At grænse op til et NATO-land er intet nyt for Rusland. Russisk territorium grænser op til Estland, Letland, Litauen, Polen og Norge, der alle er medlemmer af NATO. Snart bliver Finland og Sverige også NATO-lande, hvorefter Ruslands nordvestlige grænse, fra Murmansk til Kaliningrad, vil udgøres af NATO-lande.

De lande er blevet medlemmer af NATO, fordi de som frie og selvstændige nationer har sammensat folkevalgte parlamenter, der har ønsket og presset på for det.

Motivationen for stort set alle har været frygten for russisk invasion og besættelse, som langt de fleste har oplevet i i det 20. århundrede.

NATOs udvidelse er sket gennem aftaler mellem selvstændige nationer, som forståeligt nok har kastet sig i armene på NATO ved noget nær først givne lejlighed, mens Ruslands udvidelse er sket gennem overfalds- og erobringskrige.

Når man derfor hører hændervridende Putin-apologeter jamre over, at NATO er dumme og udgør en trussel mod Rusland, bør man give dem lige så meget opmærksomhed, som man gav venstrefløjens nyttige og for en stor del Kreml-loyale idioter i 70’ernes og 80’ernes “fredsbevægelser”. 

Voksne mennesker, der seriøst forestiller sig, at østeuropæiske lande, der har lidt massivt under den russiske hæl, skulle ønske at kaste sig ind i en USA-støttet erobringskrig mod en kernevåbenmagt, er der meget lidt grund til at tage alvorligt. 

En imperialistisk erobringskrig

Baggrunden for krigen er ganske simpel: Rusland kastede sig ud i en uprovokeret imperialistisk overfalds- og erobringskrig, hvis åbenlyse sigte var de facto at udslette Ukraine som selvstændig nation og sikre Kremls kontrol over landets politiske system med henblik på at skabe en Moskva-ledet pseudo-konføderation af (mere eller mindre) russisktalende nationer, som Putin tydeligvis også ønsker skal indbefatte Belarus. Kort sagt, et Storrusland under Moskvas kontrol.

Dette er ikke nyt, men blot en videreførelse af historiske russiske ekspansionistiske ambitioner, som man så før, under og efter kommunismens fald. At det nu er en kleptokratisk og megaloman KGB-despot, der står bag dette i stedet for blodtørstige kommunister eller enevældige zarer, er såmænd det eneste nye.

Angrebet på Ukraine lykkedes som bekendt ikke. Putin troede åbenlyst, at han kunne gentage invasionen af Krim, hvor et overraskelsesangreb effektivt sikrede en lynhurtig magtovertagelse. Men han havde voldsomt forregnet sig, hvilket hans dårligt forberedte troppers ynkelige nederlag ved Kyiv effektivt demonstrerede. Men mest afgørende har været den ukrainske forsvarsvilje og evne til at forsvare deres fædreland. 

De evige gråzoner

Der findes ikke krige uden store moralske gråzoner. Anden Verdenskrig står som indbegrebet af en letforståelig krig mellem godt og ondt. Men den involverede massive og, mener flere historikere, ineffektive bombardementer af tyske byer med hundredetusinder af civile dræbte til følge, foruden den amerikanske kernevåbenudslettelse af Hiroshima og Nagasaki. 

Man kan også legitimt spørge, som også mange historikere har gjort, om ikke de brutale fredsvilkår, der blev påvtunget Tyskland efter 1. Verdenskrig, bidrog til at gøde jorden for Hitler og hans revanchistiske projekt.

Det ændrer ikke på, at Vestmagternes krig mod det Tredje Rige var en retfærdig og nødvendig krig mellem godt og ondt. Hvis man er meget nuancelabil, kan man formulere det som en krig mellem noget ret slemt og noget markant bedre. Mellem en fremtid med selvbestemmelse og suverænitet, sådan som Vesteuropa fik det efter Anden Verdenskrig, eller en status som et totalitært, bindegalt og socialdarwinistisk Tredje Riges underlegne vasalstater.

Den skæbne, som ville have ventet Vesteuropa, hvis russerne havde haft mulighed for at fortsætte fra Berlin til Atlanterhavet i 1945 eller vundet Den Kolde Krig, kan man læse i historiebøgernes kapitler om Østblokken inden murens fald.

Krigens afslutning er ukrainernes valg

Ukraines forsvarskrig mod den russiske invasion er ikke som de allieredes under Anden Verdenskrig, men fællesnævneren er, at der er tale om en retfærdig og desværre nødvendig krig mod et despotisk, ekspansionistisk og brutalt repressivt regime, der gang på gang har overfaldet nabolande.

Hvordan en ukrainsk sejr ser ud, kan i sidste ende kun defineres af ukrainerne. Den vil formodentlig være unik i den forstand, at den vil ske, uden at nogen tropper har sat fod på russisk territorium, hvorfor fortællingerne om, hvor forfærdeligt et russisk nederlag vil være for nationens uhyre sarte selvforståelse, roligt kan tages med et gran salt.

Hvis ukrainerne på et tidspunkt ønsker at indgå i forhandlinger for at undgå mere blodsudgydelse og ødelæggelse af deres land mod enten at afstå områder eller acceptere en frossen fred, så er og bør det være deres valg alene. Enhver forestilling om, at pseudopacifistiske vestlige skrivebordsgeneraler er bedre til at vurdere, hvilke afsavn og tab ukrainerne skal acceptere for deres frihed, er lige så absurd, som den er nedladende. Indtil videre ser ukrainerne da også ud til fortsat heroisk, sammenbidt og kreativt at ville kæmpe for deres fædreland. Det tjener dem til enorm ære og er et større held for Vesten, end mange forestiller sig, og måske end vi fortjener.

De kinesiske perspektiver

Tænk også på Kinas reaktion på et ukrainsk - og dermed - vestligt nederlag. Hvis Vesten presser Ukraine til at belønne Ruslands overlagte erobringskrig, vil det nok ikke afskrække kineserne fra en invasion af Taiwan.

Den eneste vej frem - hvor Vesten både kan bistå det ukrainske folk i deres frihedskamp, svække et dystopisk, morderisk og ekspansionistisk Rusland samt vise Kina, at man ikke konsekvensfrit kan overfalde selvstændige nationer allieret med Vesten - er støtte til Ukraine.

Vi står i en situation, hvor vestlige interesser forsvares af ukrainske soldater og civiles blod, og hvor vores eneste offer består i militært isenkram og småpenge sammenlignet med, hvad det ville koste, hvis Vesten selv var i krig. Derfor skal vi give Ukraine alt det, de har brug for, og mere til. I bedste fald kan det medvirke til at skubbe Rusland ud af samtlige besatte områder, og i mere mudrede udfald optimere mulighederne for, at Ukraine kan indgå i eventuelle forhandlinger fra en position, der er så stærk som mulig.

Det er formodentlig for meget at håbe på en øjeblikkelig russisk tilbagetrækning fra en nation, hvis territorium de intet har at gøre på. Selvom dette er muligt og øjeblikkeligt ville stoppe krigen, er det som om, at mange “fredstilhængeres” vilje til at lægge pres på den eneste, der kunne stoppe al blodsudgydelsen, er omvendt proportional med deres vilighed til at placere ansvaret for Putins invasionen og en angivelig deeskalering hos Kyiv og Vesten. 

I fraværet af denne mulighed, lad os i stedet krydse fingre for, at vi kommer til at se mange flere forsmædelige russiske nederlag end dem, vi allerede har været heldige nok til at bevidne. Og at de lederlag vil blive påført russerne med rigelige mængder vestligt produceret udstyr og ammunition.

Slava Ukraini.