Debat

02.12.21

Historien om et forudsigeligt mord

Anne-Marie Vestergaard: Forfatteren David di Nota har begået en rystende afdækning af institutionens svigt over for læreren Samuel Paty, der kom til at stå helt alene over for sin islamistiske bøddel. Det er vedkommende stof også i en dansk kontekst.
Fra mindehøjtidelighed efter mordet på Paty (Foto: Chris93 / Creative Commons)
Fra mindehøjtidelighed efter mordet på Paty (Foto: Chris93 / Creative Commons)

Mordet på skolelæreren Samuel Paty den 16. oktober sidste år i en lille by uden for Paris sendte chokbølger ud i det franske samfund. Han havde som bekendt brugt Muhammedtegninger i sin undervisning og, angiveligt, udvist racisme og islamofobi over for muslimske elever. Republikkens grundpille, den verdslige skole, blev udfordret på barbarisk vis. Debatten om læreres ytringsfrihed nåede også til Danmark, og både lærere og skoleledere skulle forholde sig til brug af karikaturtegninger af Muhammed i undervisningen. Hvis det da ikke blev forbigået i stilhed. Senest har historien om folkeskolelæreren Jannie Bøgh vakt debat.

Den franske forfatter David di Nota foretager i sin spritnye bog, J’ai exécuté un chien de l’enfer – Rapport sur l’assassinat de Samuel Paty (Jeg har henrettet en hund fra helvede Rapport om mordet på Samuel Paty, m.o.,) en tilbundsgående undersøgelse af forløbet, der endte med den barbariske henrettelse af Paty på åben gade. Det, som står tilbage efter endt læsning, er en rystende afdækning af institutionens svigt over for en lærer, der til sidst står helt alene over for sin bøddel. Di Notas research er grundig, men for at give det bizarre forløb mening er han nødt til at ty til fortællegreb, og han refererer flere steder til Franz Kafkas roman Processen.

Attentatet fik konsekvenser i det i forvejen terrorplagede Frankrig, hvor præsident Macron blandt andet kaldte til kamp mod islamisme og den udbredte venstresnoede følgagtighed, islamo-gauchisme. Debatten om læreres ytringsfrihed er relevant i ethvert demokrati, men det er også væsentligt at afdække det ideologiske klima, der indirekte forsvarer voldsomme handlinger på grund af krænkede religiøse følelser. I Danmark er det især Henrik Dahl, der har sat gang i den debat.

Efter endt læsning af di Notas gyser kommer man ud over Processen til at tænke på Gabriel García Márquez’ roman Historien om et forudsigeligt mord. Frankrigs skolesystem har laïcité, verdslighed, som det øverste princip. Der må ikke foregå religiøs forkyndelse af nogen art, og synlige religiøse tegn som kors, jødekalot og muslimsk tørklæde er forbudt. Alligevel er det ifølge denne bog selvsamme skolesystem, med dens stolte historie om republikkens kamp mod katolske skoler i rygsækken, der medvirker til at gøre Paty til den skyldige og krænkende part i forhold til religiøse følelser, længe før selve mordet. 

I et interview på radiostationen Europe 1 har di Nota udtalt, at netop et morderisk angreb på en skolelærer, ansvarlig for at videregive kultur- og litteraturarven til de opvoksende generationer og derfor i en nøgleposition i ethvert civiliseret samfund, var en afgørende begivenhed, som han blev nødt til at dykke ned i. Hvordan kunne det ske? Efter di Notas optrævling og skarpe refleksioner undervejs bliver det uhyrlige og utænkelige til en skæbnefortælling med sin egen logik.

Di Nota starter og slutter i det institutionelle, for årsagerne findes i institutioner og strukturer, ikke i enkeltpersoner. Det drejer sig ikke om skyld og ansvar i en snæver juridisk betydning. Nogle kapitler er berettende, andre anekdotiske. Det hele er iblandet et filosofisk og begrebsanalytisk blik.

Bogen begynder med at ridse den alvorlige baggrund op: Flere og flere skolelærere bliver udsat for vold og chikane, et problem, der har været kendt i mange år. Forfatteren nævner en kendt case fra 2005 med en kvindelig lærer. De ramte møder ofte ligegyldighed, eller sågar mistro, fra deres ledere. Samtidig har der været tilfælde af selvmord blandt lærere efter falske anklager om overgreb mod elever. Skoleinstitutionen har ændret sig markant, og di Nota peger på en officiel skoletekst fra 2019, som ifølge ham knæsætter de nymodens ”bløde” relationer (mit udtryk). Der tales her om gensidig tillid som værende det bånd, der knytter læreren på den ene side og elever samt forældre på den anden side sammen. 

Di Nota ser i det tilforladelige lovpapir en undergravning af skolens og lærerens traditionelle autoritet. Det resulterer i, at læreren skal gøre sig fortjent til tillid, han har den ikke pr. automatik som før i tiden. Han har meget at miste, hvis ikke han har opnået den fra de to andre parter, i værste fald hans job og karriere. Eleven eller forældrene kan derimod have mistillid til læreren helt uden konsekvenser. Jorden er gødet for endnu mere vold og chikane fra utilpassede elever, men ikke mindst for grundløse anklager og afpresning om rummelighed og tolerance. Denne kontrakt- og tillidsbaserede skole er en ladeport for langsom destruktion af selve skolen som et struktureret ”civiliseringssted” (mit udtryk).

I samme periode er der sket en skævvridning af netop begrebet verdslighed, som ifølge den venstrefløj, som er inspireret af amerikansk identitetspolitik og postkolonial tænkning, betyder tolerance og inkludering af minoriteter, lige meget hvilke antimoderne værdier de hylder. Den inkluderende udgave af verdslighed er vand på islamismens mølle, for dennes tilhængere har dygtigt udnyttet den antiracistiske diskurs til at fremme deres egen dagsorden og lave kiler ned i det franske samfund. Antiracismen er ulykkeligvis også blevet skolesystemets mantra, hævder di Nota. Franske sociologer har i øvrigt længe talt om tabte territorier, områder, hvor islamisk lov og kriminalitet hersker, og hvor skolen som samlende institution reelt er brudt sammen. 

På grund af nævnte opdaterede skoleopfattelse og den fremherskende antiracisme, der er blevet instrumentaliseret af islamisterne, er Samuel Paty så at sige skyldig på forhånd, som Josef K i Processen. Hvis elever og forældre siger, at de er blevet krænket af en karikaturtegning af profeten, står det til troende. Man kan ikke betvivle følelsen af krænkelse, heller ikke selvom Paty benægter at have haft en hensigt om at krænke. ”Il n’y a pas de blasphème, car la République est läique”, ”Der er ikke tale om blasfemi, for Republikken er verdslig”, skriver han selv for at forsvare sit pædagogiske valg og de værdier om ytringsfrihed, demokrati og verdslighed, som republikkens skole uddanner og opdrager til. 

Den såkaldte kontrakt- og tillidsbaserede skole bliver en Pandoras æske. Den kvindelige skoleleder og de statsinspektører, der bliver hidkaldt, tager følelsen af krænkelse for gode varer, og Paty står alene, endda undsagt af flere kolleger. Det er også i dansk presse blevet beskrevet, hvordan et net af løgne og rygter på og uden for de sociale medier var med til at bane vejen for mordet. Han bliver sågar politianmeldt for at have vist pornografiske billeder i skolen! Paty havde som bekendt givet de elever, som af religiøse årsager ikke ville se tegningen, mulighed for at gå udenfor. Det sidste bliver omfortolket til, at han på ”nazistisk” vis ville udelukke de muslimske elever fra undervisningen. 

Den nævnte elev, der pjækkede, fortalte en løgnehistorie til sin far om,  at de var blevet tvunget til at se en tegning af en nøgen Muhammed, for at dække over pjækkeriet. En kontroversiel imam tropper op i lokalområdet og forsøger med uforbeholden støtte til forældrene at bekræfte historien om en respektløs og racistisk lærer. Det er på de sociale medier, at en ung mand med tjetjensk baggrund, bosiddende langt derfra, hører om sagen. Han køber en slagterkniv og får senere nogle elever til at udpege Paty for penge. Retsmedicinerne kan ikke afgøre, om Paty får skåret halsen over med det samme eller først bliver stukket adskillige gange i kroppen. Drabsmanden når at sende en triumferende besked ud om, at han som Allahs tjener har henrettet en af de vantro, en ”hund fra helvede”. Di Nota skåner os ikke for de grusomme detaljer.

Forfatteren skriver endvidere om tiden efter mordet, den officielle posthume hyldest og franskmændenes indignation og sympatitilkendegivelser. Meget af det fremstår som en gratis omgang, trods alle fordømmelserne af det grusomme mord. Han beskriver især nogle af deltagerne i debatten som værende decideret medskyldige. Visse intellektuelle og videnskabelige positioner sammenligner han med det at stå med et ladt skydevåben og blive overrasket, når det går af. 

Han har tidligere i bogen skrevet om sociologen Houria Bouteldjas akademiske arbejde. Hun har skrevet om sine egne oplevelser med racisme som datter af en fattig indvandrer fra Nordafrika, og hun udvikler herfra moderigtige postkoloniale teorier om Vesten som den store undertrykker og dermed per se den voldelige part. Den undertrykte, in casu muslimen, kan pr. definition ikke være oprigtigt voldelig, idet vedkommende kun kan imitere undertrykkerens vold. Ergo er islamistisk vold og terror ikke rigtige voldelige gerninger, som man selv er ansvarlig for. Terror er en imitation af en mere grundlæggende vold mod minoriteter. Terror kan således forklares med den vestlige undertrykker, den store onde figur. Altså er terroristen egentlig skyldfri. Et offer kan nemlig ikke begå onde handlinger, han er altid blot en imitator! Bouteldja fremstår som en akademisk stratenrøver af sjælden karat. Men også i Danmark kolporteres der lignende teorier om årsagerne til vold og terror.

Konklusionen på bogens undersøgelse er, at Paty blev dræbt af den islamistiske antiracisme, der igen er et skalkeskjul for en hård undertrykkelse af almindelige muslimer. Ligesom de grupper aftvinger sig respekt i egne rækker, afpresser de systemet og majoritetssamfundet for respekt. Begrebet respekt har derfor mistet sin oprindelige betydning. Islamistisk antiracisme kommer ind under paraplyen antiracisme i forhold til alle mulige andre minoritetsgrupper, en sag, der villigt sekunderes af den del af venstrefløjen, der har ofret universalismen i den mere og mere aggressive identitetspolitiks tjeneste. Også de grupper afpresser for respekt. Skolelederen på Patys skole bliver på sin side reddet af republikkens skolesystem og dets inspektører, der behændigt frikender hende og sig selv i en rapports spejlblanke bureaukratsprog, thi alt er foregået efter bogen (!). Intet er tilsyneladende lært.

Kaster man et blik på den danske folkeskole, ville en lignende officialiseret kontrakt- og tillidsbaseret skole også være en ladeport til alskens anslag mod lærerens og institutionens autoritet. Det vil gælde lige fra utilfredse forældre, der ikke har opdraget deres små udadreagerende poder, i den milde ende, til religiøse fundamentalisters stadig mere vidtgående særkrav i den alvorlige ende. Uheldigvis er lærerens og skolens autoritet i forvejen svækket af mange grunde. 

I Danmark har man en tradition for blød og inkluderende pædagogik i spandevis (i modsætning til i Frankrig), og det kan have mange fordele i et homogent miljø, men der mangler sanktionsmuligheder, når elevgruppen er sammensat, socialt og kulturelt. Mange lærere står magtesløse, når vold og trusler opstår. Pædagogikken bliver stum, og undervisningen bliver en daglig udfordring for de dialog- og konsensussøgende lærere. Man er hurtig til at give efter for afpresning for tolerance med det uerkendte voldsmandens veto, hvis man tier, forsvinder problemet nok. 

Desuden er der mange venstresnoede undervisere, som slet ikke mener, at man skal håne og spotte en undertrykt minoritet, og den samme analyse er blevet forfægtet i alle årene efter Muhammedkrisen. Så spørgsmålet er, om man ikke allerede er på vej derhen, i den misforståede tolerances og konfliktskyheds navn. Professionsskoleunderviseren ”Charlottes” historie fra sidste år og for nylig afdækningen af skolelæreren Jannie Bøghs forløb kunne godt tyde på det.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter