Når du bruger din telefon, kan du være sikker på, at nogen følger med. Det samme kan du, når du bruger din computer. Betaler du med kort eller MobilePay, registreres dit køb. Det samme gør dine rejser, når du bruger Rejsekortet, og dine besøg hos lægen, når du bruger dit sygesikringskort. Selv din gåtur om søndagen har du ikke for dig selv, medmindre du lader telefonen blive hjemme og holder dig langt fra byens mange overvågningskameraer.

Sådan var det ikke for bare et par årtier siden. Noget afgørende er sket, og det er sket hurtigt. Noget, som har med forholdet mellem det private og det offentlige at gøre.

Privat er det, der ikke angår offentligheden. Ordet stammer fra latinske privatus, som betyder ’adskilt fra det offentlige’. Det private markerer det offentliges grænse, ligesom det offentlige markerer det privates. De to sfærer er hinandens modsætninger og defineres gensidigt som hinandens spejlbilleder. Det, der er offentligt, er ikke privat. Og vice versa.

Summen af det private og det offentlige er uforanderlig. Alt tilhører enten den ene eller den anden kategori. Men det er forholdet mellem det private og det offentlige ikke. Den ene sfære kan over tid blive større på den andens bekostning.

Og det er det, der er sket. I et sært samspil mellem nye teknologier og ændret adfærd har grænsen mellem det private og det offentlige flyttet sig i en grad, så man må tale om det privates kollaps.

En væsentlig del af forklaringen synes at være digitaliseringen. Havde man sagt til nogen i 90’erne, at mennesker inden længe frivilligt ville dele personlige informationer og billeder af sig selv med hele verden på digitale platforme, ville de have leet ad idéen. Det var dengang, man ikke sagde sit cpr-nummer for højt, og det ikke ragede nogen, hvad man brugte sine penge til.

Nu er kontanterne i færd med at blive udfaset. I netbanken kan man se, præcis hvad man har købt, hvor man har købt det, hvornår man har købt det, og hvad det kostede. Det kan bankrådgiveren også, hvilket i 90’erne ville have udløst et ramaskrig. I dag godtager de fleste denne offentligisering af det private forbrug uden så meget som at trække på skulderen. Friheden til at betale for noget, uden at andre kan følge med, er tæt på at forsvinde. Når den sidste seddel er vekslet til et tal på en computerskærm, er det sket. Så er betalinger ikke længere private. Så er de offentlige.

Det samme ses i andre sfærer. Når eksempelvis et fænomen som MeToo opstår, sker det som konsekvens af, at noget, som før var privat, er blevet offentligt. Ja, i en vis forstand er MeToo ikke spor andet end en indikator på, at grænsen mellem det private og det offentlige har flyttet sig.

Hvor arbejdslivet og privatlivet før var adskilte sfærer med adskilte normer, adskilte regler, adskilte sanktioner og adskilte konsekvenser, kort sagt var adskilte verdener, har det privates kollaps betydet, at privatlivet ikke længere vejes på privatlivets vægt, men på det offentliges. Det er denne ændring, ikke et hashtag på sociale medier, der har ført til mandlige politikeres fald. Meget af de, de gjorde, var inden for reglerne, så længe det tilhørte det privates sfære. Men da den faldt, faldt også dens regler, hvilket i bogstaveligste forstand efterlod dem med bukserne nede.

Det privates kollaps har også ændret dele af arbejdsmarkedet. Hvor arbejde og fritid før var adskilte størrelser, er dette skel i dag i mange brancher forsvundet. Man skal køre bil, når man kører bil, hedder det, men man har ikke fri, når man har fri. I mange brancher forventes det, at alle svarer på alle tider af døgnet. Det er ikke længere kun medarbejderens arbejdskraft, arbejdsgiveren køber. Det er medarbejderens konstante opmærksomhed. Med det privates kollaps er fulgt privatlivets.

Samtidig er der i flere brancher sket en brandifisering af arbejdskraften. En medarbejder er ikke længere kun den, vedkommende er, når vedkommende er på arbejde. Hvad man laver i sin fritid, hvad man skriver på sociale medier, og ikke mindst hvad andre synes om det, udgør tilsammen ens personlige brand. Har man 10.000 følgere på Twitter, er man mere attraktiv, end hvis man har 100.

Det har medført et fald i værdien af kompetencer. Mange arbejdsgivere bruger mere tid på at gennemgå potentielle medarbejderes sociale medier, end de bruger på at se på de eksamensbeviser, som indtil for få årtier siden var adgangsbilletten til arbejdsmarkedet. Dengang handlede det om, hvad medarbejderen kunne. Nu handler det i mange brancher om, hvem medarbejderen er, og hvor mange likes – digitale såvel som analoge – medarbejderen har. Det, der før handlede om evner, handler nu om netværk. Synes nok, at medarbejderen er værdifuld, er medarbejderen værdifuld. Uanset, om medarbejderen er dygtig eller ej. Heri endnu et udtryk for det privates kollaps: Kompetencer kan man erhverve sig privat, sympati kan man kun optjene offentligt. Medarbejderens markedsværdi afhænger nu af den offentlige vurdering. Arbejdet er blevet offentligt.

Udviklingen ses også i fænomenet cancel culture, som indtil for få år siden stort set ikke eksisterede. Med god grund, for cancel culture kan kun eksistere, når det private er kollapset. I et samfund med klare grænser mellem det private og det offentlige er det uacceptabelt at blande et menneskes holdninger sammen med dets arbejde. Det er med det privates kollaps, at det bliver muligt. Når grænserne mellem det private og det offentlige forsvinder, forsvinder også grænserne mellem holdninger og arbejde. Når du ikke længere ansættes for det, du kan, men den, du er, bliver dine holdninger en del af dit arbejde og dit arbejde et offentligt anliggende.

Det er svært at forudsige, hvilke yderligere forandringer det privates kollaps vil medføre. Samtidig er det svært at forestille sig, at udviklingen stopper her. Techgiganterne er i fuld gang med at gøre mere og mere af verden offentlig. Der er intet sted at gemme sig på Google Maps, og inden længe vil ansigtsgenkendelse betyde, at nogen altid ved, hvor alle er. Allerede nu overvåges vi af vores telefoner, som ikke bare følger vores færden, men også lytter med, når vi taler. Med flere og flere ting i hjemmene koblet på nettet styrkes the internet of things og med det the world of no privacy.

Hvad udviklingen kommer til at betyde for mennesker, er ligeledes svært at forudsige. Mindre grupper vil reagere ved at gå off-grid, sådan som det allerede sker, især i USA. Trække sig tilbage fra verden. Melde sig ud. Men hvad med alle de andre? Hvordan påvirker det dem, at de intet kan gøre, uden at andre kan følge med i det? At intet rum er privat? At de altid er på? At de hele tiden deltager i et spil, de ikke har valgt at deltage i? At hver en bevægelse, de foretager, er underlagt andres bedømmelse? Hvad gør det ved nervesystemet? Ved venskaberne? Ved kærligheden? Hvad gør det ved mennesket? Og hvad gør mennesket ved det? Det privates kollaps og dets konsekvenser er overskriften for mange af det enogtyvende århundredes store spørgsmål.

Da Andy Warhol i et katalog til en udstilling på Moderna Museet i Stockholm i 1968 bebudede, at alle i fremtiden ville blive berømte i 15 minutter, gav han et vidnesbyrd om, hvor på aksen mellem det private og det offentlige den tids drømme befandt sig. Ønsket om at blive berømt er ønsket om at flytte sig fra det private til det offentlige.

Da Banksy omtrent fire årtier senere skrev på et lyserødt tv, at alle i fremtiden ville blive anonyme i 15 minutter, indvarslede han det skifte, som siden er sket. For mange er drømmen ikke længere at blive berømt. Den er at blive anonym. Det er dér, det privates kollaps foreløbig har efterladt os. Med drømmen om, om så blot for en stund, at være privat. At være adskilt fra det offentlige.