Jeg har været en tur i udlandet. Det er der, de taler andre sprog. ”Kun løs er al fremmed tale”, som vi synger med Grundtvig. Det var en billig tur. Jeg mener, at jeg kun gav 92 kroner. Turen begyndte på banegården i Aalborg og gik helt ned til Aarhus. På 2. klasse er man i udlandet.
Jeg besluttede, at jeg for en sjælden gangs skyld ville køre på 2. klasse. Jeg valgte 2. klasse, for jeg forestillede mig, at der ikke ville være mange passagerer en onsdag aften. Jeg var kørt fra Hirtshals til Aalborg i NJ’s tog, der ikke tilbyder 1. klasse, men kun hårde sæder. Til gengæld et rummeligt og pænt toilet. Hvert andet minut råbte en mand i højtaleren: “Toget kører til Aalborg.” Det er nyttigt at vide, hvis der er udlændinge med, og forstyrrende, hvis man vil hvile sig. Der var nu mest drenge med i toget sammen med deres cykler, løbehjul, hjelme og iPhones, men de skulle kun til Vraa.
Hvis man har set de idylliske reklamer, som DSB har i aviser og på tv, vil man se, at DSB fremstiller sig som miljøvenligt. Man gør en god gerning ved at køre med toget. Man gør en forskel, og hvem ville ikke gerne det? Toget blev i senromantikken kaldt ”the machine in the garden”, men nu er det selve haven. Tog er natur. Dernæst “signalerer” DSB mangfoldighed eller diversitet, som det også hedder. Og det er passende at skrive “signalere”, når der er tale om jernbaner, for der har de mange signaler. Det fremgår ikke, om passagererne i reklamerne sidder på 1. eller 2. klasse, for der er tale om, hvad engang hed socialistisk realisme.
DSB-reklamerne er utopier. Personerne er både billeder af virkeligheden (Abbild) og de er forbilleder (Vorbild). DSB fremviser det klasseløse samfund. I det samfund er der sorte, der er LGBT+-folk, børn, ældre, unge og gamle. DSB-reklamen viser så smukt, at problemet med diversitet er, at den skal få os til at glemme uligheden – klasserne. Statsbanerne opretholder to klasser; før i tiden var der tre klasser. NJ har sløjfet overklassen, den kører i bil. Hvis DSB vil være mangfoldig, så nedlæg 1. klasse. DSB er ikke et flyselskab, selvom man nu kan få point.
Da jeg kørte nordpå, sad jeg alene på 1. klasse. Jeg fik endog serveret et rundstykke, som dog var en bolle, og det fik jeg at vide. Den var ret sej. Der er ikke aviser længere, for den slags har folk på iPhonen. Det var ellers hyggeligt i gamle dage, hvor man kunne læse Jyllands-Posten og bladre i Politiken og se, hvad der sker i byen (København). Men så var der hjemturen. Da konstaterede jeg som sagt, at jeg var i udlandet. Ved siden af mig sad to russere. De talte meget sagte, så man ikke kunne høre dem, selvom de fleste måske ville tro, de var fra Ukraine, for de havde brune T-shirts på. De så væk, da togføreren kom og sagde: ”Nye rejsende?” De slap billigt. Han opdagede dem ikke.
Lidt længere nede fra vognen kunne man høre en, der talte swahili. En stor, farverigt klædt dame med en kæmpe kuffert. Bag døren ind til den anden vogn var der nogle meget talende danske drenge, der også var sorte, og der var vrøvl med deres billetter, men det blev klaret. Det er, som sociologen Ulrich Beck har sagt: Afrika er ikke et kontinent, det er et begreb.
I det fjerne kunne man høre tyrkisk. Og grønlandsk, men det er sådan set ikke udlandet. Med kun 20 minutters forsinkelse nåede vi i Aarhus. Jeg tog en taxa, og chaufføren var rimelig god til dansk og en venlig og høflig mand. Han skældte ud over letbanen, men det gør taxachauffører. Vi ventede på den i et kryds, og der var vældig god plads i den.
I udlandet blandt underklassen, som det jo er, kom jeg til at tænke på Grundtvig igen: Når alle de lærde samles i by, så skaber Vorherre et Babel på ny. Det skal laves lidt om, for de lærde kører Tesla derude på motorvejene, og de snakker mest dansk blandet med adskillige amerikanske vendinger. Da jeg kom træt hjem, så jeg en Netflixfilm, der foregår i Brasilien. Det er godt at vide lidt om, hvordan det er i udlandet.
