I 1924 udgav filosoffen Helmuth Plessner en bog, der advarede mod faren ved fællesskab. Grenzen der Gemeinschaft (Grænser for fællesskab) hed den, og dens undertitel var ”en kritik af den sociale radikalisme”. Han skrev bl.a. ”Denne tids idol er fællesskabet”. Fællesskab radikaliserer. I 1930’erne var han omgivet af to fællesskabsideologier imod hinanden: kommunismen og nationalsocialismen. De dyrkede det store Vi. Selvet ofredes for helheden. De bekæmpede individualismen. Det har vi glemt, selvom vi ved, hvad fællesskabsideologien førte til.
Også i dag har man gjort fællesskab til idol eller frelser. Alle savner det. Vi ser med længsel mod Ukraine, fordi de kæmper til døde for det nationale fællesskab, som vi har tabt.
”Stort fællesskab giver mange fordele,” reklamerer PFA.
”Ja, til fællesskab” blev lanceret af Enhedslisten i 2013.
”Det kristne fællesskab er omdrejningspunktet for Indre Missions arbejde.”
”I over 150 år har vi skabt livgivende fællesskaber og mening i menneskers liv. Det gør vi fortsat. Siden 1865 har Askov Højskole været rammen om en særlig tid i tusindvis af menneskers liv.”
”På Oure Højskole skaber vi i fællesskab de bedste rammer for et uforglemmeligt kapitel i dit liv.”
Og sådan kunne man fortsætte. Man vil ikke erkende, at fællesskabet for længst er gået tabt, og det aldrig vender tilbage. Ensomhed er et grundvilkår. Vi må lære at leve med den. Helt aktuelt synes det at være sådan, at fællesskabsideologien skaber en ensomhedsepidemi, som den derefter vil bekæmpe med bl.a. kommunale fællesskaber og ansættelse af medarbejdere til at bekæmpe ensomhed.
I Nyborg Kommune bekæmper de ensomhed med banko. Kommunen har en ”frivilligkonsulent”, Jannie Rasmussen, som nok ikke selv er frivillig. Hun har en stor bunke pjecer, der ”illustrerer kommunens indsats mod ensomhed”.
De har også et Frivillighus. Her må der være noget at spare væk, men det er nu ikke temaet her. Dette hus har mange tilbud, men de må ikke sige, at de har med ensomhed at gøre, for så kommer der ingen. De ensomme skal således lokkes til Frivillighuset med noget andet, og når de kommer, vil de mærke ensomheden forsvinde – med banko eller krearum.
Frivillighuset byder på både åbne og mere lukkede fællesskaber, hvad så ellers forskellen er. Jannie Rasmussen arrangerede en ”gallamiddag” på juleaften, men der kom ingen, og hvem kalder juleaftensmaden en gallamiddag? Det var nok et for lukket fællesskab. Den begivenhed har præget, hvordan Rasmussen ser på ensomhed, fortæller hun til en journalist fra Politiken.
Der hersker i disse kommunale fællesskabsdyrkende fællesskaber en ufattelig sentimentalitet i forbindelse med juleaften og and med rødkål og brunede kartofler. Det må være det værste at skulle spise den and alene netop den 24. december. Det er, fordi den aften er en ”højtid”, fortsætter de i Politiken under overskriften ”flere danskere er ensomme. Især unge”. De går ud fra, at i gamle dage var der kun få ensomme, og alle fejrede jul i fællesskab.
Coop er gået ind i kampen mod ensomhed med kalenderlys med 25 tal. Hvorfor 25? Jo, så er julen overstået. Det er faktisk først 1. juledag, at julen rigtig begynder og varer lige til påske, men det er jo også en højtid, hvor så mange igen føler sig ensomme. Og hvad med nytårsaften? Torsken alene?
Det viser sig, at 600,000 ”føler” sig ensomme, hvordan man så ellers er nået frem til det tal. Bestyrelsesformand i Coop Lasse Bolander udtaler, at det er en ”stor del af befolkningen”. Det er jo en skarp iagttagelse, og Bolander kan godt sætte sig ind i, hvordan det er at ”være ensom i julen”. Og gad vide om etniske mindretal er talt med? Er muslimer også ensomme, selvom de kommer i moskeén? Har han overvejet, at en voksende del af befolkningen ikke holder jul? Han føjer til, at Coop ”jo er bygget på et fællesskab”. Det gør Fakta så nok også. Det mærker man tydeligt. Mindes Bolander brugsforeningen i Thisted fra 1866?
Mathias Lasgaard forsker i ensomhed. Han er ansat ved Institut for Folkesundhed. En lidt gammeldags tyskklingende titel. Man må håbe, at han er med i et forskningsfællesskab. Han har en forklaring. Ensomhed skyldes, at der er behov, som ikke bliver dækket. Hvilke behov mon? Social kontakt, nærhed og gensidighed. Hvor har Lasgaard mon de tre fra? Han går ud fra, at de tre fandtes engang? På gården? I kirken? I familien? Ude på landet?
”Vi er sociale væsener af natur,” siger Lasgaard. Er ’vi’ virkelig det? Der findes altså en menneskelig natur. Det sociale er naturligt. Hvad hvis vi også var voldelige af natur? Lasgaard er tydeligvis ikke konstruktivist eller feminist. Det vil mange glæde sig over at høre. Han er i al fald heller ikke eksistentialist. Måske huskes Jean-Paul Sartres ord med, at eksistensen går forud for essensen. Vi har altså ikke nogen essens, natur eller væsen. Eksistentialister er som bekendt ikke essentialister. Det er Lasgaard.
To andre ’forskere’ med disse navne Sine Penthin Grumløse og Anja Marschal, der vist nok er etnologer (som er studiet af fremmede kulturer), påstår i Politiken, at ”vi glemmer fællesskaberne, når vi diskuterer mistrivsel”. Det tomme ’vi’, som der henvises til, glemmer jo på ingen måde fællesskaber. De dyrkes som nævnt overalt. Etnologerne fortæller, at for mere end 30 år siden var der fællesskaber. Det gik galt, da Anders Fogh Rasmussen dannede regering, men fællesskabet var der, da Nyrup var statsminister. Venstres slogan er da ellers frihed og fællesskab.
Ensomhed er ikke problemet, og fællesskabet er ikke nogen løsning på noget som helst. Ensomhed er et grundvilkår. Problemet er manglende evne til at leve med ensomhed: Einsamkeitsfähigkeit hedder det. Man skal lære at kompensere ved at lære at opleve ensomhed som noget positivt. Det vil føre for langt her at udvikle synspunktet. Det kan anbefales til en begyndelse at læse den tyske filosof Ode Marquards essay Forsvar for evnen til at være ensom, der findes på dansk i tidsskriftet Slagmark.
