Som Kontrasts nye mangfoldighedsrepræsentant sad jeg på mit kontor og nød en kop fairtrade quinoa-te (jeg foretrækker at drikke den lunken, da det er mindre belastende for klimaet), da chefredaktøren stak hovedet ind og mindede mig om, at det er temauge om forbrydelse og straf.
Det mindede mig om dengang, jeg sammen med resten af teatertruppen Humaniorastuderende for Asyl forsøgte at forhindre udvisningen af Jura Levakovic. Jura var en glad dreng på blot 25 somre, der forsøgte at bidrage til Danmark på sin egen skæve facon. Alligevel dømte byretten ham i december 2012 til udvisning fra Danmark.
Jeg siger ikke, at han ikke havde begået et par drengestreger. Men var det virkelig retfærdigt at udvise ham til et andet land? Kunne vi ikke have slået en streg over hans domme for gruppevoldtægt, gaderøverier, bankrøverier, røverier, vold og hæleri og givet ham en chance til? Åbenbart ikke. Danmark kunne ikke rumme hans uhæmmede kreativitet.
I Humaniorastuderende for Asyl havde vi arrangeret en non-verbal performativ danse-happening foran Københavns Byret, hvor vi demonstrerede imod udvisningen. Det var som sagt i december, og jeg kan huske, hvor koldt det var, mens jeg stod i sneen og malede vores “Justice 4 Jura”-skilte. Heldigvis kunne vi genbruge de huer og vanter af bæredygtigt uld fra Palæstina, vi havde strikket til vores demonstration mod den globale opvarmning ugen før.
Min kære chefredaktørs kommentar fik mig også til at tænke på, hvordan vores fokus på skyld og straf er med til at stigmatisere mennesker på kanten af samfundet. Og hvordan ord er med til at skabe den virkelighed, de benævner.
Hvorfor omtaler medierne for eksempel Levakovic-familien som en “forbryder-klan”? Hvorfor ikke omtale det som en gruppe handlekraftige individer med stærke familiebånd og en alternativ tilgang til, hvordan man overholder dansk lovgivning?
I stedet for at fokusere på det negative ved familien burde vi fokusere på det positive. Eksempelvis vidner de mange domme for trickforbrydelser om en familie, der er gode til hurtigt at danne tillidsrelationer til ældre medborgere. Og når en af familiemedlemmerne, Django Levakovic, igen og igen vender tilbage på trods af en udvisningsdom, bør vi hylde ham som en mand, der virkelig gerne vil Danmark.
Hvorfor har vi denne neo-fascistiske, middelalderlige indstilling, at vi skal straffe andre mennesker, bare fordi de er kommet til at slå nogen ned eller stjæle en cykel? I stedet burde vi møde såkaldte lovbrydere med smil, anerkendelse og kommunalt betalte skiture. Kun på den måde kan vi byde dem velkommen tilbage til samfundet og overbevise dem om at give os en chance til.
I det hele taget skal vi have mere fokus på, hvordan det senkapitalistiske samfund udbytter borgerne og presser dem ud i kriminalitet. Hvis de offentlige ydelser var højere, ville det ikke være nødvendigt at stjæle for at klare dagen og vejen. Når såkaldte indbrudstyve slæber sig en pukkel til ved at fragte fladskærme, PH-stole og koglelamper ind og ud af lejligheder, er det jo ikke, fordi de synes det er sjovt.
Alligevel berettiger forbrydelsesrelateret nedslidning desværre ikke til at få tilkendt den såkaldte Arne-pension. Vi burde tage højde for, at indbrudstyve også kan blive nedslidte, og det kan være lige så stressende at stå i spidsen for en mafia-familie som at stå i spidsen for en stor dansk virksomhed.
Det skal også være lettere at være ung i dagens Danmark uden at blive presset ud i kriminalitet, fordi man keder sig. Manglen på rekreative områder i de urbane centre rejser et eksistentialistisk spørgsmål: Kan man overhovedet tage ansvar for egne handlinger, så længe der er en kvadratmeter på Nørrebro uden en skateboard- eller basketballbane betalt af Integrationsministeriet?
Det danske velfærdssamfund er ikke indrettet på såkaldte forbryderes præmisser, og det synes jeg er synd og skam. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Husk også, at du kan følge mig på Twitter.
