Inden for forskning om kønsbaserede fordomme og sexisme er værktøjet the Ambivalent Sexism Inventory (ASI) et af mest kendte og udbredte.
ASI opererer med to grundformer inden for sexisme: Fjendtlig sexisme, som dækker over decideret modvilje og antipati mod kvinder, og så godmodig sexisme, hvor mænd på den ene side sætter pris på arketypisk feminine kvinder og på den anden side paternalistisk forsøger at beskytte dem.
Udsagn, som koder for fjendtlig sexisme, kan således være ”kvinder har ingen ære,” eller ”kvinder er først tilfredse, når de kan kanøfle deres mænd”. Omvendt kan udsagn, som koder for godmodig sexisme, være ”enhver mand bør have en kvinde, han beundrer,” eller ”mænd er ufuldstændige uden kvinder”.
Som det ses, er der tale om to vidt forskellige former for sexisme. Alligevel er samtlige vesterlændinge født efter 1970 opfostret med en idé om, at al sexisme er skidt, og at begge sexismer er dårlige.
Har man fulgt Henrik Dalhs (LA) og Morten Messerschmidts (DF) opgør med venstreorienteret aktivisme på universiteterne, ved man, at mange forskeres ideologiske udgangspunkt er vidt forskelligt fra den almene befolknings.
Det gælder også for forskning i sexisme, hvor forskernes udgangspunkt næsten altid er, at den godmodige sexisme er noget værre noget. Samtidig viser deres data dog oftest det modsatte – ja faktisk at den godmodige sexisme er sexismen, som kvinder elsker.
Forskning giver vredne hænder
Således er forskning kommet frem til, at kvinder har mere favorable opfattelser af mænd, som udviser godmodig sexisme, samt at kvinder foretrækker mænd, som udviser godmodig sexisme. Forskning har også opdaget, at kvinder finder mænd, som udviser godmodig sexisme, mere tiltrækkende, samt at de mænd generelt har haft flere partnere tidligt i livet.
Forskning har ligeledes vist, at kvinder oftest ikke opfatter godmodig sexisme som noget negativt, samt at kvinder generelt ikke bliver provokeret af godmodig sexisme, på samme måde som de gør af den fjendtlige. Ikke desto mindre omtales disse forskningsresultater med hændervriden fra forskerstanden selv. Det er jo ikke det, kvinder efter deres ideologiske forudindtagethed burde mene.
Eftersom godmodig sexisme ufravigeligt består af en stribe kønsbaserede fordomme, kan der ikke være tvivl om, at den godmodige sexisme vitterligt er en sexisme. Men når nu kvinder alligevel foretrækker den, må forskerne ty til forklaringer om falsk bevidsthed.
Kvinders præference for mænd, som udviser godmodig sexisme, må således bortforklares som en ”misforståelse” og en ”fejlopfattelse” – kvinder er simpelthen ifølge disse forskere for dumme til at forstå, hvad de burde ønske sig i en partner.
Hvordan denne villighed til at kritisere kvinder for deres udtalte præferencer kan opfattes som acceptabel af en faggruppe, som ellers finder det forkasteligt at kritisere muslimer og andre minoriteter for deres udtalte præferencer, må stå hen i det uvisse.
En påstand om kønsulighed
Flertallet af kvinder har altså udtalt positive opfattelser af mænd, som udviser godmodig sexisme. Men blandt feminister og feministisk inspirerede forskere er sagen en anden.
Sidstnævnte ser – i modstrid med kvinder generelt – den godmodige sexisme som nedgørende og umyndiggørende. De bryder sig heller ikke om den godmodige sexismes opfattelse af, at mænd og kvinder er forskellige, men komplimentære. De ønsker sig i stedet, at roller og arbejdsbyrder fordeles ligeligt i heteroseksuelle forhold.
Skulle deres kritik af den godmodige sexisme koges ned til ét ord, ville det være, at den godmodige sexisme fører til kønsulighed. Det er ikke tilfældigt, at 90’er-feministernes hadeobjekt nummer ét på sociale medier er kvinder, som går hjemme og udlever traditionelle kønsroller i samspil med deres mand – de såkaldte trad wives.
Her skal man blot huske, at forskning igen og igen har haft svært ved at vise, at kvinder oplever større lykkefølelse ved at forfølge en karriere på lige fod med deres mænd. Måske er den slags feminister, som sender hadbeskeder til trad wives og propaganderer for kvinder, at godmodig sexisme er nedgørende, en forsvindende minoritet, som med større eller mindre held fører krig mod det traditionelle heteroseksuelle parforhold, som både mænd og kvinder synes at sætte pris på?
Det ville i så fald forklare, hvorfor forskning også har vist, at kvinder er mindre tilbøjelige til at bruge kondom, når de er sammen med mænd, som udviser godmodig sexisme. Samt at ikke-feministiske kvinder var mere tilfredse med deres partner, når han udviste klassisk maskuline træk i forholdet.
Selv den statssponsorerede, politisk korrekte forskning kommer således snublende tæt på at bekræfte den højreorientede one-liner om, at feminisme er ufeminine kvinders krig mod kvinder, som flertallet af kvinder nu er.
Om dét nu også er 100% sandt, kan man selvfølgelig mundhugges om. Men at den godmodige sexisme er sexismen, kvinder elsker, kan der næppe herske tvivl om.
