Det er lidet bemærket, men langt de fleste mennesker, der lever i dag, nedstammer fra slaver og bønder. De fleste af disse mennesker er den dag i dag fortsat spirituelle slaver og bønder.

Nietzsche var den sidste fremtrædende lærde, der kom med sådanne udtalelser, selvom de fleste misforstod ham. Nietzsche var, hvad jeg godt kan lide at beskrive som en slags moderne oldgræsk filosof. Han var filolog, en klassicist. Hans egentlige filosofi er noget i retning af, hvad jeg ville forestille mig, at en præ-sokratiker som Heraklit ville have været, hvis han var polsk lutheraner med dårlig fordøjelse, der skrev på wilhelminsk tysk. Præsokratikerne var grækernes filosofi på deres højeste. Sokrates var en slags Rawls. Grækerne selv var — langt efter deres bedste tidsalder — mest optaget af det, vi nu om dage kalder moralfilosofi (og ikke analytisk filosofi); hvordan man lever det gode liv.

Nietzsches formaning om slavemoral er netop den form for udmelding, en oldgræsk filosof ville komme med, og bør opfattes i en lignende ånd: At erkende, at de fleste mennesker omkring os er spirituelle og mentale slaver, nedstammende fra spirituelle og mentale — og i sidste ende faktiske — slaver, er vigtigt for at forstå, hvad vi kæmper mod i det indeværende år.

Bondens og slavens reaktion på at nogen siger dette, er en kvæglignende frygt og afsky. De fleste mennesker tror, at slaveri indebærer en slags S&M, som man ser det på tv.

Men virkeligheden er, at slaver gennem det meste af menneskehedens historie ikke behøvede lænker for at holde dem fastlåst — de sov i fine senge og udførte arbejde, som var normalt på deres tid. Slaveri var — og er — i høj grad en sindstilstand.

Nogle af oldtidens slaver var slaver, fordi de var født til det. Andre blev slaver gennem erobring eller via gæld. De faktiske betingelser for slaveri kunne generelt ikke skelnes fra en fri mands liv: Slaver arbejdede i landbruget, men også som håndværkere, skribenter, ingeniører og bankfolk — selv stedfortrædere for suverænen kunne de være i visse stater. 

Slaverne fik lov til at besidde visse former for ejendom, havde religionsfrihed i hjemmet, og mens de dog fik lov til at have familier, fik de ikke lov til af have en afstamning: de havde intet ophav. Ligesom de fleste mænd, der lever i dag, havde de et efternavn, men de havde generelt ingen idé om deres afstamning, som rakte hinsides deres bedsteforældre.

Visse af grækerne troede, at visse mennesker fra naturens side var skabt til at være slaver: mennesker, der ikke havde kapacitet til forudseenhed eller selvdisciplin. Aristoteles sagde, at i modsætning til dyr eller små børn, kunne slaven forstå et ræsonnement; han kunne bare ikke selv ræsonnere. I det væsentlige beskrev Aristoteles det indeværende års NPC, hvilket sandsynligvis er grunden til, at NPC-memet svier dem så intenst. Som Aristoteles udtrykte det i bog I af Politik: "Slaven har overhovedet ingen evne til selv at ræsonnere."

Klassiske slaver blev forbudt mange ting, der var tilgængelige for frie mænd: For eksempel var det forbudt for dem at udføre gymnastik, vægtløftning og brydning i Athen. Denne slags øvelser gør nemlig slaven farlig, da de opbygger θυμός (groft sagt, "beåndethed") og karakter. Selv gladiatorer blev fodret med en diæt bestående af bælgfrugter, brød og grød – den slags slask, de skumle skikkelser til WEF-møder gerne ville have, at hele verden spiser med kakerlaktapenade som side order.

Xenofon beskriver et sted, hvordan Cyrus holdt de erobrede folk i trældom efter deres erobring. Ganske enkelt fæstnede han dem til tomme fornøjelser, dvs. slavens fornøjelser: "Hav det sjovt, lad være med at træne. Her: drik noget mere vin. Giv dig ikke udi ting, som volder for meget besvær: det ville jo være ubehageligt." 

Slaver blev i kunsten portrætteret som frygtsomme, dumme og feje. Mere eller mindre som forstædernes kontorarbejdere i dag; den type mennesker, der offentligt og øjeblikkeligt tilgiver deres børns mordere.

Tyranner og tyrannier elsker slaver og slaveagtige undersåtter. Det er velkendt, at Nero gav slaverne retten til at sagsøge deres herrer. Det skyldes ikke en prototypisk kærlighed til menneskelig værdighed eller "borgerlige rettigheder" — men måske blev det gjort af lignende årsager. Det blev eksplicit gjort for at reducere frie mænds status. Frie mænd var nemlig alle slaver for en tyran som Nero. 

Aristoteles vidste dette:

"De onde praksisser fra den endelige og værste form for demokrati findes alle i tyrannier. Således er den magt, der gives til kvinder i deres familier, i håbet om at de vil indberette deres deres mænd til staten, og de friheder, som er tilladt slaver, udelukkende til, for at de kan forråde deres herrer; thi slaver og kvinder konspirerer ikke mod tyranner; og kvinder er naturligvis venlige over for tyrannier og demokratier, da de har det godt under sådanne styreformer.”

Modernitetens historie er til en vis grad mobiliseringen af historiske bonde- og slaveklasser til andre opgaver. Tidligere mobilisering blev foretaget til krigsførelse og industriel produktion. Magtens idioter (som for det meste er kontorarbejdere og slaverne selv, dumme hver og en) tror nu om dage, at automatisering er så veludviklet, at massen burde være tilbage i åbenlyst slaveri.

Vores fjenders største frygt er, at et stort antal frie mænd vil holde op med at opføre sig som slaver. Det er derfor, vi ser deres skingre rædsel for mænd med den relativt trivielle selvdisciplin til at styrketræne, stoppe med at onanere, nulre deres testikler og i stedet erklære, at de ikke vil spise plantebøf. At udtrykke ånden, som følger med ikke at være en slave: at man hellere vil dø end at underkaste sig. 

Fortidens dyder krænger livet ud af den kvabsede eunukklasse.

Jeg lader Aristoteles få det sidste ord:

“… tyrannen bør afskære dem, der er for høje; han skal aflive mænd, som har ånd; han bør ikke tillade fælles måltider blandt dem. Klubber, undervisning og lignende; tyrannen skal være på vagt over for alt, der kan indgyde enten mod eller tillid blandt hans undersåtter; han skal forbyde litterære forsamlinger eller andre diskussionmøder, og han skal tage alle midler i brug for at forhindre folk i at kende hinanden (for bekendtskab afføder gensidig tillid) ... Kort sagt, tyrannen bør udøve disse og lignende persiske og barbariske kunster, som alle har samme formål. En tyran bør også bestræbe sig på at vide, hvad hver af hans undersåtter siger eller gør, og bør ansætte spioner, som de 'kvindelige informanter' man havde ansat i Syracusa, og de aflyttere, som Hiero havde for vane at sende til ethvert feriested eller mødested; thi frygten for informanter forhindrer folk i at sige deres mening, og hvis folk frygter, bliver de lettere at kue. 

En anden yndet tyrankunst er at så stridigheder blandt borgerne; venner skal strides med venner, folket med eliterne og de rige med hinanden. Og så skal tyrannen forarme sine undersåtter. Derved sørger han for, at borgeren altid er på vagt, og at det arbejdende folk forhindres i at konspirere. … En anden praksis, tyranner altid følger, er at mangedoble skatterne på samme måde som Dionysos i Syracusa, som bekendtgjorde, at hans undersåtter inden for fem år skulle betale hele deres ejendom til statskassen. Tyrannen er også glad for at føre krig, for så har hans undersåtter noget at lave, og de vil altid se sig om efter en stærk leder."