Debat

15.05.22

Herlufsholm: Når fordomme og en indre svinehund får overtaget

Max Ulrich Klinker: En pæn og ordentlig kostskole i Næstved blev pludselig genstand for pøbelvældeadfærd. Fuldstændig skamløst løfter godtfolk sig op til at være dommere. Værst er dog, at man efterlades med indtrykket af, at folk er ligeglade med, at de ingenting ved.

Udtalte grupperinger i samfundet – lad os bare kalde dem de røde og de misundelige – hævder, at landets demokrati skal styres, som var der tale om en andelsboligforening, det vil sige, at alle skal leve efter samme normer og tørresnor i et og alt. 

At “et demokrati er den mindst ringe samfundsindretning” tager derimod sigte på, at vi som et folk alle er individer med forskellige referencer, normer og prioriteringer, der skal leve side om side. Og så længe man betaler sin skat, kører i højre side af vejen etc., skal man have lov til at indrette sit liv, som man vil. Sådan har det været siden demokratiets indførelse i Danmark i 1849 (for 173 år siden) baseret på den historiske ledestjerne, nemlig det klassiske Athen, der kortvarigt oplevede demokrati i perioden 509 f. Kr. til 322 f. Kr. (187 år). Styreformen blev derefter atter tyrannisk, og man kan spørge, om vi i Danmark er på vej til tyranni – forklædt som andelsboligdemokrati?

Bedre hjælper det ikke på tidernes elendighed, når et almindeligt proportionalitetsprincip i snart sagt både stort og småt skal afløses af et forsigtighedsprincip, jævnfør statsminister Mette Frederiksens herostratiske udsagn om, at ”en, der dør af corona, er en for meget”. Der må ikke fejles, og hvis der alligevel sker fejl, er det ikke nok med retslige domstole (magtens tredeling). Nej, der skal åbenbart kontrol til, og den kontrol skal udøves strengt af hele andelsboligforeningen.

For de fleste mennesker er en kostskole lige så fjernt et begreb som månen. Alligevel holder det ikke godtfolk tilbage fra at udtale sig om hvad som helst og dele synspunkter på samme måde som “when the shit hits the fan, it is all over”. Var det så bare det, men nej, også mediefolk stiller sig som en skøge parat med uovervejede synspunkter ud fra en slags underforståethed om, at det handler ikke om at vide, men om at mene. “Fake it till you make it” er et aksiom. 

På den anden side ved vi, at avisoplag er i konstant nedgang, fordi færre orker at læse med. I min fars tid som journalist var det en ære en sjælden gang at skrive en klumme til avisen; i dag svømmer aviser over med klummer på bekostning af nyheder eller blot gengivelse af Ritzau-telegrammer. 

Selvbestaltede kulturfolk folder forudsætningsløst, men uden hæmninger, nonsens ud, som var det skidt fra en spædekalv, især på døgnværtshuset Facebook, hvor hvert et fan-klik er en lise for tastaturkrigeres små selvværd. Uden sammenhæng tages britiske kostskoler, som heller ikke nogen kender ud over egne fordomme, til indtægt for helvede på jord, og som om det ikke er nok, skal også Goldings kontroversielle roman Fluernes Herre læses op på det sydsjællandske slagtebord i en bundløs strøm af ondskabsfuldheder, som var det Danaidernes Kar.

Og så er der hæren af folk, der synes, deres baggrund berettiger dem til at tale med vægt, endskønt månen er lige så fjern for dem som for alle andre. Et blandt alt for mange rædselsfulde eksempler kunne være den ikke-universitetsakademiske, men dog autoriserede psykolog John Aasted, som i Politiken 7. maj fastslog over for læserne, at: ”Omsorgen og opdragelsen af børn på Herlufsholm er åbenbart lagt ud til de lidt ældre kostskoleelever, de såkaldte præfekter. Det er dybest set børn, der opdrager børn.” Men Aasted ser ikke dybere end i en suppetallerken, og han taler mod bedre vidende.  

Vi var netop kommet os over de mange diagnoseudsagn om Putins påståede lidelser, skråsikkert udråbt både i medier og på Facebooks folkedomstol. Men så slog fanden sig for alvor løs i Laksegade. I maj rejstes en blodrus af nye dimensioner, der må kalde på lynchstemningen under retsopgøret efter 2. verdenskrig til sammenligning. Udelukkende på baggrund af en tv-udsendelse. En pæn og ordentlig kostskole i Næstved, ledet af dedikerede og dygtige folk, blev pludselig genstand for pøbelvældeadfærd. 

Med sin vinkling og tvivlsomme prioriteter i narrativet, som kun røde og misundelige er blinde over for – har det næsten præg af at være et orkestreret komplot. Almindelige proportionalitetsprincipper er blæst af banen, ligesom den afvejning, en vidneforklarings vægt i retssale altid er genstand for, helt er undtaget i udsendelsen. Som om tv i sig selv er sandhed, ser man på åndsbollernes kommentarparade en uendelig liste med vidtløftige synspunkter om kostskoler, om sovesal, om tæt kammeratskab, om præfektordning, om pøkamp (en dyst om at skubbe hinanden i vandet, red.) m.m. 

Fuldstændig skamløst løfter godtfolk sig op til at være dommere, og dommen er den samme: ned med kostskolen for enhver pris. Gabet er slået op til en fuldtonet blodrus styret af fordomme og en indre svinehund. Og intet andet. For de ved ikke mere, end de ved om månen. Værst er dog, at man efterlades med indtrykket af, at folk er ligeglade med, at de ingenting ved. 

Det, som skulle være en oplyst befolkning i et åbent demokrati, har ikke gode forudsætninger, og da slet ikke, hvis man styrer efter Hal Kochs imperativ: “demokrati er samtale”. Man skulle snarere tro, at demokrati er blevet til skinger tilsvining. De gamle grækere begrænsede sig dog til at ostrakere eller beordre skarntydesaft til dem, de ikke brød sig om.

Er vi virkelig endt i pøbelvælde, hvor medier med taktstokken kan slå en tone an, så folk skaber sig, på samme måde som George Orwell beskriver masserne med deres plebejerske råben og skrigen i romanen 1984? Tidligere tv-udsendelser om skolen i Næstved i et pænere lys er taget væk fra sendefladen, så majudsendelsens narrativ kan stå uforstyrret, så man fristes til at svare ja. Skal vi være tjent med, at frie medier – hvis frihed netop er funderet på varetagelse af et ansvar – (“frihed under ansvar”), kan optræde tøjlesløst?

Det er heldigvis langtfra alle mennesker, der ønsker at leve i et andelsboligdemokrati med et forsigtighedsprincip som det styrende parameter. De er som regel tilfredse med magtens tredeling, herunder retslige domstole, politi og udsigt til almindelig retfærdighed. Hvis den polarisering af befolkningen, vi har set i USA og til dels også i Frankrig, måtte komme til Danmark, er den aktuelle hetz, der finder sted imod kostskolen, dens folk, dens elever, dens forældre et godt sted at begynde forståelsen til en årsagsforklaring.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter