Der var engang en konservativ minister, der sagde noget klogt. Dette er dog ikke et lykkeligt eventyr, for det gik ikke ministeren så godt, hun blev faktisk grueligt udskældt, selv om det hun sagde var godt og rigtigt. Året var 2007, og ministeren hed Carina Christensen. Hendes budskab dengang var, at danskerne fik for få børn, måske også færre end de egentlig havde lyst til. Muligvis var der barrierer, der forhindrede familierne i at blive større.
Krydsklip til året 2013 og til min storebror Ole, der efter at have ønsket behørigt tillykke efter offentliggørelsen af, at jeg skulle have et tredje barn, udbrød: ”Det bliver dyrt”. Og ja, det blev dyrt. Det kom både til at koste et nyt hus og en ny og større bil at gå fra to til tre børn.
Alligevel er der noget, der tyder på, at mennesker her i Lemvig Kommune oftere vælger at få flere end to børn, end man gør så mange andre steder i landet. Ifølge Danmarks Statistik er Lemvig en af en lille håndfuld kommuner i landet, som i 2022 får over de forjættede 2.1 barn pr. kvinde, som der skal til at opretholde befolkningen på lang sigt. I den modsatte ende ligger København på 1.35 og Frederiksberg på 1.55. Ser man på Lemvig Kommune de sidste 17 år, har der været udsving, men gennemsnittet ligger faktisk meget tæt på 2.1 barn per kvinde.
En del af forklaringen er selvfølgelig demografi. Hvis der er flere unge mennesker, højere velstand og flere veluddannede, har det normalt betydet et fald i antallet af børn. Det sjove er dog, at min erfaring fra Lemvig er, at også mange højtuddannede her får både tre og fire børn. Det er dog indtil videre kun anekdotisk bevisførelse, da fertilitetskvotienten ikke umiddelbart opgøres efter både kommune, uddannelse og indkomst.
Den foreløbige konklusion er derfor, at der samlet set fødes for få børn i Danmark, til at vi kan reproducere os selv, men hvis hele Danmark opførte sig som borgerne i Lemvig Kommune, så ville en af tidens store samfundsproblemer faktisk være løst.
Ja, lav fertilitet er et væsentligt samfundsproblem generelt i hele den vestlige verden, og nogle steder meget værre end i Danmark: Sydeuropa, Japan og Sydkorea har endnu værre problemer.
Et samfund under pres
Hvis vi her koncentrerer os om Danmark, så er de mest åbenlyse udfordringer ved lave børnetal, at det sætter både den danske velfærdsmodel og vores mulighed for at bevare en genkendelig danske kernekultur under pres, og at de to problemer vil være svære at løse samtidig.
Hvis vi fokuserer på at bevare velfærdsmodellen og løse problemerne med forsørgerbyrden og den mangel på arbejdskraft, der vil opstå, så vil indvandring fra mere børnerige lande mod syd være umuligt at undgå. Hvis vi omvendt vil lægge størst vægt på at bevare Danmark som et sekulært, frit og fredeligt land, så vil det forøge de økonomiske problemer, der vil opstå, med færre, der bidrager til samfundsøkonomien og flere, der skal forsørges.
Helt generelt har vores økonomiske model op gennem det 20. århundrede været bygget på jævn økonomisk velstandsfremgang, og en del af denne velstandsfremgang har skullet opsuge et stigende befolkningstal som nødvendig arbejdskraft. Det har været det almindelige, at økonomien og befolkningen voksede parallelt. En økonomi, der bygger på faldende befolkningstal, vil måske opføre sig helt anderledes, end vi har været vant til. Man har tidligere i Kontrast kunnet læse lidt om erfaringerne fra Detroit, hvor velstanden forsvandt sammen med indbyggertallets nedgang.
Så problemet er altså reelt, men umiddelbart har ingen fundet en løsning. Derfor kan der være grund til at interessere sig yderligere for den statistiske anomali i Lemvig Kommune, hvor jeg selv er vokset op, og i dag bor på 11. år, siden jeg flyttede tilbage fra København. Vi er nødt til at spekulere over, hvorfor borgerne i Lemvig finder det mere oplagt at få mere end to børn, end man gør mange andre steder i Danmark.
Lemvig-effekten er mange ting
Ser man først på børnelivet i Lemvig Kommune, så har vi nye tal, der viser, at mistrivsel blandt børn og unge præcist i Lemvig Kommune, men også mere generelt i Vestjylland, er lavere end andre steder. Årsagen til det kender vi ikke, men der er nok flere ting, man kan pege på:
Der er stærk kultur for foreningsliv, og vi ved, at børn, der deltager i holdsport eller lignende, trives bedre end børn, der ikke gør. Samtidig er sandsynligheden for, at børn vokser op i en kernefamilie i Lemvig Kommune blandt landets højeste. Der er simpelthen langt færre skilsmisser end andre steder.
Derudover har man rigelig og nem adgang til natur, og børneinstitutioner har normalt også adgang til væsentlig mere udeareal end i hvert fald i større byer. Særligt naturen er værd at fremhæve i takt med psykologiens opdagelse af naturen og færden i naturen som direkte terapeutisk. Alt i alt tyder de fleste tal på, at det er muligt at skabe rammer for børneliv i Lemvig Kommune, som overordnet set er bedre end de fleste andre steder.
Det tredje barn og det fjerde barn er dog også en privatøkonomisk hændelse, sådan som storebror Ole hurtigt pegede på. Også her er der dog flere ting der kunne tale for, at det økonomiske problem er mindre i Lemvig Kommune end andre steder. Kvadratmeterprisen i Lemvig by, den dyreste del af kommunen, var i 2021 i gennemsnit 6.900 kroner, hvilket er under en tiendedel af prisen på Frederiksberg, som var landets dyreste. Da lønningerne i Lemvig i gennemsnit kun er lidt lavere end i København, så er vejen jo hurtigt banet for både et hus og en bil, der passer til tre eller fire børn.
Læren fra Lemvig er altså flerstrenget for dem, som vil arbejde med at genoprette danskernes fertilitet, sådan at vi i højere grad kan reproducere os selv som befolkning. Man skal sikre familierne god økonomi, og måske også i særlig grad familier frem for mennesker, der vælger singlelivet. Væsentlige skattefradrag per barn kunne måske være en mulighed, ligesom afgiftsnedsættelse på familiebiler eller lavere moms på udvalgte varer kunne være det.
For det andet er man nødt til at investere både offentlig og privat kapital i børnepasning og skoler, i højere grad end man gør nu, og selvfølgelig afskaffe det fjollede og meningsløse forbud mod, at selskaber kan drive børneinstitutioner i Danmark. Hvis man oplever glad barndom hos sit første barn, også i institutionen, så er det nok alt andet lige med til at give lidt mere mod på livet som børnefamilie og dermed også forlænge den del af livet med et barn mere.
Sidst og mest vanskeligt, så er der nogle kulturelle elementer, som er langt sværere at ændre på for det politiske system. Når skilsmisseprocenten er i bund, og foreningskulturen stærk i Lemvig Kommune, så bygger det i høj grad på overleverede normer, som enten er eroderet eller er blevet direkte angrebet andre steder. Tidsånden er individualistisk og selvrealiserende, men den er nok knap så stærk i Vestjylland som på Frederiksberg eller i Vejlby-Risskov.
Hvis man for alvor vil vende udviklingen med faldende børnetal i Danmark, så er det svært at komme uden om, at der også er brug for en stærkere konservativ modstrømning til tidens overdrevne individualisme. Der er simpelthen brug for endnu flere, der taler for den glæde og livsmening, der kan findes i den forpligtelse, der hedder ægteskab og, i mit tilfælde, tre børn, en kæmpehund, nogle høns og en skægagame.
