Dette er anden del af indlægget om garnstrammerne. Læs første del her. 

De fleste mænd ved godt, at sikkerheden er 97 procent for at undgå uønsket graviditet, hvis de bruger kondom. Crocs er dog et endnu bedre præventionsmiddel, for tager de dem på i byen, kommer de med 100 procents sikkerhed ikke til at gøre nogle piger uønsket gravide den aften. Men at babystole også fungerer som et præventionsmiddel, vil nok overraske dem. 

Det sidste hævdede to amerikanske økonomer i artiklen Car Seats as Contraception. De argumenterede for, at lovgivning om børnesæder i biler havde ført til, at færre familier i USA fik deres tredje barn. Alene i 2017, vurderede de, reddede lovgivningen 57 børn fra at omkomme i færdselsulykker, men reducerede antallet af fødte børn i USA med 8.000. 

Få biler kan klare tre børnesæder på bagsædet, så hvis der er krav om børnesæde, indtil barnet fylder otte år, så bliver det svært at nå at få det tredje barn. Amerikanske politikere kan klappe sig selvtilfredse på skuldrene, fordi deres lovgivning har forbedret statistikken for trafikdræbte børn. Men havde de forsøgt for deres indre øje at iagttage kirkegården for de aldrig fødte børn, set hvert enkelt ufødt barn i øjnene, da var de forhåbentligt i det mindste blevet i tvivl om rigtigheden af deres lovgivning.

Barnesædet er et godt eksempel på en gadget, der har sænket fertiliteten i den moderne verden og de facto fungerer som et slags præventionsmiddel. Politikere har udformet love om barnesæder i allerbedste hensigt, men konsekvensen er ikke blot færre trafikdræbte, men desværre også langt færre fødte børn. Politikerne er dermed garnstrammere.

Bilen, der vel næsten er den moderne families sine qua non, er formentlig det forbrugsgode, der mest strammer løkken om forældres og børns halse. En dansk registreringsafgift på 150 procent for alt over 210.600 kr er selvfølgelig ikke befordrende for køb af bil til den store familie. Maksimalt tre børn kan sidde på bagsædet, for de skal alle have sele på, så hvad gør man med det fjerde eller femte barn? Det får man selvfølgelig aldrig. 

Velhavende familier kunne selvfølgelig investere i en større bil, men førnævnte amerikanske studie mente sågar at kunne påvise, at det var de mest velhavende par, der undlod at investere i en større bil til at kunne rumme det tredje barnesæde. Hvorfor? Mit gæt er, at selv den mildeste familiefar forstår, at skiftet fra en sporty Mercedes til en rummelig familiecontainer er lig med et betydeligt statustab. Det er en symbolsk kastration.

Selvfølgelig kan det også bare skyldes, at mere velstillede familier er mindre økonomiske analfabeter og ved, at det ikke kun er pladsen i bilen, der bliver et problem, men også kvadratmeterne i hjemmet, der bliver for knappe. 

I Kontrast kunne man for et par uger siden læse, at i Lemvig formår de fortsat at holde fertilitetsraten lige over 2,1, men de dyreste kvadratmeter i byen kan også fås for blot 6.900 kr. Velstillede familier på Frederiksberg må af med det tidobbelte, så hvis der alene skal være plads til en ny seng i hjemmet, så koster de to kvadratmeter 130.000 kr. Skal barnet have eget værelse på 10 kvadratmeter, koster det over 600.000 kr.

At boligpriserne er høje, er ikke alene politikeres skyld. Men hver gang de vedtager lovgivning eller lokalplaner, der begrænser mulighederne for at bygge, må det alt andet lige føre til, at kvadratmeterpriserne stiger. Et græsareal med et mosehul og to frøer er pludselig at betragte som umistelig Unesco-verdens- og naturarv, hvorfor man selvfølgelig ikke kan bygge dér. Lidt havbund og kyststrækning i København, der næppe lader sig skelne fra de øvrige tusinder af kilometer dansk kyststrækning og havbund, bør man frede og beskytte. At øge bygningstætheden eller bygge mere i højden kan ikke accepteres af historiske eller æstetiske grunde. 

En byzantinsk velfærdsstatslovgivning for boligmarkedet er næppe heller befordrende. Der er andelsboliger, almene boliger, leje- og ejerlejligheder, kollegier og villaer, lejereguleringer og lejeloft. Hvordan skal unge, boligkøbere og -investorer kunne navigere rationelt? Kort sagt, boligpriserne fungerer også som præventionsmiddel, og enhver politiker, der lægger stemme til en yderligere regulering af boligmarkedet, er også en garnstrammer, der lukker af for forældrenes og børnenes luftveje – de trykker fertiliteten nedad.

Nystiftede børnefamilier søger så ofte væk fra centrum af hovedstaden for at få noget mere plads, lidt have, lys og luft. Men kommunalpolitikere langs med motorvejene har i det sidste års tid haft travlt med at promovere forslag om at sænke farten dér. En visionær kommunalpolitik, der vil løse tidens største problem – klimakrisen. At længere transporttid ikke ligefrem hjælper børneforældre, er så ikke med i politikernes nyttekalkule. Forslag om sænkede hastigheder på motorveje er ret beset også et slags kommunalpolitisk præventionsmiddel.

Men måske har kommunalpolitikerne det fint med at være garnstrammere. Hvis de har skrevet klima som det vigtigste emne på deres politiske bannere, så spreder de måske gerne og flittigt klimaangst. For nogle synes løsningen på temperaturstigningerne at være, at menneskeheden decimeres nogle gange. I dag møder man vitterligt unge mennesker, der er blevet så massivt fodret med klimaangst af politikere, journalister og lærere, at de mener, det er en moralsk forpligtelse ikke at få børn.

Ligeledes giver gjaldren for øget arbejdsudbud fra Dansk Erhverv heller ikke mere tid til at være forælder. Vi skal først og fremmest sikre konkurrenceevnen og velstanden, og børnene som aldrig kommer til verden, kan vi jo bare erstatte med importeret arbejdskraft udefra. Plantageejerne på de Dansk Vestindiske Øer omkring år 1800 insisterede på, at for at sukkerindustriens møllehjul fortsat kunne rotere, så krævede det en fortsættelse af den transatlantiske slavehandel, for fertiliteten var al for lav. Når Brian Mikkelsen ønsker 50.000 indvandrere fra Afrika og Asien, minder hans løsning lidt for meget om deres.

Ældre Sagen ser også gerne, at deres 950.000 medlemmer kan nyde deres otium og få en værdig afslutning på livet, så landets varme hænder har værsgo at tage sig af den ældre generation på fuld tid. I et demokrati er de ældres politiske pondus uendeligt større end ufødte børns, så til kvinder ansat i ældreplejen lyder underteksten for tiden: ”Pas de ældre, glem egne børn.”

Seksualundervisning i folkeskolen har altid som budskab, at prævention skal bruges for at undgå uønsket graviditet, fordi børn er en fare for uddannelse og karriere. Budskabet er aldrig det modsatte: At uddannelse og karriere næsten helt sikkert står i vejen for vores muligheder for at få en stor børneflok og stadig oftere fører til, at vi aldrig bliver forældre.

I Danmark har velfærdspolitikere på hele det politiske spektrum altid fokus på en eller anden gruppe af allerede levende vælgere. De skal tilgodeses, de skal hjælpes, deres trivsel, karrierevej og velstand skal sikres. 

Desværre er der ingen politikere eller organisationer, der bekymrer sig om dem, der aldrig vil blive født som en forudsigelig følge af de politiske tiltag. De aldrig fødtes kirkegård forbliver usynlig. 

Nej, Danmark er blevet en moderne nation af velfærdsoptimerende garnstrammere. Vores tidshorisont er kort og diskonteringen af fremtiden voldsom. Generationernes gang på Jorden kerer vi os for lidt om.