I oldtidens Karthago findes Tophet‑områder – begravelsespladser uden for byen, fyldt med urner indeholdende brændte spædbørn og ofte også små dyr, hvor steler bærer inskriptioner til Baʿal Hammon og Tanit. Moderne analyse af skeletfund og tegninger peger på, at disse børn ofte var under tre måneder ved døden – en uforholdsmæssig høj andel, som ikke kom fra naturlig dødelighed, men fra kultiske handlinger.
Arkæologer som Josephine Quinn mener, at den samlede litterære, epigrafiske og osteologiske dokumentation gør det overbevisende, at vi taler om børneofringer snarere end tilfældige dødsfald.
Der stod ikke moral eller romantik bag. Der stod frygt, overlevelseslogik og en kollektiv tro på barnets tyste kraft. At ofre barnet var at sikre regn, frugtbarhed og stabilitet – og at anerkende, at livet kræver død.
