“Danmark skal trygt gennem usikre tider.” Sådan lød budskabet, som Mette Frederiksen gik til valg på for få måneder siden.
Tiderne er unægtelig usikre med en økonomi, som ingen aner er på vej op eller ned, en storkrig i Europa, hvis udfald endnu er totalt uafklaret, endnu en tørkesommer under opsejlning, lurende fødevarekrise og ganske meget andet.
Selvfølgelig er det fint at komme i betragtning til en international toppost, og man kan rimeligvis sige, at det reflekterer pænt tilbage på det danske politiske miljø, hvis to statsministre på under 20 år står i spidsen for NATO. Det er da flot.
Derudover tilfredsstiller et sådant kandidatur naturligvis det danske selvovervurderende mindreværdskompleks, hvor vi som nation febrilsk omfavner enhver interesse fra det store udland (hey, har du i øvrigt set, at Bill Gates er helt vild med Borgen?!), der kan bekræfte, at vi skam bliver positivt bemærket af de store, selvom vi også godt kan lide at være et undseeligt puslingeland, der helst vil hygge sig i smug, når det er mere opportunt.
Men selvom Mette Frederiksen formodentlig vil gøre det fint som generalsekretær for NATO, så vil det formodentlig ikke gøre det fjerneste for danskerne, at hun overtager den tjans.
NATO er en militæralliance, hvor amerikanerne er den store spiller, og selvom deres præsidenter nok skal huske rituelt at erklære, at Danmark “punches above its weight”, så kommer Frederiksen næppe til at få nogen mulighed for andet end at sige præcis det samme til Danmark – kom nu op på de to procent af BNP brugt på forsvar – end alle andre har sagt. For alene mistanken om, at en NATO-formand favoriserede sin egen nation, ville formentlig være et ganske ubehageligt problem.
Til gengæld tyder en del på, at statsministerens exit fra dansk politik vil efterlade landet i, nåja, politisk mere usikre tider. Ingen har set meget til de store, strukturelle og vildt ambitiøse reformer, som regeringen blev dannet for at gennemføre, bortset fra en bededagsafskaffelse og en annonceret uddannelsesreform.
Den ene af de tre regeringspartiformænd er sygemeldt og på vej ind i noget, der ligner en gevaldig møgsag i forbindelse med våbenindkøb, den anden kører et sololøb som uformel viceminister på en lang række politikområder og i Socialdemokratiet tyder meget på, at en potentielt giftig fløjkrig er under opsejling.
Her forekommer det også uforståeligt, hvis Frederiksen ikke har sørget for en glidende magtoverdragelse til en kronprins i partiet. Meget kan utvivlsomt siges om Anders Fogh Rasmussens exit, men arvefølgen var klokkeklar og magtoverdragelsen til Lars Løkke Rasmussen foregik – i hvert fald set fra vælgernes perspektiv – fløjsblødt, konfliktfrit og velforberedt.
Den fortælling, Mette Frederiksen har bygget op om sig selv som statsminister, har i allerhøjeste grad været om den hyperansvarlige og lige så pålidelige landsmoder, der var villig til at passe på danskerne, koste hvad det ville, og som ikke var bange for at træffe svære beslutninger, når det var nødvendigt.
Så kan den fortælling i stedet blive erstattet med en om en statsminister, der foretrak at tilfredsstille personlige ambitioner om fine internationale titler, da hun blev træt af dansk politik, og bag sig efterlod en regering og et parti i stadig voksende splid med sig selv. Måske endda en fortælling, der kan opsummeres som:
“Efter mig, syndfloden.”
