Endnu engang oplever vi, at man i et demokratisk land ikke kan udtrykke sine holdninger uden at skulle være bange for liv og helbred. Hvor demokratisk er det?
Hvad der skete lørdag lidt efter klokken 18 lokal tid i byen Butler i delstaten Pennsylvania i USA er et eksempel på, at demokratiet er under pres.
Der blev skudt under et valgmøde, præsidentkandidaten Donald Trump blev ramt, én blev dræbt og flere sårede. Politiet har en teori om, at det var et attentatforsøg, altså et mordforsøg på Donald Trump på baggrund af politiske holdninger.
I Danmark har vi ikke oplevet noget så voldsomt endnu, men i princippet er det ikke meget anderledes. Vores demokrati er også under pres på grund af stigende utryghed, et voksende antal trusler, som sendes ud via de sociale medier og en rå og kompromisløs tone i gadebilledet og i debatten.
Højtstående politikere i Danmark må leve med PET-vagter omkring sig store dele af døgnet på grund af den fare, nogle kommer i, når de vælger at være politisk aktive.
Skal man virkelig ofre sin fredelige og trygge tilværelse, når man vil kæmpe politisk for det, man mener er bedst for sit land? Det mener jeg ikke, man skal. Det skal vi gøre noget ved.
Og det er ikke kun de helt store og meget kendte politikere, som for eksempel statsministre, der oplever chikane og trusler. Det er alt fra lokalpolitikere til partiformænd.
Politikere modtager hele tiden dødstrusler, bliver udsat for hærværk, chikane, trusler om vold og meget mere.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor nogle danskere mener, at det er i orden at opføre sig sådan overfor et andet menneske på baggrund af politisk uenighed. Det er ekstremt sørgeligt hvor mange eksempler der er.
Statsministeren der bliver overfaldet på åben gade, lokalpolitikere der får smadret deres biler. Vi ser en stigning i denne form for opførsel. Det er langt fra okay og dybt foruroligende.
Og over nettet modtager folketingsmedlemmer grusomme vold- og dødstrusler på både sig selv og børn. Folk gemmer sig bag en skærm, sociale medie skaber dem en form for anonymitet, så de ikke er bange for at sende trusler og hadefulde beskeder.
Kigger man på et Facebook opslag fra en politiker, er kommentarfeltet ofte fyldt med grove beskeder. Vi har som borgere al ret til at række ud til politikeren, prøve at ændre deres synspunkt og deltage i en debat.
Men hvorfor skal det være så hårdt? Hvad er det, der gør, at trusler om vold, grove beskeder og så videre myldrer frem?
Jeg tror, at det blandt andet kan handle om, at politikere er glade for at komme med skarpe udtalelser, der kan starte en debat, hvilket sætter pisset i kog hos nogle.
Vi ser ofte, at et af disse emner, der sætter i gang, er for eksempel udlændingepolitik. Et emne som rammer en stor gruppe.
Det kan handle om, at de udlændinge, der bliver diskuteret, ikke føler sig som en del af dette samfund. Derfor mener de ikke, at de behøver deltage i en politisk dialog.
Det kan også handle om, at de som leverer den grove opførsel, er i en omgangskreds, der promoverer vold. De er vokset op med, at det er den eneste måde at kommunikere med ”modstandere” på.
Vi bliver nødt til at få folk til at indse, at man kan blive hørt uden at udstikke trusler om vold eller anvende vold. At det faktisk er en mere effektiv måde at ændre tingene på at tale om det.
Derfor skal dette emne drøftes meget mere og nå ud til dem, der har brug for at ændre adfærd.
