Det er som om det vrimler med kreditorer for tiden i den offentlige debat. Folk, der mener, at de har noget til gode hos andre mennesker. De andre, det er dem, der skylder, synes at være et tegn i tiden.

Og det er da også en interessant og vital debat, hvem der egentlig går rundt og skylder hvad i et samfund som det danske. Så lad os da endelig tage den med udgangspunkt i nogle af de fremtrædelsesformer, man har kunnet iagttage ved ”kreditorfænomenet”. Men lad mig advare med det samme: Vi kommer vidt omkring, når vi skal tale skyld og skyldnere i tiden: til Aarhus, men også Tanzania, Afghanistan og Dubai.

Dubai
I ørkenbyen Dubai starter den første debat med badmintonspilleren Victor Axelsen. Som det vil være mange bekendt, valgte han for nogle uger siden at flytte sit liv fra Danmark til emiratet. Det medførte en ret voldsom kritik fra både meningsdannere og sociale medier. F.eks. skrev forfatteren Michael Böss på Facebook, at Axelsen har ”levet højt på det miljø og den støtte, som Dansk Badmintonforbund og Team Danmark har givet ham”, og det tidligere medlem af Folketinget for Alternativet Carolina M. Maier skrev i Jyllands-Posten, at Axelsen ”ikke var blevet den, han er, uden den enorme støtte, han har fået”. Ja, selv den borgerlige Anne Sophia Hermansen er inde på samme argumenter i en klumme i Berlingske.

Men har Team Danmark og nationen Danmark virkelig noget til gode hos Axelsen, i en grad så han i sine livsvalg er nødt til at tage hensyn til en gæld, han tilsyneladende har pådraget sig, men som han næppe nogensinde har været klar over, at han stiftede?

Hvis Axelsen har opfyldt de forpligtelser, der har været knyttet til hans tid i Team Danmark, kan man selvfølgelig ikke forlange mere af manden. Atleter har brug for Team Danmark, men Team Danmark har sørme også brug for talentfulde atleter. Det er et gensidigt forhold, som begge parter trives af. Resten af livet er nu Axelsens, og blot fordi han vækker nationens begejstring med en OL-guldmedalje, så giver det os ikke nogen kollektive fordringer på ham. Man pådrager sig ikke en særlig skyld til fællesskabet ved at benytte sig af de grundlæggende systemer, som vores samfund er bygget op af.  

Om man så kan lide Forenede Arabiske Emirater, er så en anden diskussion, men igen: Hvis andre mennesker kan rejse til Dubai på ferie, så kan en badmintonspiller selvfølgelig også flytte dertil. 

Aarhus
I provinsstorbyen Aarhus finder man også folk, der mener at have noget til gode. I forbindelse med Socialdemokraternes varslede sænkning af dimittendsatsen, er en nyuddannet klassisk arkæolog i TV 2 i beklagelse over den nye økonomiske situation. Jeg skal undlade at gøre det til en personsag mod netop denne arkæolog, men i stedet konstatere, at artiklen føjer flere blade til den efterhånden lange føljeton om danske universitetsuddannede unge, der lader til at mene, at netop deres uddannelse giver dem ret til at forvente endnu mere af samfundet efter endt kandidatstudie. At der sådan set også burde følge et meningsfuldt og spændende job med i pakken, og når det ikke materialiserer sig, så er det samfundet, der skylder.

Nu er det med omvendt fortegn end historien med Victor Axelsen, idet det her er enkelte individer, der mener at have mere til gode fra samfundet, end de får, men igen må vi afvise: Der er ikke nogen gæld fra samfundet til studerende. Vi danskere skylder ikke kollektivt en høj dimittendsats og et spændende og livsrealiserende job til unge mennesker, der har taget en universitetsuddannelse. 

Omvendt skal man måske understrege, at de studerende heller ikke skylder os andre noget, selv om uddannelsen er betalt med skattepenge. Helt på samme vis som Axelsen har danske studerende benyttet den forhåndenværende samfundsindretning til at få sig en uddannelse, og derefter er de frie til at forme egen tilværelse. Hvis man som studerende gerne vil tilbringe livet efter studierne i Schweiz, Australien eller Botswana, er det altså heller ikke at løbe fra en gæld.

Gældsstiftelse er generelt noget, der skal ske eksplicit og med begge parters accept og vidende. Det andet bliver for arbitrært.

Tanzania
Mens denne klummeskribent gik og funderede over spørgsmålet om samfundsmæssig gæld og skyld, så faldt jeg pludselig over historien i Weekendavisen, hvor det dækkes, at Danmark efter seks årtier som donorland for Tanzania har valgt at stoppe støtten og lukke ambassaden og de vigtigste bistandsprogrammer i landet. 

Nu kan jeg selvfølgelig ikke vide, i hvilken grad de interviewede tanzanianere er repræsentative for befolkningen dernede, men det var alligevel overraskende at læse deres kommentarer til nyheden: ”Det er ikke okay, at de lukker, for de har været her så mange år,” siger en. En anden gør straks Danmark ansvarlig for fremtidige dødsfald, mens en tredje skuffet peger på, at det vil forandre manges liv til det værre. 

Det er muligt, de har ret i ovenstående bekymringer. Men det er alligevel lidt mærkeligt, at man ikke på en eller anden måde tænker, at det måske var meget pænt gjort af et lillebitte land på den anden side af jordkloden, at de gennem 60 år har sendt milliarder af kroner i vores retning. I stedet er det, som om Danmark egentlig skylder mere, af den skørt omvendte grund, at vi jo plejer at give. Man kunne måske forstå det, hvis Danmark havde et direkte ansvar for Tanzanias fattigdom, men det har vi nu ikke. 

Der findes økonomisk faglitteratur, der påpeger de mulige farer ved bistandshjælpen, hvor donorlande mister incitamentet til udvikling i egen kraft, og hvor man nemt kommer til at sidde med hatten i hånden som afhængig af den rare økonomiske støtte. Måske viser interviewene her en flig af netop den problemstilling. 

Vi kan dog slå fast, at Danmark ikke har en gæld til Tanzania efter 60 år som donorland. Et forsøg på at hjælpe sætter ikke hverken individer eller stater i gæld til dem, man forsøger at hjælpe.

Afghanistan
Endelig er der så Afghanistan. Også her er der nogen, der taler om skyld, og denne gang er der noget om snakken. 

Lad mig dog starte et lidt andet sted. I et af liberalismens vigtigste værker, Two Treatises of Government, skriver John Locke det liberale grundlag for samfundskontrakten: Mennesket er grundlæggende et frit væsen, men man skal i samfundskontrakten aflevere en smule af sin frihed mod til gengæld at blive beskyttet af staten mod farer, der truer ens liv og ejendomme.

Hvis vi som borgerlige accepterer, at samfundet filosofisk set bygger på sådan en kontrakt, må det også følge, at vi i særlige nødstilfælde rent faktisk skylder nationen Danmark hele livet. Staten i Lockes kontrakt er en abstraktion, som nødvendigvis må fyldes med de samme frie og konkrete mennesker som indgår kontrakten, hvis der en dag skulle opstå et behov for at forsvare landet. 

Da Afghanistan i 2001 var base for angrebet mod World Trade Center, opfattede vi det som et angreb på vores livsform – retteligt, i øvrigt. Det var måske ikke Danmark, der skulle forsvares, men det var tæt nok på, til at krigsdeltagelsen i starten føltes som en art selvforsvar. Senere kom der måske andre og mere uselviske motiver som opbygning af landet eller beskyttelse af Afghanistans kvinder.

Uanset hvordan vi ser det, så var der i netop den krig en fornemmelse af forsvar for landet, og forsvar for Vesten. Der var en stor gruppe danske soldater, der tog til Afghanistan for at indfri den gæld, og nogle af dem endte med at betale med alt, hvad de havde. Det gjorde de på vores vegne, og dem skylder vi. Dem skylder vi ganske meget – de er i sandhed kreditorer på vores taknemmelighed.