Sektordimensionering for velfærdsstatens skyld er gammeldags planøkonomi
Liberal Alliance tager ikke afstand fra det planøkonomiske tiltag, som sektordimensionering er. Løsningen er hentet ind fra det gamle Sovjetunionen til at løse et problem, der åbenlyst skyldes velfærdsstatens generøsitet.
Debatten om dimittendledigheden er blusset op, og der bliver stillet skarpt på, om vi uddanner for mange akademikere i Danmark. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt staten skal have en aktiv rolle i at regulere optaget på universiteterne?
Dimittendledighed er et symptom på en forfejlet incitamentsstruktur i vores uddannelsessystem og det skal absolut ikke løses fra centralt hold ved, at staten dikterer og styrer unges uddannelsesvalg ud fra arbejdsmarkedets behov.
Den nye sektordimensionering på universiteterne er i bund og grund et forsøg på at diktere unges fremtid gennem central planlægning – praktisk talt planøkonomi i uddannelsessystemet på et niveau, der ville gøre Sovjetunionen grønne af misundelse.
Så når Liberal Alliance og Sandra Skalvig flirter med idéen om at begrænse optaget på bestemte uddannelser baseret på statens opfattelse af efterspørgslen i samfundet, bør det løbe koldt ned ad ryggen på liberale danskere. Ved at gribe ind på den måde reducerer man universiteterne til instrumenter for arbejdsmarkedspolitik snarere end institutioner for dannelse og faglig udvikling.
Sektordimensioneringen bliver et forsøg på at skubbe unge mennesker ind i forudbestemte kasser styret gennem bureaukratiske vurderinger af, hvad der er 'nødvendigt' for samfundet. En retorik, der er sammenlignelig med Kaare Dybvads idé om, at folk skal blive flere timer på arbejdsmarkedet for velfærdsstatens skyld (note 1).
At lade politikere planlægge arbejdsmarkedet gennem politiske beslutninger er en økonomisk model, som historien har vist os, ikke fungerer – og et liberalt parti burde tage klar afstand fra det.
Det burde i stedet for handle om incitamentsstrukturen. Vi skal kigge mod at lade den studerende tage et større ansvar for sin uddannelse, fremtidssikre sig selv og sin egen mulighed for på sigt at få et arbejde. Uddannelse skal være en personlig investering – ikke en økonomisk fordel drevet af statsstøtte.
Derfor bør det indlysende være at afskaffe den generøse SU, som velfærdsstaten udsteder. Hvis studerende selv bærer et økonomisk ansvar, vil deres uddannelsesvalg i højere grad afspejle samfundets behov, da ingen har interesse i at uddanne sig til arbejdsløshed.
At justere uddannelsesoptag er en overfladisk løsning på et dybere problem og fortidslevn fra en tid, hvor staten mente at kunne forudse alt. Det er ikke vejen til værdifulde uddannelser eller et funktionelt arbejdsmarked. Hvis vi virkelig ønsker et frit samfund, må vi afskaffe politisk detailregulering, også af unges uddannelsesvalg. Derfor skal vi lade dem tage ansvar for deres egen uddannelse og droppe sektordimensioneringen.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/kaare-dybvad-bek-det-er-okay-hente-sine-boern-som-den-sidste
