Som lærer i den danske gymnasieskole er man efterhånden vant til, at politiske udmeldinger fra rektorernes forening, Danske Gymnasier, er cirka lige så velkomne og behagelige som at opdage en lus i børnenes hår. For nylig var det et politisk designet udspil om bæredygtighed, der, ud over at positionere Danske Gymnasier i det politiske lobbyistlandskab, blandt andet havde til formål at introducere mere bunden tværfaglighed i det almene gymnasium – noget som vi ellers netop er kommet af med efter en hård kamp mod det tværfaglige fag AT, der fandtes i den forrige gymnasiereform.
Danske Gymnasiers udspil indskriver sig desværre blot i en meget lang tradition for at ville politisere folkeskolen og ungdomsuddannelserne i Danmark, og for tiden er det mest populære emne naturligvis bæredygtighed og andre klimarelaterede forslag. En vaks skolelærer har ovre på Altinget samlet på forslag til ting, der ifølge samfundsdebatten burde sættes på skoleskemaet, og den nærmest uendelige række af emner er forholdsvist absurd læsning. Mængden af organisationer og partier, der ønsker at føre og signalere politik gennem skolerne, er desværre temmelig stor.
Det, de fleste politiske aktører i denne debat overser, er, at folkeskolen og gymnasierne i Danmark er institutioner bygget op om fag, og at disse fags interne systemer og logikker langt bedre end kortsigtede organisationer kan sikre, at elever i danske skoler bliver klædt på til tilværelsen som selvstændige og myndige individer.
Grundprincip for det hele
Fagene er de bærende søjler i det danske skolesystem, fordi de kan forstås som en systematiseret overlevering af selve civilisationen fra den ene generation til den næste. Systematiseret, fordi fagene har en indre udformning i kerneviden, fagområder og metoder, og civilisation fordi fagene åbenlyst i praksis fungerer som videreførere af historiens bedste, smukkeste og klogeste ideer og tanker: Matematik fra antikken og den arabiske verden, oplysningstanker i samfundsfag, folkeviser i dansk, digte fra 1600-tallets England og så videre.
Fagene er dog også dynamiske og består af en lang række fagpersoner og fagudøvere, som hele tiden holder gang i en intern diskussion om, hvilke emner der fortsat skal leve i faget, og hvornår der er tid til udskiftning af genstande, teorier eller idéer. Fagenes indre liv er i den forbindelse langt bredere og mere velfunderet end enkeltstående danske partier eller NGO’er, og fagene vil næppe have brug for deres indblanding for at tilpasse sig tidens makrotrends, hvis det har relevans for faget.
Det er dog klart, at der kan være en legitim politisk diskussion i at være med til at udpege, præcist hvilke fag der skal fylde skemaet i folkeskolen og på gymnasierne, fordi der er jo ikke plads til alle tænkelige fag, og de kan selvfølgelig heller ikke alle sammen prioriteres lige højt. Dog må man også i denne debat anspore til forsigtighed, fordi man risikerer at miste mere, end man vinder, hvis man for eksempel vil slå fag sammen eller satse på nyere fag frem for fag med en stærk og velfunderet tradition.
Den forkætrede tværfaglighed
En anden vigtig pointe i debatten om fag i skolen bygger på den simple indsigt, at elever hverken i folkeskolen eller gymnasiet bliver fagpersoner af at have haft et fag. Langt de fleste elever vil ikke kunne anvende deres viden fra skolens fag i nogen praktisk sammenhæng, og man kan derfor ikke løse samfundsproblemer ved at undervise elever i et eller andet specifikt emne.
Dermed er vi også tilbage ved den forkætrede tværfaglighed, fordi elever sjældent vil være i stand til at kombinere fag med udbytte, eftersom de er elever og ikke fagpersoner. Mine praktiske erfaringer er, at tværfaglighedforløbs hyppigste udbytte er forvirring og frustration, medmindre man som underviser serverer det hele pænt indpakket og gennemtygget, og så er pointen måske ikke så åbenlys længere.
Selv om eleverne ikke bliver fagpersoner, er det alligevel overordentligt nyttigt for den enkelte og for samfundet, at eleverne undervises i fagene. For det første bidrager alle de forskelligartede udfordringer i fagene til, at elever udvikler sig fra børn og til mere selvstændige og livsduelige individer. Det er i hvert fald håbet, og det lykkedes heldigvis for det meste.
For det andet skal skolerne helst motivere til videre studier i det som den enkelte fandt mest interessant. Nok bliver man ikke fagperson i fysik af at have haft fysik i gymnasiet, men man kan have fået smag og interesse for faget i en sådan grad, at ens livsbane pludseligt ligger klar for en. Sådan en gevinst er god for den enkelte, men den er afgørende for samfundet. Nogen er simpelthen nødt til at blive bidt af fysik, hvis vi skal møde fremtidens udfordringer.
For det tredje kan fagene gennem karaktergivning bidrage til at sortere i, hvordan samfundets ressourcer til uddannelse udnyttes bedst muligt, sådan at vi uddanner de rigtige mennesker til de rigtige ting.
De kan stadig lære det
Hvis vi til sidst vender tilbage til forslaget om mere bæredygtighed i gymnasieskolen, så lad mig give en sidste pointe om overflødigheden af den slags politisering. Der er nemlig ikke nogen mangel på viden om bæredygtighed i det almene danske gymnasium. I fysik er viden om energi en del af kernestoffet; i samfundsfag på A-niveau (som er den største studieretning i Danmark) er miljøøkonomi og bæredygtighed kernestof; i naturgeografi gennemgås hele klimateorien, og i fag som dansk, engelsk og tysk inddrager man helt naturligt aktuelle samfundsfaglige diskussioner i forbindelse med sprog- og indholdsanalyse af avisartikler, debatindlæg osv.
Man skal efter min vurdering, baseret på 10 år som lærer og censor, være en helt ualmindelig uheldig elev, hvis ikke man gennem en nutidig gymnasietid møder indtil flere forskellige faglige diskussioner om klima og bæredygtighed. Fordi fagene lever og tilpasser sig, og gør det langt klogere, end det politiske system magter.
