Konsekvensen af Poul Schlüters bemærkning og efter ham en perlerække af middelmådige politiske ledere, der efterabede ham, er blevet, at kun få folketingspolitikere i den borgerlige lejr i dag er så tilstrækkeligt funderede i en borgerlig/liberal ideologi, at de kan formulere politik på den.
De får simpelthen ikke ideerne, for de føler ikke indignationen. De kan hverken se eller mærke, hvad den socialdemokratiske velfærdsstat har gjort ved dem og os andre.
Så de borgerlige politikere og partier kommer aldrig længere end til at foreslå socialdemokratisk politik med et borgerligt twist – uha, og så føler de endda næsten, jorden skælver.
Som f.eks. en SU-reform, der fjerner et enkelt fjumreår for nogle, eller en skattereform der reducerer skatteindtægterne med 6 milliarder i løbet af seks år.
Det ville ikke have betydet så meget, hvis det var blevet ved den kække bemærkning, som Poul Schlüter havde en del af i de år. Problemet er, at opfattelsen af ideologi som noget bras blev optaget i Det Konservative Folkeparti som nærmest et mantra, der kom til at præge og martre partiet frem til i dag.
De ledere af Det Konservative Folkeparti, som i hastig rækkefølge afløste Poul Schlüter i årene efter startende med Hans Engell, over Per Stig Møller, Pia Christmas-Møller, Bendt Bendtsen, Lene Espersen, Lars Barfoed og nu Søren Pape Poulsen, har alle sammen uden større debat eller eftertanke bragt Schlüters forkastelse af borgerlig ideologi op til vor tid.
Selvfølgelig har tankerne og diskussionerne rumlet i partiets ungdomsorganisation og i periferien af partiet gennem tiden, men når man kommer til skelsår og alder eller tættere på magten, så lægger man ’braset’ i skuffen.
Borgerlig ideologi bliver ikke anset som hverken brugbart eller værdifuldt på Christiansborg.
Det samme er sket for det andet af de gamle borgerlige partier Venstre – blot noget senere – men dog i dag lige så stærkt kodificeret som hos de konservative. I folkemunde hedder det hos Venstre Hjorth-doktrinen opkaldt efter den gamle indpisker Claus Hjort Frederiksen, der satte tingene på plads, når nogen forsøgte at skeje ud.
I 1993 ni år efter Poul Schlüters kække bemærkning udgav den kommende venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen ellers en høj-ideologisk liberal debatbog under titlen ’fra socialstat til minimalstat’.
Bogens budskaber om personligt ansvar, en mindre stat, stærkere privat ejendomsret, lavere skat og større personlig frihed kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver socialdemokrat.
Men da Anders Fogh Rasmussen skulle være statsminister i stedet for ung ideolog, undsagde han sin egen bog. Op til folketingsvalget i 2001 forandrede Venstre sig fra at være et ideologisk liberalt livstykke med sprælske debattører og ivrige reformatorer til at være et drøvtyggende små-skridts-parti uden en kant, som nogen kunne skære sig på.
I 2003 pandede Anders Fogh Søren Pind direkte i gulvet med trussel om eksklusion, fordi han sammen med nogle andre yngre venstrefolk foreslog, at Venstre på deres landsmøde skulle diskutere ti liberale teser.
Ideologi blev til noget bras under Fogh, som det havde været under Schlüter. Den socialdemokratiske tankegang blev overtaget af de borgerlige politikere, som i stigende grad blev til velfærdsstatsforvaltere frem for beskyttere af borgernes frihed til at søge deres lykke og leve deres liv med ansvar for sig selv og sine.
Lars Løkke Rasmussen er født ind i og opdraget til denne tanketomme og idéforladte måde at udøve politisk magt på, og den dominerende position han har haft i de øvre politiske cirkler i en menneskealder, har støbt i beton, hvad Schlüter kom for skade at lufte som en kæk bemærkning for 40 år siden.
Nej, ideologi er ikke noget bras. Det borgerlige Danmark trænger så meget til meget mere af det. 2024 er 40-året for Schlüters kække bemærkning. Skal vi ikke bruge jubilæet til at lægge den i graven?
