de unges liv, forstået på den måde at vi som samfund i højere grad taler om det svære i livet med begreber hentet fra psykologien. Dermed sker der en sygeliggørelse af oplevelser, som er normale og almenmenneskelige, og de unge, der vokser op i sådan en kultur, mister evnen til at skelne mellem, hvornår de lider af psykiske problemer, og hvornår de bare er ramt af nogle af livets mere trælse sider. Vi skal dermed på den ene side tage alvorligt, at de har det mindre godt end unge i andre tider, men skal måske tage ord som ”stress” og ”angst” med et gran salt, når det er selvrapporteret og ikke diagnosticeret af fagpersoner. 

Jeg vil fremhæve to andre samfundsudviklinger, som jeg mener spiller en rolle for nutidens unge og deres trivsel, og som begge hører til i den pædagogiske afdeling:

For det første har de, der er unge i dag, i lavere grad været involveret i fri leg, mens de samtidig i højere grad er blevet beskyttet fra alt, hvad der kunne udgøre farer og risici. Den frie leg i naturen, i parcelhuskvarteret eller i byen findes i langt mindre grad nu end tidligere. Skolereformer, mere tid i SFO samt mere bekymrede forældre i et mere bekymret samfund har betydet, at den frie leg længe har været under pres. Fri leg er både det mest fysisk udfordrende og den mest robusthedsskabende form for leg, der findes, og den opstår kun, når legen foregår ukontrolleret af voksne. Når børn ikke længere i samme grad får lov til at udfordre sig selv og hinanden fysisk og socialt gennem legen, så mister de værdifulde erfaringer, som kunne ruste dem senere i livet.

Den anden pædagogiske udvikling er de store politiske og konkurrencestatsprægede reformer af uddannelsessystemet, som har sat kompetencer i centrum i stedet for viden. Hvis man kort skal forklare denne ændring og dens betydning, så kan man sige, at et skolesystem, der har mest fokus på viden, sætter verden og dens fænomener over eleverne: De bringes i kontakt med tingene uden for dem selv, og de lærer, at verden er større end dem, og det gælder derfor om at tilegne sig viden om, hvordan verden er. I et skolesystem med kompetencer i fokus rettes blikket hele tiden ind i eleverne, fordi kompetencebegrebet spørger til den enkelte elevs anvendelse af stoffet. 

Derudover har det konkurrerencestatsprægede skolesystem i højere grad akademiseret både folkeskolen og ungdomsuddannelserne, ligesom det har medført et større fokus på tværfaglighed og projektarbejde. Alt sammen noget, som gør skolearbejdet mere komplekst og frustrerende for eleverne, fordi både arbejdsmetoder og mål er uklare og abstrakte. 

Summen af det hele er, at skolens øgede kompleksitet og individfokus skubber i den forkerte retning, når det handler om trivsel og følelsen af at kunne overskue de opgaver, livet byder på som ung. 

Skærmelefanten
Så kommer vi endeligt til elefanten. Det store dyr, der har møvet sig ind i alle unges rum: smartphones og sociale medier. Spørger du mig, så er det her, det for alvor går galt. 

Det erfaringsmæssige først: 

Jeg kan sagtens selv mærke det. Den følelse af ubehag, irritation og dårligt humør, der kommer snigende, hvis man kommer til at sidde lidt for længe og glo på de sociale medier. Man trættes af de andres dumhed, man føler jag af misundelse af deres succes, man føler momentvis lede ved eget kedelige liv, når man sammenligner egen livsvalg med deres. Hvis man ovenikøbet selv poster opslag, så kommer usikkerheden og trangen til likes oveni. Kan de nu lide det, jeg skrev, eller de billeder, jeg lagde op?

Jeg kan også mærke det meget direkte hos min ældste datter. Afhængigheden. Det dårlige humør, den afstedkommer. Hvis ikke vi sætter grænser, så er der næsten ingen stopknap på, hvor længe hun ville sidde passivt og kigge på sin telefon. Det er uhyrligt og uhyggeligt. Jeg forbander nogle gange verden for, at det er denne barndom og ungdom, mine børn oplever, og ikke den, jeg var så heldig at få i 80’erne og 90’erne.

Og så kan man selvfølgeligt mærke det på gymnasiet. Skærmene, telefonerne og de sociale medier er tidens største pædagogiske og didaktiske udfordring. Telefonerne er klistret til elevernes hænder på alle de tidspunkter, hvor det ikke styres, og selv når man tror, man styrer det, så gør man ikke altid alligevel. Fællesskaber og klasser er sværere at skabe, når alle sidder inden timen og kigger ned i telefonen. Afleveringer er sværere at skrive med konstante afbrydelser. Undervisning er svær at få udbytte af, når man samtidig modtager 20-30 Snapchat-notifikationer.

Facebook blev lanceret midt i 00’erne. Smartphones blev bredt udbredt i starten af 10’erne. Likes som fænomen blev introduceret af Facebook omkring 2012. Det er jo ikke raketvidenskab at sammenholde de to tidslinjer for unges trivsel og for SoMe og iPhones. Korrelationen er klar. Hvad med kausaliteten?

Jo, det har vi også. En større britisk undersøgelse beskrevet i Zetland understreger, at sociale medier både har negative og positive sider, men ender med at konkludere, at for lang tid på sociale medier er skadeligt for unges sundhed og trivsel.

Den danske læge og forfatter Imran Rashid postede forleden to studier, der begge viste årsagssammenhæng mellem henholdsvis skærmtid og mistrivsel samt brug af Facebook og mental trivsel.

Og det er bare enkelte nedslag. Forskningen lader til at understøtte hverdagsempirien, når det handler om at leve en for stor del af livet på skærme og sociale medier.

Unges stigende mistrivsel er altså et mangefacetteret fænomen, som ikke umiddelbart tilbyder nemme muligheder til handlelystne politikere. Man kan næsten være så kedelig at påstå, at emnet har brug for en kommission. 

Men skal man alligevel slå et slag for unges velbefindende, så kunne man i hvert fald sikre sig, at skoler og ungdomsuddannelser har retten til helt at forbyde smartphones i skolen, og man kunne fra Undervisningsministeriet foreslå, at både folkeskoler, gymnasier og erhvervsuddannelser slår hårdere ned på brug af telefoner i skoletiden. Det vil i hvert fald være mere velkomment end Sundhedsstyrelsens nylige indblanding i, hvordan vi på gymnasierne skal holde fester.

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

49

Normalpris 99 kr./md.
Afmeld når som helst

Årlig betaling

79

Spar 20% med årsabonnement
KUN 948 kr./år

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Støt Kontrasts arbejde med at styrke den borgerlige debatkultur og dagsorden