Mit navn er Malthe Busk, og jeg er ny mangfoldighedsrepræsentant her på Kontrast. I forbindelse med at Kontrast for nylig opnåede mediestøtte, har redaktionen (efter min mening noget vrangvilligt) ønsket at signalere over for Slots- og Kulturstyrelsen, at også Kontrast lever i 2022 og i en farverig og divers verden, hvor man trygt kan give dem støtte næste år igen. Det er derfor min opgave at sørge for, at det hele ikke går op i kryptofascistisk fremmedhad og ultrakapitalistisk udbytning af de svage.
Hvem er jeg? Jeg har en MA i Europæisk Etnologi med Postfeministisk Medieæstetik som sidefag fra det Humanistiske Fakultet på KUA. Jeg har tidligere drevet bloggen “Forenede Eder”, koordineret Ungdomshusets fælleskøkken og i syv år i træk instrueret studenterrevyen på mit bachelorstudie. I dag er jeg forperson for kunstnerkollektivet Friblødere for Fred, der med transgressiv performancekunst udforsker og udfordrer etablerede dogmer om nødvendigheden af krig i en multipolær, postkolonial verden.
I min faste klumme vil jeg give modspil til den ulighedsskabende og solidaritetsnedbrydende diskurs, der huserer på Kontrast. Jeg kommer til at minde alle klamme og afstumpede kældermennesker om, at hjertet banker til venstre. Jeg kommer til at minde alle hvide mænd om, at der ikke findes køn eller race. Jeg vil kort sagt være klimaets, flygtningenes og de nonbinære BLM-aktivisters stemme.
Det bliver muligvis en brat opvågnen for nogle af kernelæserne, men “kendskab giver venskab”, som jeg ofte siger til min gode ven Massawa fra Eritrea, når han tømmer papirkurven på kontoret.
Jeg vil også forsøge at ændre kulturen på Kontrast indefra. Indtil videre har jeg for eksempel indført, at der kun er økologiske fairtrade-kaffebønner i kaffemaskinen. Jeg har bedt chefredaktør Mikkel Andersson om at bruge lidt tid på at studere nazismens historie, så han kan se, hvad der sker, når højreekstreme idéer får frit spil. Og så har jeg hængt en seddel op på den fælles opslagstavle om, at hvis nogen vil fejre den ultrakapitalistiske reformator Pinochets fødselsdag, bliver det uden min gode vilje.
Brugen af mangfoldighedsrepræsentanter burde være meget mere udbredt i den danske mediebranche. For nyligt viste en undersøgelse blandt elever på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, at det liberalistiske parti Radikale Venstre fik 21 procent af stemmerne, mens midterpartiet SF kun fik 14 procent. Enhedslisten, der er Folketingets eneste venstrefløjsparti, måtte nøjes med en fjerdedel af stemmerne! Når man tænker på de trecifrede stemmeprocenter, som venstrefløjspartier plejede at få i i mere progressive lande før 1989, er det jo chokerende lavt.
Denne borgerlige slagside slår klart igennem i den daglige mediedækning i Danmark. Blot et enkelt eksempel: Forleden skrev Ekstra Bladets Poul Madsen en kommentar, “Åbn grænserne for udlændinge”, i hvilken han skrev: “Alle vi blegfede danskere kan ikke leve det fede liv, uden at der kommer ny arbejdskraft fra udlandet til at passe os, når vi bliver gamle og syge eller har brug for betjening i butikkerne.”
Kan du se problemet med det udsagn? Det kan jeg i hvert fald godt. Poul Madsen ser ikke indvandrere som individer, men som “arbejdskraft”. Efter at have knoklet på ingeniør- og tandlægeuddannelserne i Syrien skal indvandrerne nu også sættes i arbejde på danske plejehjem. Hvorfor ikke give alle asyl i stedet? Man betaler jo også skat af offentlige ydelser, så mon ikke det hele går op i sidste ende?
Dette er som sagt min faste klumme, som jeg kommer til at bruge til at kommentere stort og småt i dagens Danmark. Jeg glæder mig til at øge den ideologiske mangfoldighed her på Kontrast. Samtidig kan du også følge mig på Twitter.
