Sjældent er en skole kommet under så meget beskydning, som Herlufsholm er det i øjeblikket. Vinklerne har været mange, men alle er enige om, at det er skolen, der har svigtet.
Men måske er det selve idéen om en kostskole, der er problemet i sig selv, alene af den grund at kostskoler delvist fungerer ved at være aftagere af børn, som forældre parkerer, fra børnene er 11 år, så de selv kan fortsætte deres kosmopolitiske liv med udlandsrejser og international forretning.
Hvad gør man egentlig ved sine børn, når man aktivt vælger at udlicitere hovedparten af samvær, opdragelse og kærlighed til professionelle lærere og klassekammerater? Den almindelige borgerlige kritik af velfærdsstaten går på, at professionelle pædagoger og lærere aldrig kan erstatte den ægte kærlighed fra forældre og familien. Men med kostskoler er det paradoksalt nok noget helt andet. Her tror folk, at ældre elever og professionelle lærere godt kan erstatte forældrenes betydning.
Det skal selvfølgelig siges, at der er mange børn, der begynder på kostskole, fordi det er en god mulighed for at få en frisk start på livet. Som flere unge har bevidnet i medierne de sidste par dage, var Herlufsholm deres redning fra folkeskolen, hvor de ikke trivedes. Der er også mange forældre, der af forskellige årsager vurderer, at det vil være bedst for børnene at komme væk hjemmefra. Glimrende for dem.
Men betragtet ud fra at der godt nok er en del børn, der begynder på kostskole, fordi forældrene så kan lave en masse andet, undrer det vel næppe, at der også sker en masse mobning, vold og krænkelser på kostskolerne.
Kostskoler som Herlufsholm styrker samtidig det fænomen, som man kalder peer orientation, og som gør sig særligt gældende i vor tid. Peer orientation betyder grundlæggende, at børn og unge orienterer sig i forhold til hinanden i stedet for deres forældre. Ved sådan en social kultur, hvor peer orientation gør sig gældende, er det jævnaldrende børn og unge, der er inspirationskilden for ens moralske værdier og normer.
Her opstår det store spørgsmål, om det er sundt eller skidt at orientere sig efter sine jævnaldrende frem for forældre, når ens jævnaldrende er børn, der ofte er blevet smidt på kostskole, fordi forældrene har travlt, eller fordi der er problemer i hjemmet eller anden ulykkelig årsag.
Og ikke nok med det: Herlufsholm har sat peer orientation i system. Gennem præfektordninger har man gjort det officielt, at børn og unge skal opdrages af hinanden frem for af voksne autoriteter. En tvivlsom ordning, når børnene på kostskole i forvejen mangler deres forældre som pejlemærker for tilværelsen.
Måske det ville være bedre, hvis det var voksne lærere, der tog det fulde ansvar for opdragelsen. Eller endnu bedre: At det var forældrene, der tog opgaven på sig, til deres børn var voksne. Sådan som man normalt forstår forældreskab.
Men måske tager jeg helt fejl. Måske skulle vi udbrede idéen om unge-opdrager-unge endnu mere og sikre, at det er 9. klasse i folkeskolen, der opdrager de yngre elever. Så ville deres hjerter i hvert fald blive hærdede ret hurtigt, og erhvervslivet efterspørger jo også robuste medarbejdere.
