Med stadig voksende misfornøjelse har jeg som både borgerlig og særdeles wokekritisk fulgt debatten om dragshows på Frederiksberg Bibliotek, hvor store dele af det wokekritiske borgerlige Danmark har præsteret en overreaktion, der ikke mindst skyldes en ukritisk import af nogle af de værste elementer af den amerikanske kulturkrig. Særligt forstemmende er de vedholdende anklager om grooming rettet mod drag-performere, der 1:1 synes hapset ud af en amerikansk kontekst. 

Uanset hvad man i øvrigt mener om dragshows for børn eller voksne, er det gevaldig svært at se, hvad der kan retfærdiggøre en sammenligning mellem folk, der søger at påvirke børn med henblik på seksuelle overgreb, og så et dragshow på et bibliotek, hvor det virker mere end svært at sandsynliggøre, at nogle af performerne ønsker at forgribe sig på de mindreårige tilskuere.

Hvis man skal tale om grooming i den kontekst, så kræver det altså, at begrebet omfortolkes til uigenkendelighed, så det ikke involverer seksuelle overgreb, men i stedet er en slags postuleret overgreb i form for nudging af folk i retning af transkønnethed og/eller generel normløshed. Hvilket unægtelig er noget ganske andet end at forgribe sig på mindreårige for egen seksuel tilfredsstillelse, og som naturligvis er den association, som langt de fleste vil få af anklager om grooming. 

En del af tendensen

Selv hvis man antager, at dragoplæsninger af børnebøger har den effekt – hvad jeg tvivler på – er koblingen mellem forberedelse af ulovlige seksuelle overgreb og glimmershows på et bibliotek åbenlyst useriøs og minder om dele af venstrefløjens forsøg på at sidestille alt, man ikke kan lide, med nazisme gennem skamløse omdefinitioner af ordets gængse betydning. Særligt da pædofili oplagt og helt rimeligt betragtes som en af de mest graverende forbrydelser, man kan begå. 

Og naturligvis kan man sagtens påpege, at dragshows for børn er et udslag af en tendens, der i sit udgangspunkt er særdeles woke, og at intentionen absolut – i mange henseender – er politisk, uden dermed at sammenligne nogen med seksualforbrydere.

Og jo, der er ingen tvivl om, at dragoplæsninger for børn både er opstået og promoveret som en del af en bredere identitetspolitisk tendens og altså i høj grad båret af ideologi og aktivisme. Fænomenet er vokset ud af San Franciscos voldsomt aktivistiske seksual- og kønspolitiske miljø og i mange sammenhænge helt åbent præget af normkritisk og identitetspolitisk aktivisme.

Den kan man så finde forfærdelig, fantastisk eller harmløs, men at der er tale om en aktivistisk tendens, er der ingen vej uden om. Vil man gøre sig bekendt med det ideologiske projekt, kan jeg anbefale forskningsartiklen Drag pedagogy: The playful practice of queer imagination in early childhood. 

Den er skrevet af lektor i kritisk pædagogik Harper Keenan og dragperformeren Lil Miss Hot Mess, der i artiklen beskriver sig som “among the founding queens of Drag Queen Story Hour, and currently serves in its leadership”.

Her er rimeligvis tale om folk, som har ganske godt styr på tankerne bag dragoplæsninger for børn.

Artiklens forfattere gør det allerede indledningsvist klart, at sådanne dragshows på “unik vis” balancerer på grænsen mellem queeraktivisme og bred kulturel accept, og at disse shows har et både aktivistisk, normkritisk og politiske sigte. Forfatterne fremhæver også, at:

“Vi mener, at DQSH tilbyder en invitation til dybere offentlig engagement med queer kulturproduktion, især for små børn og deres familier. Det kan være, at DQSH er "familievenligt", i den forstand at det er tilgængeligt og indbydende for familier med børn, men det er mindre en rensende kraft, end det er en forberedende introduktion til alternative former for slægtskab. Her er DQSH "familievenligt" i betydningen "familie" som en gammeldags queer-kode for at identificere og forbinde med andre queers på gaden.” 

Det “familievenlige” skal altså, ifølge forfatterne, mere forstås som en “forberedende introduktion til alternative former for slægtskab” end som en type underholdning særligt målrettet familier i den mere konventionelle forstand.

Her kan man naturligvis sige, at jeg ikke kan vide, om man har været opmærksomme på de mere ideologiske aspekter, som ligger bag fænomenet, på Frederiksberg Bibliotek. Måske, måske ikke. Men på sin vis spiller det ikke så afgørende en rolle, som mange mener.

Sæbeboblisering 

I et frit samfund må man gerne holde arrangementer på biblioteket, og her kan jeg også fravælge at høre foredrag med Carsten Jensen og Hanne Vibeke Holst, hvis jeg synes, deres politiske perspektiver er trælse at høre på. Det samme gør sig gældende i forhold til bogoplæsninger af mænd i dametøj, hvor enhver kan blive væk og holde børnene væk.

Og bedømt ud fra såvel foromtale som billeder fra arrangementet har jeg ingen grund til at tro, at arrangementet på Frederiksberg var seksuelt eller striplignende. Det ser primært ud til, at det har været noget med sæbebobler og Disney-sange.

Men når man fra tilhængernes side postulerer, at dragshows nærmest per definition skulle være afseksualiserede, er det imidlertid også en kende letkøbt. Dragkulturen er opstået i det amerikanske homoseksuelle natklubmiljø, og den komiske effekt i sådanne shows har i allerhøjeste grad historisk set været baseret på en seksualiseret humor, der som en selvfølgelighed har været en integreret del af performancen i temmelig mange sammenhænge. 

Noget der i øvrigt også afspejler sig i mange dragqueens‘ valg af navne, hvor seksuel tvetydighed ikke ligefrem har været en sjælden undtagelse. Det er der i øvrigt ikke noget som helst galt i – humor og performances, der inddrager sex og kønsorganer, er som regel sjovere end dem, der ikke gør (jeg er tidligere satiriker, og det er et objektivt faktum, dixi!).

Dermed ikke sagt, at ethvert dragshow er seksualiseret. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der foregår masser af børneoplæsninger – formodentligt langt, langt de fleste – som ikke rummer antydningen af seksualisering, som intet altså heller tyder på foregik på Frederiksberg Bibliotek. 

Men at vedkende sig den historiske arv er naturligvis lige så oplagt som at konstatere, at eksempelvis poledancing også har en seksualiseret historie (noget, som også blev problematiseret, da man så dette henvendt til børn i Danmark) selvom poledancing utvivlsomt også kan udlægges som en harmløs og sjov motionsform.

En anelse misforstået

I USA og Storbritannien har man da også flere gange set, at shows, der enten har været henvendt til børn, eller hvor børn har været velkomne, har været særdeles seksualiserede. I England var det for nylig en større sag, da et temmelig eksplicit show blev holdt foran småbørn, og i USA mistede et hotel for nylig sin alkoholbevilling for et show, hvor flere mindreårige kunne se simulerede aborter, samlejer og onani samt høre en julesang med teksten “I’ll sit on his lap, he can put his milk and cookies all between my gap.”

Men igen, som det allerede fremgik af foromtalen (som Rasmus Ulstrup og jeg diskuterede allerede inden showet – hør fra ca. 16 min.), så var det ingenlunde det, som der blev lagt op til på Frederiksberg Bibliotek. Det er muligt, at der også i Danmark er blevet afholdt eller vil blive afholdt arrangementer til børn, som er seksualiserede, men intet tyder på, det var tilfældet på Frederiksberg, hvorfor reaktioner, som jeg gætter på skyldes eksponering for seksualiserede shows i udlandet, virker en anelse misforståede i en dansk sammenhæng.

Det tætteste, som jeg har kunnet finde på noget, der lugter eksplicit woke, var et statement om, at de 6-12-årige kunne tegne deres egen “(selvvalgte) familie-potteplante”, hvilket da kan udlægges som et ekko af den tidligere citerede forskningsartikels udsagn om at socialisere børn ind i en bredere “queer-familie”. Men hvis en potteplanteudsmykning virkelig er det, man vil hænge sin hat på i forhold til at defunde folkebiblioteker for ekstremt ideologisk virke, så mener jeg, man har en dårlig sag. 

Hvis man, som jeg, anser det for altovervejende plausibelt, at socialt køn for langt, langt de fleste er en funktion af biologisk køn, så er det nok næppe en potteplantedekoration, som får nogen til at ønske eksempelvis juridisk eller biologisk kønsskifte. Så skrøbelige tror jeg, trods alt, ikke, børn er – heller ikke anno 2023.

Men hvis man oprigtigt frygter, at sådanne oplæsninger og shows negativt præger børn, så kan man naturligvis som ansvarlig forælder blive væk, da det – i modsætning til eksempelvis Normstormere i folkeskolen – ikke er en del af et obligatorisk undervisningstilbud eller andet påtvunget hverken børn eller voksne. 

Og jeg formoder, at de fleste borgerlige er enige om, at børn først og fremmest er forældrenes, ikke statens ansvar.