Debat

05.06.23

Er politik ved at blive sexet igen?

Malene Møller Hall om demokratisk engagement i lyset af Alex Vanopslaghs kommende show i KB Hallen: Det virker ret amerikansk, men gør det noget, når nu behovet er der?
Liberal Alliances nye event, Alex & Ansvaret, lægger sig i forlængelse af formandens nye bog, Vejen til Ansvar. (Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix)
Liberal Alliances nye event, Alex & Ansvaret, lægger sig i forlængelse af formandens nye bog, Vejen til Ansvar. (Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix)

”I don’t have to worry about politics” sang Thomas Helmig i sangen Groovy Day i 90’erne. For alt imens folk dansede rundt til Spice Girls’ Wannabe, blev politikken stuvet væk i skabet sammen med de overdimensionerede skulderpuder. Hvorfor bekymre sig om politik, når verden var præget af fremgang og udvikling? 

Efter de politiske omvæltninger i 80’erne indfandt en følelse af stabilitet og ro sig. Økonomien var i hopla, og folk var mere optagede af at pleje deres Tamagotchi end at bekymre sig om politiske dilemmaer. Berlinmurens fald og afslutningen på Den Kolde Krig skabte en eufori af håb og optimisme. Ubekymretheden fik lov at flyde, etiketterne var i forfald. Og siden dengang er det gået ned ad bakke for partipolitikken, som pludselig ikke synes lige så vigtig. 

For engang var hobevis af danskere medlemmer af politiske partier. Folk bekymrede sig om (parti)politik. Om farven var rød eller blå, og om hvilket parti der havde den største medlemsbase. Ungdomspartierne var stuvende fulde til årsmøder og fester, og der blev sunget slagsange, lagt skumle planer og ført (debat)krig mod de andre (ungdoms)partier, som var det opgør mellem to fodboldklubber. I dag er det imidlertid kun ganske få mennesker, der gider at engagere sig i partierne. Medlemstallene er stadig dalende (de fleste steder). Politik er for de få.  

For tiden ser vi, at Liberal Alliance forsøger at vække mindelser fra dengang, hvor alle gik til 1. maj-arrangementer eller deltog i Grundlovsdag og i valgmøder. De forsøger at ændre præmissen om, at politik er for nørder. Politiske anliggender skal almindeliggøres, synes analysen. 

Se på de satiriske kampagnevideoer med pendanter til kendte reklamer ”Sku’ ha stemt LA”, med intertekstuel reference til ”Sku’ ha’ gået til Louis Nielsen” eller ”Vi er kun tre mandater, men vi vil så gerne være lidt flere”, hvor ordlyden umiskendeligt lyder som: ”Det tar’ kun 5 minutter, men vi vil så gerne ha’ du bli’r lidt længere”. 

For ikke at nævne populære TikTok-trends, valgplakater med autografer og nu valg-rally i KB Hallen. Måske du har set arrangementet? Alex & Ansvaret, hedder det. 

Men det kunne lige så godt have heddet Alex & A-holdet. For til arrangementet skal Alex og skiftende gæster tale om ansvar. Lars Løkke Rasmussen og Özlem Cekic er første gæster annonceret. Der er noget til hver en smag, både til midtervælgeren og den venstreorienterede. Det skal ikke hedde sig, at det kun er et højrefløjserarrangement. Nej nej. 3.000 billetter er der til showet. Man behøves ikke være LA-medlem, alle er velkommen! Årsagen: At styrke den demokratiske samtale, som man siger. For demokratiets skyld. 

Det handler selvfølgelig først og fremmest om Liberal Alliance og om at udbrede borgerlige tanker. Ansvarsidealet. Det handler også om hovedpersonen, Alex Vanopslagh, selv og om at promovere ham og hans nye bog (læs Kontrasts anmeldelse her, red.). Men derudover er der noget mere på spil.

For den konstruktive samtale ér i forfald. Folk engagerer sig ikke nok, med undtagelse af hvert fjerde år op til valg. Og fristes den almindelige vælger til en sjælden gang imellem at tjekke ind alligevel, bliver de bekræftet gennem de traditionelle medier i, at deres politikerlede er berettiget. 

At politikerne stadig snyder med lejligheder, regninger og fradrag. At de krejler og kommer med halve sandheder. På Instagram og Facebook er hundehvalpe, madpakker og svedige selfies fra løbeture herskende. Der har længe ikke syntes at være nogen vej til en mere afdramatiseret og engagerende debat. Men noget er ved at ændre sig i samtalen mellem politikere og befolkningen. 

Amerikaniseret, og så alligevel ...

Vi har set Jacob Mark med hans bog Fartblind tale om stress og pres og arbejdsmængde med sine mange SoMe-følgere og vælgere. Han undgår at tale hen over hovedet på folk, han indleder opslag med ”Kære alle, jeg har brug for jeres hjælp” og slutter med ”det fortæller jeg jer mere om en anden dag”. Han formår at tale under hovedet på de elitære og helt ned, der hvor almindelige mennesker befinder sig, hvor politik ikke fylder synderligt i hverdagen. Ned til det konkrete og håndterbare, men ikke fordummende. 

Det samme gør Liberal Alliance. Især til de unge, som sluger Alex Vanopslaghs underholdende stil. Fordi de kan se sig selv i den ellers professionelle politiker, ligesom de kan med Jacob Mark. Alex & Ansvaret er også et spændende eksperiment, netop eftersom det forsøger at udbrede politik til de mange. Lidt som et amerikansk valgrally, eller som kun komikere, musikere og andre kendisser formår herhjemme. 

Jovel, jeg skal ærligt erkende, at min egen første indskydelse var skeptisk – at det netop var lidt for amerikaniseret. Lidt for meget show. Sådan lidt: ”Uha, se hvor store vi er blevet, vi kan fylde en hel hal”, ”Kom og se stjernen på scenen, hvor vores Jordan B. Peterson deler råd ud om ansvar og gør-det-selv-life hacks til stoisk livsanskuelse”. 

Men hvem ved, måske ér det starten på en lang række af større politiske møder med vælgerne? Måske er det vejen til (ansvar?) for en mere udbredt politisk samtale, hvor flere ser sig kaldet til at engagere sig i samfundspolitiske dagsordner. Uanset, så er det udtryk for den kreativitet og nytænkning, der foregår i LA lige nu, og som allerede har båret frugt og engageret mange nye, og unge, vælgere mere aktivt i demokratiet. Valgrally eller ej, så er det kun positivt, hvis flere tager del i det demokratiske styre. 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter