Det er ikke alverden i ligestillingsdebatten, der har handlet om mænds ligestilling. Det skyldes ikke mindst, at mænds ligestilling strider mod den politiske prioritering, herunder hvem der modtager statsstøtte på ligestillingsområdet. Næsten hver eneste krone ud af et trecifret millionbeløb, som blandt andet går til professionelle kommunikatører, lobbyister og andre, lander nemlig i lommerne på feministiske interesseorganisationer, såsom Kvinfo, Sex og Samfund, LGBT+ Danmark.
Alligevel vedtog Folketinget torsdag d. 4. april Lovforslag 104 om, at partnervoldsofre også skal have ret til hjælp, hvis de er mandlige. Med vedtagelsen gør Danmark op med sin hidtidige diskrimination mod mandlige partnervoldsofre, som ellers kunne stille spørgsmålstegn ved Danmarks dedikation til Menneskerettighedernes krav om ret til ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn.
Det er en positiv udvikling, som også understreger det manglende fokus på mænds rettigheder i samfundet hidtil. Betænk blot, at denne rettighed ikke har eksisteret, mens debatten om partnervold har raset i medierne og debattrådene de senere år. Heller ikke selvom mænd ifølge regeringens egne tal udgør ca. 45 pct. af danske ofre for fysisk partnervold hvert år.
Alligevel kan man ikke nødvendigvis tolke udviklingen som politisk velvilje; dertil var presset på både Socialdemokratiet og venstrefløjen for stort, efter at lignende forslag blev nedstemt af samme i både 2019 og 2021. I stedet åbner mænds ligestilling for et helt nyt og attraktivt, økonomisk felt af muligheder.
Ligestilling eller feminisme?
Hvor de enorme pengesummer til ligestilling fra staten tidligere har været forbeholdt kvindesagen, åbnes nu op for nye penge til en – mindre – mandesag. Det indebærer nye muligheder på et felt, som Weekendavisen har kunnet afsløre, i forvejen er plaget af mindre end godhjertet indsats.
Dét sker i kølvandet af en mærkbar slagside i debatten, hvor også initiativer som kønskvoter, samtykkelov og øremærket barsel er blevet indført uden blik for, hvad disse initiativer måtte have af konsekvenser for mænd og drenge, herunder en ny omvendt bevisbyrde i retssystemet. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har hidtil afvist kritikken uden at undersøge den nærmere.
Ligeledes falder kønskvoterne sammen med en omfattende, international undersøgelse, som viser, at mandlige ansøgere siden 2010 statistisk set er blevet mere diskriminerede imod end kvindelige. Det har Liberal Alliances ligestillingsordfører Solbjørg Jakobsen, indkaldt ligestillingsminister Marie Bjerre (V) i samråd om, da dette stiller spørgsmålstegn ved kønskvoternes lovlighed.
Årsagen til denne skævhed i debatten flugter med skævheden i bevillingerne til aktører på området, navnlig interesseorganisationer. Et andet konkret tegn på en skæv debat er, at Dansk Journalistforbunds guide direkte opfordrer fagforbundets medlemmer til at »afspejle og understøtte den ny samtykkelov«, dvs. til det modsatte af et kritisk blik.
Denne ensidighed i debatten favoriserer feministerne. Det betyder også, at man ikke i debatten har mulighed for at sammenligne kvinders ligestilling med mænds ligestilling, hvilket ellers er en forudsætning for overhovedet at kunne tale om ligestilling som sådan. Dette har den feministiske bevægelse ikke formået, trods stigende og nu særdeles omfattende system- og samfundsforankring siden 1968.
Dét kommer næppe til at ændre sig. Den feministiske ideologis hensyn til mænd, drenge og maskulinitet er stærkt begrænset. Man har overset mange særdeles alvorlige problemer for mænd og drenge, hvoraf blot ganske få er beskrevet her.
Det ændrer dog ikke på, at feministiske NGO’er nu får en gylden mulighed for at udvide deres forretning på området, og endda benytte mænds ligestilling som løftestang for egne agendaer. Eksempelvis har mandlige partnervoldsofre ikke haft juridisk ret til hjælp. Den feministiske analyse er tydeligvis uegnet til at arbejde med mænds ligestilling.
Men man kan heller ikke antage, at det er mænds ligestilling, der arbejdes for, når man i sådan et tilfælde insisterer på, at det er “stereotyper”, der er problemet. Det fremmer udelukkende en politisk agenda, som er feministisk.
Forhøjet risiko for kidnapning
Netop det manglende blik for mænds ligestilling bunder i en klar, ideologisk interesse. Hvis f.eks. de førnævnte, mandlige partnervoldsofre i store tal kan få hjælp, falder det feministiske verdensbillede af partnervold – som et resultat af et strukturelt ”patriarkat” til jorden. Med et brag.
Sker det, vil de feministiske NGO’er naturligvis miste status. Uden fortællingerne om massiv kvindeundertrykkelse er der ingen rimelig grund til, at disse interesseorganisationer overhovedet får statsstøtte. De vil ikke have noget at gøre op med. Opgaven for disse interesseorganisationer er – på det tidspunkt, hvor danske kvinder har opnået ligestilling med danske mænd – at melde opgaven gennemført og groft sagt lukke sig selv. Det har ingen ansat nogen interesse i, da det vil betyde tab af indtægt og livsgrundlag.
I stedet vil man sandsynligvis forsøge at overtage mænds ligestilling også og tiltrække yderligere statsstøtte, imens man, givet muligheden, sandsynligvis vil forsøge at løse opgaven på en særdeles uhensigtsmæssig måde. Hvis da overhovedet.
Tydeliggørelsen af et behov for mænds ligestilling risikerer derfor at medføre, at mænds ligestilling bliver kidnappet af aktører, der allerede har vist sig uegnet til sagen. Dét ville være tragisk for udsatte mænd og drenge i Danmark. Og det ville være endnu en massiv politikfejl i en lang række på ligestillingsområdet.
På nuværende tidspunkt kan vi dog glæde os over, at partnervoldsofre blandt danske mænd har tilkæmpet sig ret til hjælp på lige fod med kvindelige ofre. Det manglede vitterligt også bare.
