Nutidens fællesskabsideologi har skabt en ensomhedsepidemi, som den derefter tilbyder at fjerne ved hjælp af mere fællesskab. Psykologer, rådgivere, kommuner, politikere, festivaler, teatre, foreninger, kirker, sportsklubber står i kø for at standse ensomhedsepidemien. De står i kulissen og frister med deres forskellige klæbrige fællesskaber og siger “kom til os, vi har varme og forpligtende fællesskaber”. Og de epidemiramte strømmer til kommunens folkehuse for at få et boosterstik fællesskab og lidt kaffe.
Det er uforståeligt, at så mange så voldsomt vil fremme fællesskabsideologien, når man tænker på, at det 20. århundredes store fællesskabsideologier var kommunismen, fascismen og nationalsocialismen. Også de ville udrydde jeg-følelsen (og liberalismen) og erstatte den med vi-følelsen, og man behøver næppe sige, hvad resultatet blev. Nutidens fællesskabsideologer vil naturligvis sige, at netop deres fællesskab slet ikke er som fortidens, for der findes både gode og dårlige fællesskaber.
Der prædikes fællesskab overalt, så hvor skal man næsten begynde? Jeg vågnede en morgen kort før klokken seks. Jeg ville høre P1 Morgen, jeg tændte, og så var det program, som jeg aldrig hører, ‘Brinkmanns briks’, i gang. Jeg vågnede op til, at en person sagde, at hun gerne ville have et skolefag, som hed ‘identitet og fællesskab’. Så var den dag ødelagt.
Jeg planlagde at høre hele programmet, men lige nu lader jeg, som om jeg kun hørte 7 minutter, som var mere end nok. Der var en mand i programmet, og det eneste, jeg opsnappede, var ordet jobcrafting – udtalt på en blanding af dansk og amerikansk. Selvom jeg har engelsk som fag, havde jeg aldrig hørt det ord. Jeg måtte google og se det på skrift. Det er en smart amerikansk opfindelse.
Brinkmann ler hele tiden med en sådan tøhølatter, der minder om Kristian Thulesen Dahls. De andre to lo også meget, for der grines, og de ler ufatteligt meget i dansk radio og tv. I den klassiske musikquiz på DR2 skraldgriner de så meget af egne vittigheder, at man glemmer musikken, og den betyder nok heller ikke alverden, for hvem i alverden hører klassisk musik? Der er nu mere fællesskab ved Anne Linnet og lignende.
Jeg fandt senere ud af, at psykolog Brinkmann havde indkaldt to sociologer til at fortælle om arbejdets mening. Den ene var Emilia van Hauen, og det var hende med fællesskab som skolefag. Det viser sig, at hun har skrevet en bog med en kæk titel: Farvel Egofest: Og goddag til formål og fællesskab (2009). Det er en bog, jeg skulle tvinges til at læse, men van Hauen overvejer nok ikke, at egoisme trives bedst i fællesskab.
Den anden sociolog hed Helge Hvid, og han lo ikke ved hvert udsagn. Han gik ind for borgerløn. Brinkmann er en positiv radiovært, så hans radiobriks er konfliktfri, og der stilles ikke kritiske spørgsmål. Det var van Hauens opfattelse, at mennesket vistnok først bliver menneske i et fællesskab, og så er arbejdsløse og handicappede ikke mennesker, for de er ikke med i arbejdsfællesskabet, eller de bidrager ikke til det. Hvad betyder “bidrage til fællesskabet”? Spørg SF og EL: Skat, for staten er fællesskabet, og derfor skal der være mere stat og mindre samfund. At bidrage får nu den rette betydning: at betale skat.
Jeg googlede Brinkmann, og jeg skrev blot “Svend Brinkmann fællesskab”, og så vrimlede det med titler. I tidsskriftet Folkekirken lød overskriften ”Brinkmann: Mister vi fællesskabet, mister vi os selv”. Og det må være ubehageligt. Som det lyder i salmen: ”Og venner må du miste, de går en anden vej.”
Brinkmann henviser til den amerikanske pragmatist John Dewey med, at et godt fællesskab er et, hvor der er solidaritet indadtil og udadtil. John Dewey (1859-1952) var fællesskabstænker, der bekæmpede den amerikanske individualisme: Emerson, Thoreau, Whitman og samtidens ”rugged individualism”, som Dewey kaldte ”ragged”. Deweys begreb var ”corporateness”.
De dårlige fællesskaber er dem, der kun er solidariske indadtil, mens de gode – overraskende nok – er ”åbne”, og de ”lukker sig ikke om sig selv”. Har man mon ikke lige hørt den kliché utallige gange, for eksempel i debatten om indvandrere? Gad vide, om Danmark er et dårligt fællesskab ligesom gangsterfællesskaber?
Danmark lukker sig om sig selv (grænsebomme). Er Danmark åbent eller lukket? Danmark er også et åbent fællesskab, for vi er med i et større, men lukket fællesskab (EU har jo toldmure). Nato er heller ikke så åbent, så det gør noget. FN er åbent for alle på nær Taiwan.
Brinkmann kan åbenbart godt lide at grille. Det gør rigtige mænd. Når han holder grillparty, skal gæsterne have noget med, og det er nok ikke nok at medbringe barbecuesovs. Blandt gæsterne kommer der alligevel nogen, der ikke har noget med. Hvem er de mon? De skal også være med. På trods. Det er for Brinkmann inkluderende kristendom. Og det er ikke helt forkert, for i forhold til Gud har vi intet at komme med. Intet kan vi give. Alt er gratis. Men sådan er det ikke i menneskelige fællesskaber eller grillfester. Kommunens fællesskaber er ikke gratis.
Brinkmann siger meget mere om fællesskaber – de er forudsætning for frihed. Ja, det er Venstres budskab. Han slutter af med “vi er jo sociale væsener”, men hvem siger dog det? Hvorfor dette lille ’jo’? Man kunne modsat sige: Mennesket er jo en Robinson Crusoe.
I den amerikanske pragmatisme handlede konflikten pragmatisterne imellem om fællesskab (community, Dewey, Peirce) versus individualisme (psykologen William James). Og det var enten-eller, men nu har Brinkmann kun taget Dewey med, der bekæmpede robinsonader og beundrede Sovjet. Sammen med Elsebeth Jensen har Brinkmann udgivet: Fællesskab i skolen.
Folkeskolen i Danmark kalder sig ”Fællesskabets skole”, altså statens, men flere og flere søger væk fra fællesskabets skole. Budskabet i bogen er åbenbart: Man lærer bedst i fællesskab. Vel gør man da ej. Som Ernst Gellner skrev i Language and Solitude (bemærk titlen – sprog og ensomhed) “We discover truth alone, we err in groups.” Det er jo derfor, man har gruppearbejde.
