Konservatismen er ikke reserveret en højrefløj. I sig selv ligger en konservativ vælger hverken til højre eller venstre for partiet Venstre, men til gengæld til højre for socialistiske partier. Sidstnævnte fordi ejendomsretten er en afgørende forudsætning for samfundsindretningen. Der er forskel på dit og mit, og når vi alle sammen har betalt skat, skal vi forvente at kunne leve fredeligt side om side. 

Konservatisme er et livssyn, der står på tre ben: Gud, konge og fædreland. De er så sammenvævet, at knækker et af benene, vælter fundamentet. Omvendt er de sammen ualmindelig stærke: 

1. Gud forstås som noget, der er større og ser længere end udsynet fra ens egen næsetip. Mere end 1.000 års dansk åndelighed udtrykt i kristendom dokumenterer rigtigheden. 2. Konge skal ses som den historie og tradition, vi alle er en del af, og som vi har fået overleveret og skal give videre til generationer efter os. Og endelig er 3. Fædreland det, der knytter os sammen; vores egenart: at være dansksindet. 

Det er ikke en skov af rettigheder, og ej heller åndløse ord som sammenhængskraft og værdier, der definerer et folk. I bund og grund er værdier noget, man kan klistre på jakkereversen sammen med et navneskilt. I sig selv er værdier ingenting, og de bliver aldrig vigtigere end det, man enes om at gøre dem til.

Et fædreland er på en gang udefinerbart og samtidig noget, man ikke kan komme fri af. Vi er en del af vores land, og landet er en del af os. Helt på samme måde, som der består et bånd mellem mor og barn. Den tilknytning kan man heller ikke gøre sig fri af, og de, der forsøger, ender med at blive tossede af det. Et land har grænser, og naboen bor på den anden side. Han kan være flink eller dum, men han forbliver en nabo, for grænsen markerer tydeligt, hvad der er dit, og hvad der er mit, ligesom det er et faktum, at vi alle sammen har lås på hoveddøren: hertil og ikke længere. 

En konservativ vil kæmpe og dø for sit fædreland, men vil ikke dø for værdier. Det giver et stik i hjertekulen at se et skib føre dansk flag, når man er langt fra Danmark. Det værdiladede regnbueflag har ikke samme betydning. 

Konservatismens væsen indebærer en naturlig skepsis og et medfødt behov for at korrigere tendenser. Ligesom lodderne på en gammeldags apotekervægt. Når kræfter i samfundet trækker til venstre, hiver konservatismen i modsat retning for at opnå balance, og modsat. Som det fremgår, er der intet reaktionært over konservatismen, og den er heller ikke aktivistisk.

Den ideologiske sammensmeltning 

Aktivisme opleves i et konservativt perspektiv som et bevidst forsøg på at omgå den demokratiske samtale og sætte sin egen dagsorden igennem, uanset om der er folkelig opbakning eller ej. Aktivisme er ødelæggende for et demokratisk samfund, og det bliver ikke bedre af, at både liberalister og socialister har taget den til sig, jævnfør store dele af klimadiskussionerne, men også afsindige påstande som mere end to køn. 

Værst er aktivisme, når den sniger sig ind i klassiske medier og sætter troværdighed over styr. Mark Twains ord har aldrig været så relevante som nu: Læser du ikke avis, er du ikke-informeret. Læser du avis, er du misinformeret.

Det reaktionære er en etikette, politiske modstandere har yndet at bekrige konservatisme med, når den ikke har omfavnet alt nyt, bare fordi det er nyt. Den konservative vil se an, vurdere og først derefter beslutte sig. Den konservative kaster sig hverken hovedkulds ud i nye investeringsprojekter eller i krige. 

Konservatisme er ikke i sig selv national-konservatisme. Men de to retninger kan mødes i begrundede bekymringer, og derfor opstår der visse fællesforståelser.

I store dele af Europa, og her er Danmark ingen undtagelse, er der i nyere tid foregået en de facto forbrødring, måske ligefrem en sammensmeltning af liberalisme og socialisme. Disse to filosofiske, og senere politiske yderpunkter, udviklet i 1700-tallets saloner, hvor Gud blev kastet over bord og menneskeligt hovmod stod tronende tilbage, tager begge udgangspunkt i drømme og store idealer. Tilmed forfinet senere af den sindssyge Nietzsches nihilisme og drevet frem til det ekstreme af franske eksistentialister i det 20. århundrede.

Ismernes (både socialismes og liberalismes) univers om idealsamfundet findes alene ude i Utopia, hvorfra tilhængere ser ind på det aktuelle samfund. Med andre ord: Den liberale såvel som socialisten måler virkeligheden ud fra en utopi. Det svarer til, at en gardinsælger tilbyder elastik i metermål.

Den konservativt tænkende – det er altså hende eller ham, der vedgår sig Gud, konge og fædreland – tager afstand fra den slags, fordi det er sværmerier født i Utopia. Politik er altid det muliges kunst for den konservative. For ismernes tilhængere, skal der bare klippes en hæl og hugges en tå, og så kan virkeligheden nok passe til idealernes sværmerier.

Det er også sværmeri at begive sig ud i frontalkonflikt med en atommagt som Rusland. 

Der er brug for en diskussion om dansk udenrigspolitik i en tid, hvor vores forsvarsalliance er så godt som i krig med Rusland. Ikke engang en forsvarsminister har vi; han er sygemeldt, og for få måneder siden var erstatningsministeren “rigtig ked af”, at milliarder og atter milliarder er blevet væk (pressemøde om plan for Forsvarets genopretning 4. maj 2023). Hvem stiller op til maratonløb uden træning, og hvem går i krig uden våben af betydning? 

Det er forkert, at Rusland er gået ind i Ukraine. Punktum, ikke noget komma-men. Imidlertid bør diskussionen fra dansk side handle om mere, end at Rusland ikke har ret. 

Diskussionen, som vi ikke har, burde i en konservativ forståelse i lige så høj grad handle om, at vi Vesten har fejlet med en aktivistisk udenrigspolitik ført an af USA siden de famøse tvillingeskyskraberes kollaps i 2001.

Med sine gode hensigter om at udbrede Vestens demokratiske værdier invaderedes på aktivistisk vis Libyen under det såkaldte arabiske forår, der førte til oprør i en række lande i Nordafrika og Mellemøsten. En demokratisk samfundsindretning er desværre udeblevet, kristne er blevet fordrevet, og terrorisme har skabt sig stærkere grundlag end nogensinde at virke ud fra. Senest var det krig i Afghanistan, som heller ikke blev en succes for hverken demokrati eller pigeskoler.

I det hele taget vil det være hensigtsmæssigt at debattere mere end frihedsidealer og værdier. Vi er så at sige nødt til at rykke diskussionen videre fra principper til drøftelse af forskellige – tænkelige som utænkelige – forhold. 

Ingen hjælp i ismerne

“Alle Freiheitsapostel, sie waren mir immer zuwider. Willkür suchte doch jeder am Ende für sich,” erindrer Johan Goethe os om (på dansk: “Alle frihedsapostle, de var mig altid rædselsfulde. I sidste ende handlede alt om deres egne vilkår”). 

Den store tyske tænker husker os på, at enhver har sin egen dagsorden.

Risikoen for, at vi ender i en atomkrig på verdensplan, er åbenlys. Der skal efterhånden ikke meget mere til end den berømte gnist til en krudttønde, der satte Første Verdenskrig i gang, selvom ingen ønskede krigen. Aldrig har situationen været så anspændt og farlig som nu. 

Dansk udenrigspolitik bør formuleres af danskerne. Og dansk udenrigspolitik har altid taget afsæt i vores geografiske placering. Den er ligefrem dikterende for, hvad vi kan tillade os. Vores livsverden er placeret foran Øresund og Østersøen.

EU tiltog sig uhørte beføjelser under corona-hysteriet anført af en kommissionsformand, der før sin EU-post måtte forlade tysk politik på grund af en korruptionsskandale (våbenhandel). Det er ikke betryggende, at Ursula von der Leyen bistået af sin væbner, rådsformand Charles Michel, gør sig til talerør for knap 450 millioner EU-borgere, inklusive alle danskere.

Snart sagt er det kun præsident Emmanuel Macron, der udtaler sig nuanceret: Rusland skal ud af Ukraine, men Rusland skal hverken tilintetgøres eller ødelægges, sådan som flere krigsretorikere slår til lyd for. Vi skal ikke forsøge at destruere en atommagt.

Uden konservatismens skepsis kan vi mennesker ende hvor som helst, måske endda i det store ingenting, forført af drømme og sværmerier. 

Der er ingen hjælp at hente i ismerne, og derfor ingen grænser for, hvor galt det kan gå. Under corona-hysteriet som nærliggende eksempel toppede idiotien, da københavnere rettede ind og accepterede kun at gå højre rundt om Sortedam Dossering, og hvem husker ikke, hvordan man skulle tage et mundbind på for at træde ind på restaurant, gå hen til et bord, sætte sig og tage bindet af igen? Al den stund at ingen diskuterede det faktum, at mundbind var uden effekt. 

Folk kan finde sig i hvad som helst, når ismernes referencer til Utopia får lov til at bestemme. Alligevel må Sortedam Dossering siges at være billigt sluppet, hvis vi denne gang skal have atombomber i hovedet.

Gud, konge og fædreland er det, vi ikke taler om, men det, vi ikke kan være foruden.