Tiden, hvor Vesten var overbevist om sin egen moralske overlegenhed, som kom til udtryk gennem en standhaftig neokonservativ udenrigspolitik, er efterhånden en saga blot. Og med Danmarks og Sveriges underkastelse af islamiske landes ønsker om at stoppe koranafbrændingerne herhjemme er det blevet slået fast med syvtommersøm, at vi har opgivet at gøre vores vilje gældende internationalt.
For på trods af at de fleste af os ser det som et indenrigspolitisk anliggende, hvad der skal være lovligt at brænde af, så har den højere politiske klasse travlt med at forklare, at det faktisk handler om udenrigspolitik. Og det er sikkert sandt.
Vi dødelige har selvsagt ikke indsigt i, hvilke samtaler vores ministre har haft med andre vestlige landes ledere, og derfor kan det virke som den eneste løsning, at vi blot må fæste vores lid til, at vores højtstående politikere nok har mere styr på sagerne end os andre, og at der er noget om snakken, når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at det handler om “danske interesser og dansk sikkerhed”.
Det er i hvert fald en måde at sige til pøblen, at den ikke skal gå op i primitive spørgsmål om ytringsfrihed, når der er noget langt større på spil på den internationale scene.
Men selv hvis det passer, at der er store internationale interesser på spil, og at det ikke blot hævdes for at lukke munden på kritikere, så er det stadig udtryk for et svigt. Det er et udtryk for et vestligt svigt i forhold til at gøre sin vilje gældende.
For international politik handler ikke kun om at få ting til at “fungere”, det handler i høj grad også om at turde sætte sin vilje igennem og vise, hvem der bestemmer i verden.
Det har Vesten de seneste år været umådeligt ringe til. Man behøver blot at tænke på den katastrofale tilbagetrækning i Afghanistan, hvor en vestlig isolationisme havde gødet jorden for tilbagetrækningen.
Det er en isolationisme, der i særdeleshed startede med Trump, og som har spredt sig fra konservative kredse og ind i etablissementet. Isolationismen kan koges ned til, at man ønsker en verden, hvor vi passer og selv, og så kan andre passe sig selv. Det er en smuk tanke, men utroligt naiv, selvom den forekommer at være udtryk for en hård realisme, når man ikke tror på, at Vestens værdier er universelle og derfor heller ikke skal påduttes andre.
Problemet med den tilgang er bare den, at når Vesten vakler, forsøger andre at gøre deres vilje gældende, som vi indtil for nylig havde forsøgt i årtier. Global kulturrelativisme eksisterer i praksis ikke, for viljen til magt er altid i spil. Hvis ikke det bliver vores vilje, der vinder, bliver det de andres.
Koranafbrændingskrisen burde derfor mødes med en vestlig værdioffensiv. Nu har de islamiske lande jo selv taget handsken af, så vi kunne passende gøre det samme, når der bliver spillet op til dans. I stedet har vi igen valgt at vise vores svaghed på den internationale scene, som blot er endnu et eksempel på Vestens svækkede stilling.
Så ja, det er sandt, når Løkke og andre høje herrer siger, at spørgsmålet er langt større end blot et spørgsmål om ytringsfrihed herhjemme. Men det gør det blot så meget desto vigtigere, at vi melder os ind i kampen og står fast.
